Og i enhver god krimi er motivet legitimt. Jo bedre vi forstår morderen, desto bedre er plottet. Men det gør ikke handlingen mindre kriminel. Eller straffen mindre hård.
Motivet bag offentlighedsloven er i sig selv forståeligt. Det handler om at sikre arbejdsro. Vi kender det alle sammen: Når vi virkelig skal være effektive, skruer vi ned for musikken. Og det er præcis det, den nye offentlighedslov gør – skruer ned for musikken.
Helle Thorning-Schmidt blev oprindeligt valgt som en slags demokratisk fornyer. Da hun i januar skød året i gang på sit ugentlige pressemøde, sagde hun ligeud, at både regering og folketing havde effektivitet og kvantitet som helt overordnede succeskriterier:
»Vi planlægger frem til sommerferien at fremstille cirka 100 lovforslag.«
Helle Thorning-Schmidts ord og logikken bag er centrale i forståelsen af det forslag til lov om offentlighed i forvaltningen, som efter planen vedtages inden sommerferien af SF, S og R sammen med K og V. Loven er båret af et strategisk rationale, der binder politikere og embedsfolk sammen i en alliance, hvor de – uden at sige det højt til hinanden – er blevet enige om, at befolkningens indsigt dybest set står i vejen for Slotsholmens og Christiansborgs effektivitet.
For hvad er dog fornuften i, at centraladministrationen først skal bruge mandetimer på at massekopiere intern korrespondance til nysgerrige journalister – hvorpå andet personale, noget højere oppe i hierarkiet, får præcis samme materiale tilbage i nakken ledsaget af en byge af spørgsmål og efterfølgende afsløringer i pressen?
Nej vel? Den slags trækker jo lovarbejdet i langdrag. Debatten rejser sig. Det larmer. Vi når det ikke! Vi når det ikke!
Dybest set tror jeg, at alle de folkevalgte, der i dag vil stemme for lovforslaget, har fået sig selv overbevist om, at det er fornuftigt at sikre sig et fortroligt rum, hvor der kan tænkes tanker – kald det en nødvendig lydmur. Det er en erkendelse, der kan ramme alle, der er en del af en lovmaskine, som ser effektivitet som et mål i sig selv.
Men demokrati er besværligt. Det er jo det, vi siger til vores børn, når vi – lidt stolte – skal sammenligne os med enevælde eller diktatur.
Vi forstår motivet. Men straffen vil falde.
Det kriminelle i forløbet er, at politikerne glemmer, at vi har valgt dem til at repræsentere os – ikke til at erstatte os. Og vi har ansat embedsværket til at overvåge, at fornuften råder – ikke til at definere fornuften for os.
Det kan siges meget enkelt: Ingen politiker, der stemmer for den nye offentlighedslov, skal få lov at fortælle deres børn og børnebørn, at de gjorde det for landets skyld. De gør det af hensyn til sig selv – og af hensyn til Helle Thornings misforståede succeskriterium.
Husk det, når I trykker på knappen.
Vi andre glemmer det ikke.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Enig!
”Ingen politiker, der stemmer for den nye offentlighedslov, skal få lov at fortælle deres børn og børnebørn, at de gjorde det for landets skyld. De gør det af hensyn til sig selv …”.
Det er et tindrende demokratisk svigt.
Opfordrer til, at der for evigt oprettes en skamstøtte på nettet med navnene på de pågældende, hvis de gennemfører denne skamfulde gerning.