FOR COUNTRYSANGERE er stilling, status og rigdom som bekendt lig et nul. Det, der er værd at kæmpe for, er kærlighed og familie, venskab og sammenhold. Men for journalister, der skriver om ligestilling, er de sande værdier i livet tilsyneladende penge og prestige. Har man fulgt med i de seneste års ligestillingsdebat og -journalistik, står det klart, at en høj livstidsindkomst, en misundelsesværdig karriere og en stor pensionsopsparing er det, enhver kvinde bør stræbe efter her i livet.

DET ER BESKREVET mange gange i medierne, hvordan kvinder, der er på barsels- eller børnepasningsorlov, sakker bagud i karriereræset, misser indbetalinger til deres pension og går glip af mindst en lønforhandling. Det er sikkert rigtigt, at de gør det. Men ved at fokusere så meget på kvindernes tab af penge og prestige, kommer artiklerne samtidig til at påstå, at tid sammen med børn og et mindre stresset familieliv ikke er noget værd. Er det nu helt velovervejet, når vi allesammen ved, at penge ikke er lykken, og at Jodle-Birge og de andre har ret? Man kunne sagtens have valgt den modsatte vinkel på historien, nemlig at kvinder er heldige, når det næsten hver gang er dem, der får lov at tage orloven, i stedet for de stakkels mænd, som går glip af mange stjernestunder sammen med deres egne børn.

HVAD ER DET egentlig, der er så fantastisk ved en høj livstidsindkomst? En livstidsindkomst er et tal i en statistik. Hvordan kan jeg glæde mig over den i min hverdag? Jeg ville tilsyneladende have flere penge mellem hænderne. Men er det et par jeans ekstra hver måned, jeg skal kæmpe for? Et fjernsyn mere, et større hus? Er ligestillingsdebatten til for, at vi alle sammen kan få et større forbrug? Eller er fokuseringen på en høj indkomst udtryk for et sæt af hårde, materielle værdier? Det synes jeg. Jeg går bestemt ind for, at kvinder skal kende konsekvenserne af deres orlovsvalg og også de strukturer, der gør, at det bliver deres valg. Men indtil videre har mediedækningen fokuseret ganske ensidigt på de økonomiske konsekvenser. Hvad årsagerne til kvindernes valg angår, så har vi mest hørt om dem i to forbindelser. Den ene sætter kvinden i den gode, gamle offerrolle, hvor hun på grund af sin lavere indkomst og kommunens manglende pasningstilbud er tvunget på orlov. Den anden er også negativ. Når kvinden selv vælger orlov, er det ikke et udtryk for, at hun bevidst prioriterer børn og familie, fordi hun der finder glæde og livsindhold. Nej, når artikler medgiver, at kvinder ofte selv frivilligt vælger orlov, er det altid i forbindelse med, at mændene ikke kan komme til.

DER FINDES EN anden ligestillingshistorie, som skrives et par gange om året. Den handler om, at kvinder stadig kun besidder ganske få procent af lederstillingerne her i landet, og at kvinder i virksomhedsbestyrelser er lige så sjældne som sunde økonomier er det i Afrika. Den uudtalte forudsætning for historien er, at det at blive leder er den hedeste drøm, en kvinde kan drømme. At være leder er godt, punktum. Status og prestige er det, mennesker i almindelighed og kvinder i særdeleshed skal stræbe efter. For det første er jeg sikker på, der findes mange kvinder, som overhovedet intet ønske har om at blive ledere (og mange mænd). De tør bare ikke sige det højt, fordi det afslører deres utjekkede, kvindagtige mangel på ambition. For det andet er heller ikke magt, så vidt jeg ved, med på listen over de sande værdier i livet. Udnyttelse af ens potentiale er måske nok, men måske er det alligevel ikke, hvis det skal være på bekostning af nogle andre countrysanger-værdier: Familie og kærlighed.

DET ER FOR NEMT at skrive om ligestilling, hvis det blot er et spørgsmål om at referere undersøgelser og politiske udmeldinger uden at tænke over, hvilke værdier der ligger bag dem, og om de værdier egentlig svarer til de ønsker og behov, som danske mænd og kvinder har. Skal journalistik afspejle den generelle holdning, at kvinder først er noget værd, når de opfører sig som mænd? Eller har journalister lov at tænke selv?

* Solvej Rasmussen har netop afsluttet barsel og er nu arbejdsløs – på vej til freelance.