Helte i lycra og mytiske bjerge: Medier gør Tour de France til et storslået Shakespeare-drama

Og da Berlingske forleden bragte et portræt af Jonas Vingegaard, sidste års Tour-vinder, der for nuværende også bærer den gule trøje i løbet, lød det, at cykelløb ikke kun eksisterer i ”det konkrete som den ujævne asfalts rumlende vibrationer op gennem afstivede stel. Vindens densitet. Stigningens procent. Modstandernes åndedrag”: 

”Det eksisterer også i det abstrakte, især Tour de France, der blev skabt af skribenter for at kunne beskrives i aviser hen over lange døsige somre, hvor verden engang stod stille. Der er altid læst en erkendelse af menneskets natur ind i hvert tråd og hvert ryk.” 

Sidste år var den 109. udgave af Tour de France ikke bare et cykelløb. Det ”var et eventyr. En fortælling, vi blev suget ind i. En rus af drama og begejstring, der tryllebandt et helt land og endte som en enorm triumf for Jonas Vingegaard”.  

Sådan får vi at vide på omslaget til bogen ’Uden for Kategori’, der er en samling af journalist Brian Nygaards Tour de France-dagbøger fra 2022. Dagbøger, hvor han sågar skriver sig helt ind i løbets sjæl, står der. 

En moderne myte

Det er ikke tilfældigt, at Tour de France kan beskrives som et eventyr, en fortælling, og at løbet nærmest får en sjæl.

Og der er ikke noget at sige til, hvis man som læser af Tour de France-stof kan sidde tilbage med en følelse af nærmere end at have tygget sig igennem et stykke journalistik har læst en myte om cykelryttere, der fra barnsben er udstyret med en guddommelig kraft, der kan bære dem frem, når kroppen burde have givet op.

Løbet og dets ryttere er gennem tiden og medierne blevet til myter, der lige som i oldtidens Grækenland beskriver de her væsener med kræfter, der ligger ud over menneskets, og som giver mening til noget, som måske går lidt ud over vores fatteevne. 

”Især Tour de France har fået en form for litterær overbygning, til trods for, at de fleste cykelryttere er meget lidt litterære,” siger Bo Kampmann Walther, der er lektor ved Institut for Medier, Design, Læring og Erkendelse på Syddansk Universitet, hvor han forsker i litteratur, kultur og medier. 

Bestemte etaper, stigninger og ryttere bliver mytologiseret i medierne. Løbets gang bliver til et drama i Shakespeare-stil. Det er særligt den franske filosof og litteraturkritiker Roland Barthes, der i 1950’erne beskæftigede sig med Tour de France og balancen mellem vilje og kraft, der til sammen kan skabe noget udover det fysiske, der kan tilskrives æren for den måde at formidle cykelsporten.

”Tour de France blev en moderne myte. Det blev en måde at eksperimentere på for at få det her mulige udfaldsrum i løbet formet som en fortælling eller en mytologi.” 

I myten bliver landskaber besjælet, og rytterne kæmper mod de prøvelser, som bjergene, vejene og brostenene byder dem. Samtidig er der duellerne, der giver et højspændt drama. Armstrong mod Ulrich. Riis mod Indurain.

Jonas Vingegaard mod Tadej Pogacar. 

Myterne om Tour de France er blevet båret videre. Herhjemme af Jørgen Leth, og der er skabt et arsenal af metaforer, stilistiske virkemidler og en særlig måde at indramme dramaet på vejene. 

Men nogle af dem er efterhånden også udvandede og klichéfyldte. Nemme at gribe til. Uden at forholde sig til konkrete tekster eller artikler, siger Bo Kampmann Walther, at:

”Det har for mig at se også en skyggeside med en form for dovenskab. En dovenskab, som mange journalister eller formidlere griber til, når de skal besjæle det, som vi godt ved, vi ikke kender udfaldet af.” 

Jørgen Leth lavede i 1976 filmen ’En Forårsdag i Helvede’.  I den følger han cykelløbet Paris-Roubaix, som bliver afholdt hvert forår og er mest kendt og måske nærmere berygtet for sine passager med brostensbelagte mark- og skovveje. Det er de brosten, der bliver refereret til, når man i cykelsport taler om helvede i nord. 

At forcere brostenene i helvede er som en martyrdom ifølge Jørgen Leth. Han taler om flamske supermænd, når han taler om den belgiske rytter Eddy Merckx og resten af Molteni-holdet, mens andre ryttere bliver omtalt som helte.

”Man har nogle, som har været tæt på kanoniske, og for hvem det har været okay at være de første til at eksperimentere sig frem til en form, som virkede. Det var mavepustende og overraskende. Så bliver det med tiden mere og mere husliggjort. Og så ender det med at være noget, men kan købe i en fiks ramme i Ikea til 39,95,” siger Bo Walther Kampmann. 

Jørgen Leth har nærmest sideløbende med forfatterskabet gjort det til en karriere med sin karakteristiske cykelsport-kommentering.  

”De typer af metaforer og ord var friske og var okay, når Jørgen Leth med nasal stemme kunne tale i enstavelsesord: Bjerget. Rytteren. Det er noget, der nu får en til at trække på smilebåndet, fordi der er gået så meget slid og doven sendrægtighed i det, fordi man griber efter metaforerne, der ligger klar.” 

Heltene er med tiden blevet navngivet som superhelte. Der er Kyllingen, Ørnen, Fuglen, Wattmonsteret, Concorden. Gerne krydret med, hvilken dansk by rytteren stammer fra. Som en slags superhelte, der i stedet for kapper bærer lycra.

”Det bliver sådan noget gejl. Noget Roland Barthes light,” siger Bo Kampmann Walther. 

”Helt galt går det, når man laver en Jørgen Leth version 5.0. Hvor Jørgen Leth, der i forvejen var inspireret af en Barthes-tradition, og som i øvrigt er filtreret rundt om Jørgen Mader, som er gudsbenådet sjov, men som kløjes i metaforerne nogle gange. Så får du en aftappet version,” siger han. 

Et retorisk fald fra tinderne 

Den til tider mytiske og dramatiske fortælling om Tour de France, de mytiske etaper og heltene på cyklerne kan til tider stå i skærende kontrast til, hvordan rytterne selv taler om deres præstationer. 

Her har man gjort sig umage for at fortælle om helten, der har klaret de prøvelser, som Mount Ventoux har udsat ham for. Og så lyder svaret sjældent fra rytteren, at det var en guddommelig kraft, der ramte ham, eller at NASA sendte en raket i rummet omkring de dage, han blev født, eller at rumfarten har lært ham, at man skal turde tabe for at vinde.  

Det skyldes tit bare gode ben, eller at han ramte udbruddet på det rigtige tidspunkt. 

Og så har vi et retorisk fald fra tinderne, der kan gøre helt ondt, som Bo Kampmann Walther siger det. 

”Du får et fascinationsproblem. For hallo, der var hele den der godtepose af metaforer, og det, at sol og måne og stjerner stod fuldstændig rigtigt, og så kommer der en skidespræller og bare degraderer det til nærmest ingenting eller et stykke teknik?” 

”Der har sportsjournalistikken i dag gjort en dyd ud af at tage noget, der er virkelig naivt og i den grad faktuelt og bondsk og på en eller anden måde fået fortolket det ind i en større sammenhæng.” 

Og selvom det måske er noget nær et maskefald, når ryttere kan forklare en etapesejr eller et tidstab med gode eller dårlige ben, er det lidt en gave til medierne. 

”Det legitimerer, at der skal komme en ekspert og analysere, hvad det betyder, og hvad det så kan munde ud i.” 

Logistikøvelse bliver til drama

I bund og grund er cykelløbet jo egentlig bare en logistik øvelse, der handler om, hvordan man på en eller anden bedst og hurtigst kommer fra punkt A til B – i år fra Baskerlandet til Paris. 

Men metaforer, myterne, og virkemidlerne gør ifølge Bo Kampmann Walther løbet til et nærmest rendyrket Shakespeare-drama, når det bliver formidlet i aviser, tv, film og bøger:   

”Landskabet fra Baskerlandet til Paris bliver besjælet, og hele dramaet er fyldt med rænkespil. Der er et arsenal af hjælpere og fjender, og helten er den samme overalt, men har mange forskellige ansigter,” siger Bo Kampmann Walther. 

Dramaet er godt hjulpet på vej af holdenes forskellige ryttere. Der er bjergrytterne, der er sprinterne, der er hjælperytterne og kaptajnerne. Nogle gange er der jokeren på holdet, der overrasker alt og alle.

”Der er et typegalleri, der er et arsenal af metaforer, der er strukturelle fortællemæssige greb, som Tour de France har en lang tradition med at få opøvet til nogle gange kvalmegrænsen,” siger Bo Kampmann Walther. 

Kan ikke skilles fra løbet

Det var den franske cykelrytter og redaktør på avisen L’Auto, Henri Desgrange, der grundlagde Tour de France tilbage i 1903. Siden er løbet blevet dækket i aviser, på tv og nu også på nettet. Undervejs har fortællingen udviklet sig, og myter er kommet til. Omfanget af dækningen er taget til, og endnu flere formgreb er blevet taget i brug for at bygge dramaet op.  

Der bliver spekuleret i alle mulige tænkelige udfald, der fører spænding til dramaet, der bliver en smule forløst på hver etape, men først for alvor ved målstregen i Paris. 

”Tour de France er bare det måske mest storslåede eksempel på, at man ser det her folde sig ud. At man skaber fortællinger og en vis grad af velkendthed og forudsigelighed ud af det, som i sagens natur har et udfaldsrum, der ligger løbende i den totalt usikre fremtid.” 

Fortællingen om Tour de France er efterhånden så indgroet, at de to kun kan eksistere sammen.

”Du har faktisk et løb, som ikke længere kan skilles fra den fortællematrice, der er lagt ned over det. Løbet og fortællingen er blevet gennemsigtige med hinanden, så Tour de France rent faktisk er den fortælling.” 

Og det er nok det, der gør løbet så interessant for så mange at følge, men også kan blive en rejse ind i det, der ifølge Bo Kampmann Walther uundgåeligt er blevet et klicheland. 

”Du har en Vingegaard og en Pogacar op ad et bjerg, der i forvejen har en kæmpe historik. De kører i et enormt komplekst løb med et meget stort udfaldsrum, som du kan fortælle helt vildt om, så det nærmest bliver kliché,” siger Bo Kampmann Walther. 

Og der er sådan set ikke noget odiøst i, at en sport eller et løb får sit eget sprog og sin egen fortælling.  

”Der har vel næppe været et tidspunkt, hvor sporten ikke havde den fortælleiver. Eller at nogen har udnyttet den som en fortælling eller som et spejl for noget andet. Så havde det ikke været en sport, men bare været en aktivitet og nogle kroppe i et landskab,” siger Bo Kampmann Walther.