Http://rabat.hotforum.dk er første skridt på vejen til en oversigt over, hvor journalister kan komme gratis ind på deres glatte pressekort. Det er alt fra Tivoli til fri kahyt på Oslo-båden. Det er et forum for kolleger, der vil udveksle ferie-erfaringer med kortet.
Journalist Henrik Bergqvist er ophavsmand til hjemmesiden, men han gjorde det under synonymet Rene Bellog, fordi han frygtede andre journalisters reaktion.
"Jeg havde frygtet, at der var en masse, der ville komme og sige, at nu sidder de bare der og suger til sig på pressekortet," siger Henrik Bergqvist og fortsætter: "De indvendinger er ikke kommet, nu føler jeg mig faktisk nærmest lidt overset."
Han mener, det er underligt, at journalisterne som faggruppe ikke udnytter de potentialer, der er.
"Forskellen ligger i, hvilke goder jeg bruger privat, og hvilke jeg bruger i en konkret faglig sammenhæng. Man må aldrig som journalist komme i et skyldnerforhold," forklarer Henrik Bergqvist.
Selv har han ofte returneret checks og chokolade, som er sendt direkte til ham på grund af en given historie.
"Jeg tror på, at mine kolleger er i stand til at bedømme, hvornår de skal være kritiske," siger Henrik Bergqvist.
Han frabeder sig debat om integritet på hjemmesiden og siger:
"Det er nogle goder, man giver os som fag. Snørklede overvejelser om fagets uangribelighed hører hjemme i et forum som journalisternes fagblad."
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.