11-årige skoleelever, som sviner lærerne til på nettet; en ensom bisættelse af en lokal særling og en portrætserie, hvor kendte og ukende fortæller om deres favoritsted. Det var historierne, som vandt Ugeaviserns Årspris.
Det er tredje år i træk, at brancheforeningen Ugeaviserne delte guld ud til en række medlemsaviser for årets bedste nyhed, feature og redaktionelle initiativ.
I alt 60 bidrag kæmpede om medaljerne i de tre kategorier og vinderne blev Helsingør, Hillerød og Amager, der løb med de tre største priser, oplyser Ugeaviserne.
I kategorien nyhedshistorier gik guldet til en af landets yngste ugeaviser, Lokalavisen Helsingør, for sin omfattende dækning af den såkaldte Arto-sag fra Ålsgårde. Sagen handlede om en gruppe femteklasses elever, der blev bortvist fra Hellebækskolen, fordi de havde svinet navngivne lærere til på det populære chatsted arto.dk.
Lokalavisen Helsingør bragte den første nyhed, og ifølge Ugeavisernes dommere var lokalavisen fra start til slut førende i dækningen i sagen, hvor undervisningsministeren til sidst tog affære.
I kategorien features gik guldet til Hillerød Posten for en reportage om bisættelsen af en af byens særlinge. "Spidsmus" var kendt af alle i Hillerød, hvor han var fast indslag i byens gågade. Men da han døde og skulle stedes til hvile var avisens journalist og fotograf de eneste ud over det faste kirkepersonale som mødte frem for at vise ham den sidste respekt, hedder det i dommernes motivering.
Endelig uddelte brancheforeningen guld til Amager Bladet i kategorien redaktionelle ideer og initiativer. Bladet fik førstepræmien for portrætserien "Mit Amager", hvor kendte som ukendte amagerkanere hver uge viser et stykke Amager, som de holder særligt af.
Ifølge dommerne er der tale om en populær serie, som har fået et originalt touch takket være en billedramme, som avisen har indkøbt til lejligheden og som benyttes på alle seriens fotos.
Mere om Ugeaviserne her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.