search

Hemmelige kilder i fare

  Journalisters ret til beskytte deres kilder bliver angrebet af myndighederne i såvel USA som Europa. En journalist fra New York Times blev i begyndelsen af juli fængslet for at nægte at udlevere sine kilder.

Journalisters ret til beskytte deres kilder bliver angrebet af myndighederne i såvel USA som Europa. En journalist fra New York Times blev i begyndelsen af juli fængslet for at nægte at udlevere sine kilder.

PRESSEFRIHED. »Dette er et stolt, men frygteligt øjeblik for New York Times og vores medarbejdere. En af vore reportere, Judith Miller, har besluttet at acceptere en fængselsdom frem for at vidne foran en særlig undersøgelsesret om en af sine fortrolige kilder.«

Sådan skrev New York Times den 7. juli i år i en leder, efter at Judith Miller var blevet idømt op til fire måneders fængsel. Avisen fortsatte:

»Men vi er overbevist om, at hun gjorde det rigtige.«

Ifølge New York Times opgiver Miller sin personlige frihed i en større friheds tjeneste, nemlig presse-friheden.

Miller blev dømt for foragt for retten, da hun nægtede at oplyse sin kilde.

En af hendes journalistkolleger fra Time Magazine, Matthew Cooper, var på vej i samme retning, men hans chef valgte at udlevere noget af hans materiale, og Cooper besluttede sig for at vidne, da hans kilde havde frigjort ham fra tavshedspligten.

Time Magazines chefredaktør, Norman Pearlstine, udsendte en pressemeddelelse, hvor han skriver, at Time Inc. er meget uenig i Miller-afgørelsen, men at »vores nation tror på lovens magt, og ingen af os er hævet over den.«

Den særlige anklager i sagen, Patrick J. Fitzgerald, bruger i sit anklageskrift flere gange vendingen om, at journalister ikke er hævet over loven. Og dommer Thomas Hogan fastslår:

»Vi skal følge loven.«

Men påstanden får ikke lov at stå uimodsagt. Douglas McCollam fra Columbia Journalism Review:

»Miller forstår, at loven er imod hende, men gennem principiel modstand håber hun, at det vil ændre sig med tiden,« skriver han og slutter sin artikel med et citat om civil ulydighed:

»Det er ikke ønskeligt at opdyrke respekt for loven frem for respekt for det rigtige.«

I USA er det almindeligt at kræve oplysninger om fortrolige kilder ved dommerkendelse.

På vores side af Atlanten er den holdning, at journalister ikke er hævet over loven, også dukket op – senest i sagen om reporteren Hans-Martin Tillack fra det tyske nyhedsmagasin Stern.

»Der findes intet retsfrit rum for reportere,« skrev talsmanden for EUs antibedrageriafdeling OLAF, Jörg Wojahn, allerede i april.

I marts sidste år ransagede det belgiske politi Hans-Martin Tillacks lejlighed og kontor. 17 flyttekasser, fire mobiler og to computere blev beslaglagt, og endnu er omkring 1.000 siders materiale hos det belgiske politi. Anledningen var, at OLAF havde en mistanke om, at Hans-Martin Tillack i 2002 havde betalt en EU-embedsmand for en hemmelig rapport.

Sagen er pricipiel.

»Syv domstole i tre lande og op mod tre retsinstanser har taget stilling til Tillacks klager. Nogle har diskuteret pressefrihedens betydning meget grundigt og er nået til den konklusion, at OLAF har handlet retmæssigt,« skriver OLAFs talsmand.

Men Tillack giver igen:

»Ikke en eneste domstol har taget stilling til vores klage, der går på, at OLAF op til flere gange har brudt EU-retten.«

Sagen er langtfra slut. Retssagerne foregår i Tyskland, Belgien, ved EF-Domstolen og ved Menneskerettighedssdomstolen.

Den omstridte rapport, som Tillack fik fingre i tilbage i 2002, handlede blandt andet om det, der senere blev kendt som Eurostat-skandalen. I sine artikler skrev Tillack om, hvordan der i EU-systemet blev dækket over bedrageri.

OLAF leder i dag stadig for at finde ud af, hvem der har lækket rapporten.

Tillack har forsøgt at forhindre, at OLAF og Kommissionen fik adgang til hans papirer, idet de to instanser som klagere selv er part i sagen. Det er blevet afvist på højeste niveau i Kommissionen, som OLAF er en del af.

Hvornår selve sagen kommer for EF-Domstolen, er endnu ikke offentliggjort. Samtidig venter Tillack på at få sin sag behandlet ved Menneskerettighedssdomstolen i Strasbourg, hvor han henvendte sig, efter at den højeste belgiske retsinstans har afvist at give ham hans papirer tilbage.

»Deep throat« i Watergate-skandalen er nok den mest berømte fortrolige kilde i USA. Dengang troede de fleste amerikanere, at forfatningen beskytter redaktionslokaler mod at blive ransaget af staten.

Watergate-journalisterne var yderst påpasselige med at beskytte deres kilde. Og en californisk sag i begyndelsen af 1970erne rystede for alvor amerikanernes tro på kildebeskyttelsen. Dengang fik en anklager lov til at gennemsøge redaktionen på en universitetsavis i Californien for at finde billeder fra en demonstration, hvor politiet var blevet angrebet. Sagen er kendt som Stanford Daily-sagen. Den amerikanske højesterets begrundelse for at tillade ransagningen var, at redaktionen ikke har krav på særlig beskyttelse, hvis avisen selv er mistænkt for den strafbare handling, der er ved at blive undersøgt.

Den udvikling ville lovgiverne ikke være passive vidner til, og i 1980 blev den såkaldte 'Privacy Protection Act' vedtaget, og en tilhørende vejledning fra justitsministeriet om, hvordan loven skulle forstås i hele USA, gav i flere årtier et helt klart budskab: Redaktioner er principielt urørlige.

En overset retsafgørelse i slutningen af 1990erne – i skyggen af skandalerne omkring Clinton-regeringen – åbnede op for, at udviklingen vendte igen. Selve sagen var grusom:

En sommerdag i 1994 blev en kvinde overfaldet og myrdet i al offentlighed i Kansas City. En turist, der havde filmet overfaldet, solgte båndet til en lokal tv-station, der sendte dele af det. Politiet krævede hele båndet udleveret, og da stationen nægtede, blev redaktionen ransaget samme aften. Ved midnatstid gik politiet hjem med en kopi af båndet. Tv-stationen gik rettens vej, men tabte i anden instans: Dommeren mente, at det var i orden at give begrundelsen for ransagningen, efter at den havde fundet sted.

»Det trækker tænderne ud af loven,« sagde en uenig dommer i en mindretalserklæring.

Journalistgrupper, medier og sympatiserende parlamentarikere er på baggrund af de seneste sager ved at udarbejde nye beskyttelsesregler, som forhindrer indgreb i journa-listers research.

Lovforslaget, der hedder 'Free Flow of Information Act 2005' skal udtrykkeligt give journalister lov til at beskytte deres kilder og researchmateriale. Mens en række delstater har beskyttelseslove, mangler de på forbundsniveau. Dommere og anklagere har hidtil insisteret på, at journalister og medier skal overholde retslige kendelser fuldt ud.

Men også de foreslåede love indeholder undtagelser, der kan misbruges. Desuden giver love som 'Patriot Act' fra 2001, 'Omnibus Crime Control and Safe Streets Act' såvel som 'Foreign Surveillance Intelligence Act' de statslige undersøgere nye måder at finde frem til journalisternes kilder på.

Under overskriften »Law in Time of Emergency: States of Exception and the Temptations of 9/11« skrev professor Kim Lane Scheppele fra universitetet i Pennsylvania for nylig, at Patriot Act kraftigt har øget det føderale politis muligheder for at kunne undersøge private databaser samt for at kunne få dokumenter fra teleudbydere.

Scheppele henviser også til, at hemmelige undersøgelser er blevet meget nemmere med Foreign Surveillance Intelligence Act: Før var staten forpligtet til at bevise, at den nationale sikkerhed var formålet med undersøgelsen. Nu skal staten ifølge en afgørelse fra 'Foreign Intelligence Surveillance Court of Review' blot erklære, at »et vigtigt formål« med overvågningen er den nationale sikkerhed.

I Italien, Frankrig og Portugal er journalister blevet udsat for ransagninger, ligesom Hans-Martin Tillack blev. I maj fik det italienske dagblad Corriere Dela Siera ransaget sine redaktionslokaler. Og det er ikke første gang.

»Normalt sender de meget venlige carabinieri. De leder i computere og skuffer efter sager, de selv arbejder på,« fortæller Raffaele Fiengo, talsmand for journalisterne.

Men denne gang var der mere på spil. I en sag om italienske våben i Irak var journalisterne foran. Politiet fandt dog ikke frem til nogen kilder.

I år gennemsøgte fransk politi redaktionen hos magasinet Le Point og beslaglagde to computere.

»Alle data blev kopieret,« fortæller Le Point-journalisten Christophe Labbé.

Samtidig kom politiet på besøg hos sportsavisen L'Equipe. I forbindelse med en dopingskandale i cykeltruppen Cofidis havde begge medier bragt oplysninger fra forhør og aflytninger.

»De ledte efter kilden og var overbevist om at finde den her,« fortæller Labbé.

I Frankrig beskytter loven kun delvist kilderne:

»Loven tillader mig at tie om, hvem mine kilder er. Men det er ikke forbudt at få min computer til at tale,« siger Labbé.

En uge efter ransagningerne dannede franske journalister en forening, der vil arbejde for en reform af den franske lov, fortæller lederen af 'Droit à l'info', Jean-Pierre Rey.

I december blev den portugisiske journalist Mansu Preto idømt 11 måneders fængsel. Dommen er gjort betinget i tre år, og sagen er så alvorlig, at det portugisiske journalistforbund, Sindicato dos Journalistas, er parat til at tage sagen til Menneskerettighedssdomstolen i Strasbourg, siger forbundets jurist, Serra Pereira.

Preto havde beskrevet politimetoder i en narko-sag, hvor mistænkte var blevet lokket i en fælde. Som vidne i en retssag nægtede han at nævne sin kilde. Kildebeskyttelsen er sikret i den portugisiske grundlov, men straffeloven åbner op for, at en højere domstol kan afveje pressefriheden mod interessen for at opklare en straffesag. For tiden er der omkring ti sager af slagsen i Portugal, men kun Preto er blevet dømt til at udlevere sin kilde, fortæller Pereira.

I Danmark er kildebeskyttelsen forankret i retsplejeloven. I de senere år er retten til kildebeskyttelse blevet slået fast i flere sager. Journalist Stig Matthiesen, dengang ved Jyllands-Posten, har eksempelvis skrevet om en dødsliste med navne på danske jøder. Han fik i Østre Landsret i september 2002 medhold i, at han har lov til at beskytte sin kilde.

Vestre Landsret havde få måneder forinden givet DR-journalist Birgit Rostrup medhold i, at hun ikke behøvede at vidne mod en af sine kilder, der var tiltalt for at have brudt sin tavshedspligt. Birgit Rostrup var kommet i besiddelse af papirer, der viste, at det kostede op mod tre millioner kroner at anbringe meget hårde unge kriminelle.

Samme år dømte Højesteret dog Henrik Grunnet og Jacob Billing, begge dengang ved Nordisk Film, til at udlevere dele af råbåndene til dokumentaren »De pædofile danskere«. Godt nok afviste retten politiets krav om at få udleveret alle råbånd, men kildebeskyttelsesregler blev holdt op mod en 'overordnet afvejning af de samfundsmæssige hensyn', skrev Nordisk Film i en pressemeddelelse.

»En af de mest progressive love i hele verden til beskyttelse af journalisters kilder.«

Sådan skrev den franske avis Le Monde i foråret om belgisk kildebeskyttelse. Den netop vedtagne lov tager udgangspunkt i Den Europæiske Menneskeretskonvention og i Europarådets (ikke at forveksle med EU) anbefaling om kildebeskyttelse.

I 2000 vedtog Europarådets 46 medlemslande syv generelle principper for kildebeskyttelse. De giver vidtrækkende beskyttelse til journalisters kilder samt til journalister. Beskyttelsen må kun ophæves, hvis menneskeliv eller den nationale sikkerhed er i fare.

På trods af de fælles regler i Europa er journalisters ret til at beskytte deres kilder indtil videre 'usikker og uklar', skriver Dirk Voorhoof, europæisk ekspert på området.

Professoren fra universitetet i Gent har undersøgt kildebeskyttelsen i en række europæiske lande og fundet ud af, at der er »meget forskellige holdninger hos politiet, anklagemyndigheder og domstole« i de forskellige lande. Ingen steder i Europa kan journalister umiddelbart regne med, at kildebeskyttelsen bliver praktiseret »hensigtsmæssigt og konsekvent i overensstemmelse« med den retspraksis, Menneskerettighedssdomstolen har udviklet siden 1996, skriver Dirk Voorhoof.

Marc Gruber fra Det Europæiske Journalistforbund (EFJ) frygter, at journalistisk kildebeskyttelse bliver udvandet som led i terrorbekæmpelsen.

Anti-terrorlove vil fremover påbyde, at al telekommunikation – e-mail-, telefon-, sms- samt internetkontakter – skal opbevares hos teleudbyderen i op til tre år. Danmark har allerede vedtaget loven, og mediejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole præsenterer den under overskriften »Vidtgående kriminalisering og overvågning«.

Foreløbig venter Danmark med at gennemføre denne del af loven, men efter bombeangrebene i London i juli har EU's justitsministre lovet hinanden at blive enige inden oktober.

Inden politiet kan få logningsfilerne fra teleselskabet, skal der foreligge en dommerkendelse.

  • Lov og retspraksis i USA

    Forfatningens First and Fourth Amendmend (første og fjerde ændringsparagraf).

    Californien-sagen: Zurcher mod Stanford Daily, 436 U.S. 547, 1978.

    ‘Privacy Protection Act of 1980' (indbygget i U.S.C. § 2000aa et seq.).

    Kansas-City-sagen: Citicasters (WDAF-TV) mod McCaskill (89 F.3d 1350 (1996).

    ‘Patriot Act' fra 2001 (Pub. L. No. 107-56, 115 Stat. 272).

    ‘Omnibus Crime Control and Safe Streets Act' (18 U.S.C. § 2518(3)(a)).

    ‘Foreign Surveillance Intelligence Act' (50 U.S.C. §§1801-11).

    Sealed Case No. 02-001, 310 F.3d 717, 719-20 (Foreign Int. Surv. Ct. Rev. 2002).

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen