For journalister er der ikke forskel på at bruge dokumenter fra WikiLeaks og andre fortrolige oplysninger, siger projektredaktør Rémy Ourdan fra den franske avis Le Monde til Journalisten. Han afviser, at dokumenterne kan betegnes som hælervarer. »For i så fald er alle aviser hælercentraler.«

WIKILEAKS. Der løb chokbølger gennem alle verdens hovedstæder, da fem internationale medier om aftenen søndag den 28. november 2010 på deres hjemmesider begyndte at offentliggøre uddrag af over en kvart million telegrammer og instruktioner sendt til og fra 270 amerikanske ambassader og konsulater samt udenrigsministeriet i Washington.

Dokumenterne var indsamlet af WikiLeaks, men organisationen havde ikke selv stået for at sortere i bunken – det havde 120 journalister fra The Guardian, New York Times, Der Spiegel, El Pais og Le Monde.
Troppede man i de følgende dage op hos den franske avis i Paris i håb om at kigge flittige medarbejdere over skulderen, mens de bladrede sig gennem meterhøje stakke af diplomatisk korrespondance, blev man dog skuffet.

Ikke engang lokalet, hvor de tyve afsatte medarbejdere – herunder nogle af avisens mest erfarne korrespondenter, der var blevet fløjet hjem til lejligheden – ledte efter nåle i de elektroniske høstakke, kunne man få at se. Man kunne heller ikke få at vide, hvordan de mange telegrammer var blevet overdraget.

»Det taler vi ikke om,« gentager Le Mondes projektredaktør, Rémy Ourdan, en høj skaldet mand, der altid går klædt i sort, da Journalisten i januar vender tilbage for at høre, hvilke erfaringer avisen har gjort sig med at håndtere materialet.
»Bortset fra omfanget, og at det var spektakulært, var det ikke meget anderledes end det almindelige arbejde, som journalister udfører hver dag. Vi behandlede 250.000 amerikanske diplomatiske telegrammer på præcis samme måde, som vi til hver en tid behandler fem franske diplomatiske telegrammer,« understreger Ourdan med sit gennemborende blik, da han har vist vej fra avisens forkromede reception gennem redaktionslokaler med ophobede stakke af papir og ind på et spartansk udrustet kontor.

42-årige Rémy Ourdan, tidligere udenrigsredaktør og Irak-korrespondent, ledede Le Mondes samarbejde med WikiLeaks – han fortryder intet trods skarp kritik fra myndigheder og visse kolleger. »Jeg ved, at WikiLeaks af natur hælder til total gennemsigtighed, og at det kan være farligt. Men i forbindelse med denne operation med de amerikanske diplomatiske telegrammer var vi ikke ude i noget med total gennemsigtighed.« – foto: Niels Stoltenborg

DET VAR THE GUARDIAN, der i juni 2010 tog kontakt til WikiLeaks' stifter, Julian Assange, for at indlede et samarbejde om at udnytte den lille million amerikanske dokumenter, som organisationen var kommet i besiddelse af – en guldgrube af informationer fordelt i fire "pakker": En pakke med militære dokumenter vedrørende krigen i Afghanistan, en anden og lignende vedrørende krigen i Irak, en tredje med diplomatiske telegrammer om alt mellem himmel og jord og så en fjerde og endnu ukendt pakke, der angiveligt indeholder personfiler på Guantanamo-fangerne.

For at ét lands myndigheder ikke skulle kunne lukke undersøgelsen ned alene, blev New York Times og Der Spiegel koblet på samarbejdet, men ifølge en artikel i Vanity Fair dansede parterne sjældent i takt.

»Vores udgangspunkt var: "Her er et dokument. Hvor meget af det skal vi trykke?" Mens Julians ideologi var: "Jeg lægger det hele frem, og så må I prøve at overbevise mig om, at jeg skal strege et par ting ud." Vi gik til sagen fra modsatte udgangspunkter,« fortalte The Guardians redaktør for undersøgende journalistik, David Leigh, til det amerikanske magasin.

Problemet var, at nogle dokumenter i eksempelvis "Afghanistan-pakken" indeholdt navne på lokale afghanere, der havde samarbejdet med – eller ageret som betalte informanter for – USA og dermed risikerede livet, i fald deres navne kom frem. Og da de tre medier den 25. juli begyndte at citere omhyggeligt udvalgte passager fra "Afghanistan-pakken", lagde WikiLeaks omkring 75.000 dokumenter fra samme pakke ud på sin hjemmeside, hvor ikke alle navne var redigeret bort.

OFFENTLIGGØRELSEN AF "IRAK-PAKKEN" den 22. oktober forløb heller ikke gnidningsfrit, og for at begynde på en frisk blev Le Monde og spanske El Pais i begyndelsen af november inviteret med i samarbejdet om "diplomat-pakken" – den tredje og mest vidtrækkende. Den franske avis sendte Ourdan til London, hvor de fem medier i The Guardians hovedkvarter indgik en musketered med Assange i håb om at undgå tidligere tiders fejl:

»De fem aviser skulle hver dag beslutte: 1. Hvilke telegrammer der skulle offentliggøres og 2: Hvilke navne der skulle beskyttes og redigeres bort,« forklarer Ourdan.

Hvem foreslog disse regler?
»Os alle. Det var meget naturligt. Det var naturligt for aviserne, men det var også naturligt for Assange. Assange vidste, han ikke kunne offentliggøre disse telegrammer i rå form, fordi han ville bringe menneskeliv i fare,« husker Ourdan, som forklarer, at der blev indgået en tillægsaftale.

»De fem aviser havde eksklusivitet i en periode. Assange forpligtede sig til, at hvis WikiLeaks ville offentliggøre andre af telegrammerne efter denne periode – via andre medier eller på en hvilken som helst anden måde – skulle ånden fra aftalen med de fem aviser bevares. Det vil sige, at WikiLeaks skulle stå for at beskytte personer gennem bortredigering.«
Ifølge Ourdan er Julian Assange meget optaget af personbeskyttelse.

»Vi talte om det flere gange. Han er ikke skør, og han har ikke lyst til, at folk havner i fængsel på grund af ham.«

Derefter begyndte sisyfosarbejdet. Det gav ingen mening at forsøge at læse telegrammerne igennem fra ende til anden, så i stedet blev fagmedarbejdere kaldt ind og sat foran en computer med kopi af samtlige dokumenter i elektronisk form.
Hver journalist fik tildelt et eller flere emneområder, og Ourdan selv tog sig af amerikanernes syn på Frankrig. Han begyndte med at læse alle de mest hemmeligstemplede telegrammer fra ambassaden i Paris, og når han stødte ind i et interessant emne, brugte han en søgemaskine til at finde mere af samme skuffe i andre telegrammer. Søgemaskinen var specielt udviklet til lejligheden af Le Mondes it-ingeniører.

Andre gange henviste et telegram til en tidligere skrivelse, som han så rekvirerede for at læse mere.

"I HJERTET AF DET AMERIKANSKE DIPLOMATI," gjaldede forsiden af Le Mondes udgave dateret tirsdag den 30. november, hvor man blandt meget andet kunne læse, at Nicolas Sarkozy i de amerikanske diplomaters øjne var "den mest pro-amerikanske præsident siden Anden Verdenskrig".

I de følgende uger afslørede de fem medier – der delte research, men skrev egne artikler – alt fra, at Saudi-Arabien havde tilskyndet USA til at angribe Iran, til at amerikanske diplomater var blevet instrueret i at spionere mod FN-toppen. Men der var også, skrev Le Monde, oplysninger i telegrammerne, som de undlod at viderebringe, "fordi de citerede kilder ikke var tilstrækkeligt troværdige".

I Frankrig kaldte forsvarsministeren artiklerne for "uansvarlige" og "skandaløse", og lignende reaktioner kom fra Washington og en stor del af klodens regeringer. Men også så forskellige aviser som konservative Le Figaro og venstreorienterede Libération skrev om henholdsvis "en bekymrende ekshibitionisme" og staters "ret til at holde på sine forsvarshemmeligheder og diskutere med sine allierede eller modstandere under diskrete former". I Danmark blev WikiLeaks af Berlingske Tidendes Lisbeth Knudsen endda kaldt "hælere".

»Det er naturligvis hykleri,« replicerer Ourdan uden at tøve. »For i så fald er alle aviser hælercentraler. Alle aviser har officielle dokumenter (…) også dokumenter, der er beskyttet af loven. I Frankrig har vi for eksempel det, man kalder hemmelige juridiske undersøgelser, men franske journalister, der dækker justitsaffærer, har adgang til den slags dokumenter hver dag.

Jeg forestiller mig, at det er det samme for danske journalister,« siger Ourdan. Han pointerer desuden, at mange af de samme politikere og embedsmænd, der har raset mod afsløringerne, »selv udleverer officielle dokumenter, når det passer ind i deres kram. Vi modtager hver dag dokumenter fra politiet og fra justitsvæsenet foruden diplomatiske telegrammer«.

OG HVAD ER DER SÅ kommet ud af sagen?
»Vi har lært meget om det amerikanske diplomati og andre landes diplomatier. Men det har ikke haft store politiske konsekvenser. Det ene udelukker dog ikke det andet,« mener Ourdan. Han vurderer, at lækagen ikke har rystet USA så meget som eksempelvis de såkaldte Pentagon Papers i 1971 – et studie af Vietnam-krigen i 47 bind fotokopieret en side ad gangen af tænketanken RANDs analytiker, Daniel Ellsberg.

»I disse telegrammer er der langt flere pinlige oplysninger om mange andre lande end om USA selv, til trods for telegrammerne om den amerikanske spionage mod FN og den slags. Jeg tror, USA er langt mere pinligt berørt på vegne af andre lande, deres allierede, end på egne vegne. Den væsentligste forlegenhed for dem selv var, at disse telegrammer slap ud, og at folk nu vil være mere forsigtige med at tale med dem. Måske vil det få betydning for deres diplomati,« siger Rémy Ourdan.

FAKTA OM LE MONDE
Fransk presses flagskib og ifølge et lækket telegram fra den amerikanske Paris-ambassade ”en af Europas store aviser”, der politisk defineres som ”centrum-venstre” med ”indflydelse på regeringen, erhvervslivet og det intellektuelle miljø”. Måtte for nylig reddes fra betalingsstandsning af en stor kapitalindsprøjtning fra eksterne investorer og mistede dermed sin uafhængighed. Udkommer om eftermiddagen datomærket med den følgende dag. Ifølge de seneste kontrollerede tal har avisen et abonnements- og løssalg på 315.000 eksemplarer, herunder 29.000 i udlandet, seks dage om ugen.