
Órla O’Donnell taler til medierne ved en medarbejder-demonstration ved RTÉ’s hovedkvarter i Dublin. Foto: Niall Carson/PA Images/Ritzau Scanpix
En celeber sag om rod i økonomien og hemmelige millionudbetalinger til en enkelt vært har udløst den største skandale i irske RTÉ’s 100 år som public service-medie. Afsløringerne har efterladt politikere og seere med en følelse af at være blevet ført bag lyset. Nu er generaldirektøren fortid, og hele ledelsen er fyret.
Sagens hovedperson er den kendte vært Ryan Tubridy, der indtil afsløringerne var vært på radioprogrammet ’The Ryan Tubridy Show’ og på tv-programmet ’The Late Late Show’.
Han har i mere end 10 år været RTÉ’s bedst betalte vært, men nu har det vist sig, at RTE i det skjulte har betalt omkring 2,5 million kroner til Ryan Tubridy over fem år oven i den officielle løn.
Skandalen var vakt så stor interesse, at pubgæster i Dublin i sommer foretrak at se høringer i parlamentets medieudvalg om sagen fremfor etaper af Tour de France.
I hele byen har man nærmest kun talt om RTÉ’s skjulte udbetalinger til Ryan Tubridy, fortæller journalist i RTÉ Órla O’Donnell.
”Folk i butikker, mine naboer, drengene i fitness. Folk, der aldrig ville komme og tale med mig om nyhederne, kender alle detaljerne. Mange mennesker bruger sagen som undskyldning for at skælde medarbejdere ud og slå på RTÉ,” siger Órla O’Donnell, der arbejder som juridisk korrespondent.
Hun fortæller, at folk er kommet op til hende, fordi de genkender hendes ansigt fra fjernsynet.
”Folk ved med det samme, at de kan komme og skælde mig ud, mens andre journalister kan gå under radaren, indtil nogen finder ud af, hvor de arbejder.”
Órla O’Donnell har arbejdet for RTÉ i snart 30 år, men sagen og ledelsens håndtering har fået hende til at overveje at skifte job.
”Jeg har set mange ting i min tid her og har forsvaret RTÉ fuldt ud. Vi har altid været stolte af RTÉ og dets værdier. Men det er en sag, hvor offentligheden, befolkningen, medarbejderne og politikerne alle er blevet misledt. Hvordan kan man nogensinde forsvare det?”

RTÉ-ansatte demonstrerer mod RTÉ
Trevor Keegan er vejrvært på RTÉ og formand for RTÉ’s lokalafdeling af det irsk/britiske journalistforbund, National Union of Journalists (NUJ). Han fortæller, at arbejdsmoralen blandt medarbejderne er lav, da Journalisten møder ham i juli. Han har oplevet at blive stoppet af medarbejdere, der har haft brug for at tale om sagen med deres tillidsmand, og nogle har grædt foran ham – også uden at kende ham personligt.
”Jeg tror, det er det værste, der nogensinde er sket for det her firma,” siger Trevor Keegan.
Det meste af sommeren var tophistorien i RTÉ’s egne nyhedsudsendelser den seneste udvikling i sagen, de politiske konsekvenser og økonomiske og ledelsesmæssige afsløringer. The Irish Times bragte i en periode mere end 100 artikler om sagen om ugen, og tæt på alle de fire daglige nyhedsbreve, mediet sendte ud, havde RTÉ-sagen i emnefeltet.
Trevor Keegan er forbløffet over medieomtalens omfang.
”Jeg mener … Det er agurketid, men ingen havde forudset, at det ville gå så agurk,” siger Trevor Keegan.
Sammen med andre fagforeninger demonstrerede medlemmer af NUJ hen over sommeren på pladsen foran RTÉ for at vise deres utilfredshed med ledelsen.
Journalist Órla O’Donnell forklarer, at selv om RTÉ’s renommé har lidt skade, kæmper hun for, at det ikke går ud over tilliden til journalistikken.
Hun var med ved første demonstration, og ud over vrede og frustration havde hun og hendes kolleger en stor grund til at deltage.
”Vi tror helt reelt på public service. Vi er kyniske journalister, men vi tror stadig på det. Vi ville sige til befolkningen, at vi ikke køber alle de her ting, at vi ikke er enige med det, at vi ikke er tilfredse med det, der er sket, men at vi stadig er her og repræsenterer seerne,” siger hun.
Nu er hendes opgave at varetage sit arbejde og vise, hvad RTÉ reelt står for.
”Vi laver journalistik og historier, og vi er en værdifuld nyhedskilde,” siger Órla O’Donnell, der har haft svært ved at overbevise nogle kilder om at stille op.

Betalt af befolkningen
RTÉ finansieres mere som TV 2 end som DR. Omkring 60 procent af indtægterne stammer fra licens, mens 40 procent kommer fra kommercielle aftaler. Og det er i den kommercielle del, der er blevet lavet en aftale om de skjulte udbetalinger, som ingen vil være ved.
Egentlig skulle pengene betales direkte fra en sponsor til Ryan Tubridy. Men revisionen fandt, at RTÉ i stedet har betalt, og at fakturaerne på betalingerne ikke er fyldestgørende.
I gennemgangen af økonomien i RTÉ er det desuden kommet frem, at en forfejlet julemusical har givet et tab på 16 millioner kroner, ligesom der er blevet ødslet med millioner af kroner til koncertbilletter og Japan-rejser til kommercielle partnere.
Dr. Fergal Quinn, der underviser og forsker i journalistik på University of Limerick, ser flere grunde til, at historien er blevet så stor. Den første er, at mediebranchen er glad for at skrive om sig selv.
”Men når noget så stort sker på RTÉ selv, prøver de at undgå påstande om, at de ignorerer deres egne problemer. Så de går næsten til den anden ekstrem og overdækker historien,” fortæller han og peger på de sidste to grunde:
”Den har også de lag, der handler om overbetalinger til værter og mediepersonligheder, og at det er public service-broadcasteren, som jo er betalt og ejet af befolkningen,” siger Fergal Quinn.
Han peger også på, at Ryan Tubridy er en af de mest profilerede værter i Irland. ”Irlands mest betroede mand” blev han kaldt under et udvalgsmøde i det irske medieudvalg.
”Seerne føler sig ført bag lyset og er reelt irriterede. RTÉ pryder sig af at være transparent, men sagen satte på en måde en lunte i vreden over overbetaling af værter,” siger Fergal Quinn.
Han kan godt forstå, at medarbejderne har demonstreret for at udtrykke deres utilfredshed.
”Tilliden til organisationen er afgørende, og den er svær at vinde og svær at beholde. Sådan en skandale og mangel på gennemsigtighed underminerer den tillid, og det er frustrerende for medarbejderne,” forklarer Fergal Quinn.

Sagens posterboy
I et forsøg på at give større indblik i medarbejdernes lønninger har RTÉ offentliggjort en anonymiseret liste over de 100 bedst betalte medarbejdere i organisationen. Ingen af dem tjener under 1,5 millioner kroner om året.
Det betyder, at mindst 100 mennesker i det irske public service-hus tjener næsten tre gange mere end den typiske husstandsindkomst i Irland.
Bortset fra nogle få kommentarer gik der 20 dage, før Ryan Tubridy kom på banen med sin udlægning af sagen.
Ryan Tubridy, som af sin agent bliver kaldt for ”hele sagens posterboy”, mener, at transparens er løsningen på sagen.
”Med fuld åbenhed og transparens kunne alt det her have været undgået,” sagde Ryan Tubridy til medieudvalget i det irske parlament, hvor han også udtrykte, at han følte sig hængt ud og løjet om.
Hos NUJ byder man også højere transparens om løn velkommen.
”Vi er for 100 procent gennemsigtighed. Det kommer til at gøre ondt i starten, men det vil være godt for redaktioner at vide, hvad hinanden tjener. Og så bliver det et godt barometer på, om medarbejdere bliver behandlet ligeligt, og om løntrin bliver overholdt. Så måske skaber det bedre, lige vilkår for alle,” siger Trevor Keegan.
Sagen kommer på dagsordenen igen i oktober, når politikerne vender tilbage fra sommerferie.
Artiklen optræder i Journalisten nr. 6. Følgende er tilføjet 30. august 2023:
I løbet af august er sagen igen blusset op i medierne, og over de kommende måneder bliver den igen sat på den politiske dagsorden.
Blandt andet kunne generaldirektør Kevin Bakhurst og Ryan Tubridy ikke nå til enighed om en ny kontrakt, hvilket har betydet, at Ryan Tubridy ikke kommer tilbage som vært på sit radioprogram.
I midten af august blev revisionen af mediets finanser færdiggjort, og revisionsfirmaet Grant Thornton fandt, at der sandsynligvis har været en plan for at skjule udbetalingerne til Ryan Tubridy. Revisionen havde ikke til formål at finde beviser mod enkeltpersoner og fandt derfor ikke bevis på, at det er det, der er sket.

0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.