Helsingør Dagblad: »Vi vil ikke lade os tryne«

Computere og ruder var smadrede, og underetagen oversvømmet efter hærværk mod Helsingør Dagblad i nat. »Jeg er ikke i tvivl om, at det er nogen, der er kommet for at chikanere os,« siger redaktionschef Mads Birch til Journalisten.dk. Nu indføres vagtværn og video.

Computere og ruder var smadrede, og underetagen oversvømmet efter hærværk mod Helsingør Dagblad i nat. »Jeg er ikke i tvivl om, at det er nogen, der er kommet for at chikanere os,« siger redaktionschef Mads Birch til Journalisten.dk. Nu indføres vagtværn og video.

I nat er Helsingør Dagblads redaktion blevet udsat for groft hærværk. Ukendte gerningsmænd har smadret ruder og computere, ligesom de har kastet med møbler og blandt andet revet en kaffemaskine ud af væggen.

Gerningsmændene har også stjålet en firmabil og kørt den ind i en mur et andet sted i byen.

Derfor var redaktionslokalerne afspærrede i morges. Medarbejderne har cirka 11.30 fået adgang til redaktionslokalerne på 1. sal, som indtil da var spærret af. Men de har hele dagen arbejdet ufortrødent på morgendagens avis, fortæller redaktionschef Mads Birch. Han har det øverste ansvar i disse dage, fordi chefredaktøren er på ferie.

Hvornår fandt du ud af, at jeres redaktion er blevet raseret?

»Lidt over klokken 8 i morges, da vores fotograf ringede til mig. Umiddelbart efter ringede chefredaktøren, som også var blevet varskoet på sin ferie. Så tog jeg selvfølgelig herop med det samme,« fortæller Mads Birch til Journalisten.dk.

»Politiet har sat det helt store apparat i gang. Da jeg kom, var teknikerne stadig i arbejde, og bygningen var afspærret. Efterhånden har de ladet os komme ind i stueetagen, men de er stadig i gang i redaktionslokalerne på 1. sal.«

Mads Birch fortæller, at avisen arbejdede med nødberedskab fra morgenstunden. Da de fik lov at komme ind i bygningens underetage, satte de en redaktion op i den grafiske afdeling.

»Hele stueetagen var oversvømmet, fordi de har revet kaffemaskinen ud af væggen. Så sprang vandrørene, og de har postet vand ud hele natten. Nu har der lige været et firma og støvsuge det meste af vandet op, så vi kan arbejde her,« siger Mads Birch.

Hos North Media, der ejer Helsingør Dagblad, er direktør Arne Ullum først og fremmest optaget af, at medarbejderne ikke må føle sig utrygge.

»Vi har hyret et vagtfirma med en relativt intensiv overvågning af Helsingør Dagblad, og vi indfører videoovervågning og alarmer. Det gør vi først og fremmest for at skabe tryghed hos medarbejderne. Vi vil ikke lade os tryne, hvis det skulle vise sig at være nogle kriminelle, der ikke vil have, vi skriver om dem,« siger Arne Ullum til Journalisten.dk.

Overvågning er ellers et emne, der har fået sindene i kog i Helsingør. Byen har den seneste tid været plaget af hærværk nærmest hver nat, eksempelvis containerbrande. Det har ført til, at et af byens boligselskaber vil have et planlagt overvågningsprojekt i et belastet område fremrykket.

Hærværket har Helsingør Dagblad dækket tæt. Og det kan være de samme gerningsmænd, der har besluttet sig for at straffe avisen, vurderer politiet. De siger i dag til Frederiksborg Amts Avis, at de tager sagen meget alvorligt og betragter det som et muligt angreb på den frie presse.

»Det virker helt klart, som om nogen har haft et horn i siden på os. Jeg er ikke i tvivl om, at det er nogen, der er kommet for at chikanere os. De har raseret bygningen, men der er ikke stjålet noget af betydning. Men om det er den samme gruppe, der står bag, det kan vi jo ikke vide. Det er en nærliggende tanke,« siger Mads Birch.

Han understreger også, at angrebet ikke får nogen betydning for dagbladets dækning af hærværk i byen fremover.

Tænker I over, om de kan finde på at gå efter konkrete journalister, der har skrevet om det her?

»Vi har ikke fået konkrete trusler rettet mod medarbejdere. Men hvis vi får det – på telefon eller mail – så er det selvfølgelig bekymrende. Lige nu er vi rimeligt fortrøstningsfulde, og vi ser tiden an.«

Er du enig i, at man kan få den tanke, at det her er et angreb på den frie presse?

»Ja, man kan godt få den tanke, at nogen har villet tage hævn for det, vi har skrevet.«

0 Kommentarer