I sin tale til Cavling-vinderen angreb juryformand Kurt Strand regeringens aftale med VK, der kunne have gjort flere Cavling-afsløringer umulige. »Der er gode muligheder for aktindsigt, og det vil der også være med den nye lov,« svarer Helle Thorning-Schmidt til journalisten.dk
Nogle vil måske sige, at statsminister Helle Thorning-Schmidt var på udebane, da Cavling-prisen blev overrakt i dag. Traditionen tro var statsministeren – der også har titel af pressens minister – til stede ved overrækkelsen af dansk journalistiks fornemste pris.
Prisen gik til Nordjyskes Asbjørn With for hans afdækning af omfattende svigt i socialforvaltningen i Rebild.
Statsministeren forlod – også traditionen tro – arrangementet uden at holde en tale. Men journalisten.dk fangede pressens minister til en to minutters kommentar. Det kom mest til at handle om den nye lov om åbenhed i den danske forvaltning, som er på vej.
Det var sjovt nok det samme, vi talte med hende om ved sidste års Cavling-uddeling, men der er sket meget siden.
Bøn til Thorning fra sidste års Cavling-vindere
Dengang kom de to vindere – Ulrik Dahlin og Anton Geist fra Information – med en meget direkte opfordring til Helle Thorning-Schmidt.
»Når vi i dag har mulighed for at tale direkte til pressens minister, (vil vi gerne) appellere om, at den offentlighedslov, som snart er på vej, giver så vide beføjelser som overhovedet muligt for at få aktindsigt i den offentlige administration,« sagde Dahlin fra talerstolen.
Herefter henviste Anton Geist til, at de to journalister havde været nødt til at søge aktindsigt via Sverige for at få adgang til afgørende dokumenter i den serie, de vandt Cavling-prisen for.
Thorning sidste år: Ny offentlighedslov i bero
Dengang sagde Helle Thorning-Schmidt til journalisten.dk, at arbejde med en ny åbenhedslov var »sat i bero«.
»Vi har den simpelthen ikke med i vores lovprogram for nuværende,« sagde hun til journalisten.dk.
I mellemtiden har regeringen sammen med Venstre og Konservative indgået en aftale om en ny offentlighedslov. Aftalen landede i efteråret og har fået skarp kritik fra en række fremtrædende journalister.
»Det er en rigtig god aftale, som følger offentlighedskommissionens forslag,« sagde Helle Thorning-Schmidt i dag til journalisten.dk.
Thorning kan ikke forstå kritik fra Kurt Strand
Cavling-formand Kurt Strand havde ellers i sin tale til årets vinder flettet en slet skjult kritik ind af netop den aftale.
»Det er lykkedes ved hjælp af den aktindsigt, som regeringen med hjælp fra dele af oppositionen helt uforståeligt er i færd med at afskaffe,« sagde Kurt Strand om Asbjørn Withs artikelserie.
Kan du forstå den kritik af aftalen, der kommer fra eksempelvis kritiske journalister, der bruger aktindsigt?
»Nej, det kan jeg faktisk ikke helt. Der er gode muligheder for aktindsigt, og det vil der også være med den nye lov. Jeg tror også, Kurt Strand måske har misforstået noget, for som jeg hørte ham, så talte han om, at prismodtageren ikke ville kunne søge aktindsigt med den nye lov. Nu kender jeg ikke hans aktindsigter i alle detaljer, men det har jeg svært ved at se,« sagde Helle Thorning-Schmidt.
Cavling-afsløringer ville være umulige med ny lov
Men der er mange andre Cavling-vindere, der selv siger, at de ikke ville have kunnet lave deres afsløringer. For eksempel sidste års vindere, Ulrik Dahlin og Anton Geist.
»Jeg kender ikke præcist de aktindsigter, der er søgt før. Men der er altså rigtig gode muligheder for at søge aktindsigter, også med den nye lov,« sagde Helle Thorning-Schmidt.
Men Cavling-formand Kurt Strand giver ikke meget for statsministerens svar på kritikken. Han er enig med hende i, at prisvinderen formentlig også ville kunne få aktindsigt under den nye lov. Men Strand peger på, at mange andre kritiske journalister ikke ville.
»Jeg talte om aktindsigt som generelt begreb. Det er rigtigt, at Asbjørns projekt måske ikke er under angreb, men det er de to nominerede Politiken-journalisters afdækning af skattesagen for eksempel,« siger han og fortsætter:
»Så kan Helle Thorning-Schmidt og de andre bag forliget jo sagtens stå og henvise til, at der i deres aftale står, at man "så vidt muligt" skal give aktindsigt, og at alt er fint. Men vi journalister ved jo godt, hvordan det går, når den, aktindsigten handler om, også skal vurdere, om den skal gives. Det sker ikke.«
Jurist: "Sort dag for den danske offentlighed"
Også mediejurist Oluf Jørgensen, der selv sad i den Offentlighedskommission, der i sin tid brugte syv år på den rapport, der ligger til grund for den nye lov, er meget kritisk. Han har tidligere sagt til journalisten.dk, at aftalen mellem VK og regeringen er et slag mod den danske åbenhed.
Dansk Journalistforbund siger ligeledes nej til aftalen om den nye offentlighedslov.
Helt konkret går kritikken på, at de problematiske elementer i VK-regeringens udspil til en offentlighedslov, der blev fremlagt i slut 2010, stadig består. Den endelige tekst til den nye lov er ikke offentliggjort, men det er en aftaletekst partierne imellem.
Her står eksempelvis, at den omstridte paragraf 24 skal strammes op. Paragraf 24 i VK-regeringens udspil undtog ministerbetjening for aktindsigt. Nu er ordet "ministerbetjening" udgået, men paragraffen består. Det er dog indskærpet, at der skal ske en konkret vurdering hver gang.
Den anden omstridte paragraf – 27 – består også i den nye aftale. Den paragraf undtager kommunikation mellem folketingsmedlemmer og ministre fra aktindsigt.
Oluf Jørgensen vurderer, at det kun er kosmetiske ændringer, der faktisk er sket fra det VK-forslag, der blev fremlagt og ikke kunne få flertal i december 2010, og så regeringens nye aftale med VK.
»Der er ikke ændret noget. Det er hverken rødt eller blåt. Det er en sort dag for den danske offentlighed,« sagde han i efteråret.
Kurt Strand: Ingen undskyldninger
Omvendt er der også mere åbenhed i aftalen – eksempelvis omkring Kommunernes Landsforening, som nu også bliver omfattet af loven.
Men Cavling-formand Kurt Strand giver ikke meget for argumentet om, at loven på en række andre områder skaber mere åbenhed.
»Argumenterne om, at eksempelvis Kommunernes Landsforening bliver omfattet af aktindsigt, er ingen undskyldning. Helle Thorning-Schmidt stod selv ved Cavling-uddelingen sidste år og sagde til dig, at der ikke burde være indskrænkninger af åbenheden i en ny lov. Der er altså noget der, jeg ikke kan forstå.«
Kurt Strand: Jeg savner stadig svar
Kurt Strand mener også, der er problemer med det svar på kritikken, Helle Thorning-Schmidt giver i dag.
»Når hun siger, at der "også" er gode muligheder for aktindsigt, så forudsætter det jo, at der er gode muligheder i dag. Det er der ikke nødvendigvis. Inden for de områder, hvor loven er konkret, så ja, men med det nye forslag udvider man jo netop feltet, hvor der skal vurderes. Det vil føre til mindre åbenhed. Jeg savner stadig et overbevisende svar fra politikerne på det, og jeg håber, at de vil tage den kritik, der kommer fra os journalister, ad notam, inden de vedtager denne lov,« siger han.
Planen er, at den nye offentlighedslov, som VK og regeringen har indgået aftale om, skal vedtages i februar.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Begrænsningerne i den kommende offentlighedslov viser endnu engang behovet for en forfatningsdomstolslignende instans i det danske folkestyre.