Hemmelighedskræmmeri og rødspættegarn

Journalistik har været et omdrejningspunkt i Anna Vinding og Jess Myrthus 36 år lange ægteskab. De har været journalister, så længe de har kendt hinanden, og er sikre på, at de er blevet bedre til deres job af at bo sammen.PARLØB. Et ægteskab fungerer kun, hvis begge parter holder ting skjult for hinanden. Det lyder måske ikke som en holdbar morale, men når parret er journalister, er det den eneste farbare vej.

Journalistik har været et omdrejningspunkt i Anna Vinding og Jess Myrthus 36 år lange ægteskab. De har været journalister, så længe de har kendt hinanden, og er sikre på, at de er blevet bedre til deres job af at bo sammen.

PARLØB. Et ægteskab fungerer kun, hvis begge parter holder ting skjult for hinanden. Det lyder måske ikke som en holdbar morale, men når parret er journalister, er det den eneste farbare vej.

Anna Vinding, der er kommunikationschef i DSB, og Jess Myrthu, som er partner i kommunikationsvirksomheden Jøp, Ove & Myrthu, har været gift i snart 36 år og har hele tiden været nødt til at have en klar aftale om, at det er i orden at holde visse arbejdsmæssige kort tæt til kroppen.

»Vi har været på forskellige medier, så vi var tvunget til at have hemmeligheder – dels af faglige grunde, men også for at beskytte hinanden. Hvis jeg fortalte Anna en historie og sluttede af med at sige, at hun ikke måtte skrive om den, ville jeg sætte hende i en helt urimelig situation. Derfor blev vi meget hurtigt enige om, at det var okay at holde ting hemmelige.«

Aftalen blev ikke mindre vigtig, da Jess Myrthu i 1984 forlod sin daværende stilling i Danmarks Radio for at blive informationsdirektør i Handelsbanken. På det tidspunkt var hans kone nemlig erhvervsjournalist hos Politiken.

»Nogle gange ringede Jess og sagde, at han først ville komme hjem næste formiddag, fordi han skulle til møde hele natten, og at han ikke ville fortælle hvor og med hvem. Det kan lyde som en omgang røvere og soldater, men sådan er det, når store firmaer skal fusionere. Med de job vi har, ville det ikke kunne lade sig gøre at være gift, hvis jeg havde behov for hele tiden at vide, hvor Jess er, og præcis hvad han laver,« siger Anna Vinding.

Men der er grænser for, hvor meget ægtefællerne vil tvinge sig selv til at skjule. »Hvis en modpart til DSB hyrer mit firma, kan jeg ikke betjene den kunde. Det ville være vanvid. Så markant et hemmelighedskræmmeri ville vi ikke kunne gennemføre,« siger Jess Myrthu.

Selv om parret på den måde forsøger at undgå uløselige problemer, erkender Jess Myrthu, at det alligevel kan være vanskeligt at gemme store problemstillinger.

»90 procent af de ting, vi hver især arbejder med, er offentlige i forvejen, og dem kan vi sagtens diskutere. Men de sidste 10 procent kan være hårde, specielt i negative sager. Nogle gange ved jeg, at jeg ville kunne hente inspiration hos Anna og på den måde komme videre med sagen. I de situationer er det utroligt svært, for det ville være så dejligt nemt at snakke med Anna. Men det kan jeg bare ikke.«

I langt de fleste tilfælde har ægteparret dog stor glæde af at kunne få hjælp af hinanden, og den forgangne sommer var ingen undtagelse. Mens Jess Myrthu holdt ferie i parrets lille hus på Bjørnø i det sydfynske øhav, sendte skæv-vredne skinner og forsinkede tog DSB ud i lidt af et stormvejr, og det gav masser at se til for kommunikationsafdelingen. Når jobbet sluger det meste af en ferie, er det en fordel at have en ægtefælle, der kender jobbet indefra, forklarer Anna Vinding.

»Jeg kan forestille mig, at sådan en situation er svær for nogle ægtepar, hvor den ene part ikke fuldt ud kan sætte sig ind i, hvorfor det er nødvendigt at blive ved med at arbejde på en sag. Det er en stor fordel ikke bare at få accept, men også at opleve forståelse for, at jobbet nogle gange er nødt til at fylde meget.«

Med tiden har parret dog lært, at faget aldrig må komme til at fylde alt, fortæller Jess Myrthu.

»Hvis jeg har haft en stor succes på jobbet, vil jeg selvfølgelig gerne fortælle Anna om den, for hun forstår jo alle detaljerne. Men når man så opdager, at der er gået en hel aften med at diskutere arbejde, bliver det for meget. Der er jo også en verden udenfor.«

Det mindede parrets to børn dem om ved at etablere en bødekasse, hvor der var kontant afregning, hver gang mor og far diskuterede job hjemme. Men også familie og venner har af og til bedt om andre samtaleemner end journalistik. Det har ført til en speciel form for matematik, når parret planlægger middage og fester.

»Med glimt i øjet har vi i mange år haft en regel om, at der går tre normale på en journalist. Vi journalister fylder så meget i landskabet, at hvis der er halvt af hver til et selskab, taler man ikke om andet hele aftenen,« siger Anna Vinding.

Men ud over at faget i perioder kan stjæle al opmærksomhed, ser parret kun plusser ved at dele både fag og hjem. I løbet af sommeren nød Anna Vinding eksempelvis godt af at kunne få hjælp hos sin mand.

»Selvfølgelig talte jeg meget med mine kolleger i DSB, men jeg brugte bestemt også Jess. Jeg har Danmarks bedste kommunikationsrådgiver lige ved hånden, og så ville det da være dumt ikke at benytte mig af det. Så når Jess havde læst sine syv aviser nede i sommerhuset, ringede han og gav gode og konkrete råd, og nogle af dem brugte jeg.«

Muligheden for at hjælpe og coache hinanden er en vigtig grund til, at de begge er sikre på, at de er blevet bedre til deres job af at bo sammen. En anden stor fordel ved at være gift med en journalist er, at ægtefællen dels forstår det spændende ved jobbet, men også kan se, hvornår det er på tide at slippe arbejdet, forklarer Jess Myrthu.

»Jeg bliver lige så grebet af mit job i dag, som jeg blev af en god historie for 20 år siden. I de tilfælde er det godt at have en kone, der kan vurdere, at det er på tide at hive mig lidt ned og minde mig om, at verden går videre.«

Når det er nødvendigt, tager parret til Bjørnø – og rigtig gerne ud for at sætte rødspættegarn.

»At sætte garn hen under aften og stå op med solen næste dag for at hente sin fangst – det fås nærmest ikke bedre. Så er der ikke andet, der fylder i universet,« forklarer Anna Vinding.

TV2-chefer må ikke score på jobbet

Forbud. Ikke flere parforhold på jobbet – i hvert fald ikke for cheferne. Inden længe får TV2 en par-politik, og et af hovedpunkterne bliver, at stationens chefer ikke må danne par med de ansatte.

»Vi har adskillige par på TV2, og dem er vi glade for. Men vi er nødt til at lave de her regler for at undgå situationer, hvor menige medarbejdere synes, det er ubehageligt at være usikker på, hvorfor chefen træffer en beslutning,« siger direktør Per Mikael Jensen.

Hvis der alligevel opstår nye par, er det ikke sikkert, at det er nok at placere de to i hver sin afdeling, og så må den ene finde et andet job, forklarer Per Mikael Jensen. Reglerne kommer ikke til at gælde med tilbagevirkende kraft, og dermed kan prominente par som nyhedschef Michael Dyrby og redaktør Helle Høy samt sportschef Morten Stig Christensen og programplanchef Anne Engdal Stig Christensen fortsat arbejde sammen.

0 Kommentarer