Helle Ib er ræveblå

Tidligere B.T.-kommentator Helle Ibs rygte som blå lejesvend bliver kraftigt dementeret i ny undersøgelse af politiske kommentatorer. Lidt komisk, siger hun til Journalisten.dk.

Tidligere B.T.-kommentator Helle Ibs rygte som blå lejesvend bliver kraftigt dementeret i ny undersøgelse af politiske kommentatorer. Lidt komisk, siger hun til Journalisten.dk.

I sine fem år som kommentator på B.T. har Helle Ibs mailboks været fyldt med beskyldninger om, at hun var hyret af Venstres pressebureau. Men en ny undersøgelse tyder på det modsatte. I gårsdagens Berlingske kunne man læse, at 94 procent af Helle Ibs kommentarer under valgkampen var kritik af blå blok, mens kun seks procent var kritik af den modsatte fløj.

»Okay, tallene ser lidt vilde ud,« siger Helle Ib over telefonen fra Italien. Hun har endnu ikke haft mulighed for at studere undersøgelsen, men understreger, at hun ikke mener, den er dækkende for hendes virke under valgkampen.

»Jeg forholder mig selvfølgelig kritisk til begge blokke, og jeg kan ikke forestille mig, at undersøgelsen har hele min produktion med. Jeg har for eksempel været meget på TV2 News. Jeg synes også, undersøgelsen er lidt for skematisk i sin opdeling. Når jeg for eksempel roser De Radikales alliance med de Konservative, er det jo ikke entydig ros til rød blok – det tror jeg, Helle Thorning vil være enig med mig i,« siger Helle Ib til Journalisten.dk.

Hun mener dog, at der ofte vil være grund til at skyde på magthaverne – under denne valgkamp lig med blå blok – da det er dem, der har initiativretten i det politiske liv.

»Men undersøgelsens konklusion er da lidt komisk, når man tænker på, at jeg tit er blevet beskyldt for at være blå.«

Infomedia satte i undersøgelsen en lup på kommentatorernes virke under valgkampen. Undersøgelsen viste blandt andet, at De Radikale udelukkende blev omtalt positivt af de politiske kommentatorer, men SF havde en enorm overvægt af negativ omtale. Politisk kommentator Thomas Larsen sagde til Berlingske, at det burde mane til eftertænksomhed blandt kommentatorerne og i branchen, at det er så nemt for politikere at blive fanget i en op- eller nedadgående spiral.

Men det er Helle Ib ikke nødvendigvis enig i.

»Der er altid nogle selvforstærkende effekter for en politiker på vej op eller ned – sådan er det i politik. Men en kommentator skal ikke gå imod den stemning, hvis det eneste formål er at indtage det ledige standpunkt. En kommentator skal komme så tæt på, hvad der sker, som muligt for at forklare årsager og konsekvenser,« siger Helle Ib til Journalisten.dk. Hun har som sådan ikke noget imod uligevægt i sine kommentarer.

»Jeg forsøger ikke at fordele sol og vind lige, men forholder mig til, hvad dagsordenen er lige nu. Hvis der er grund til at være kritisk, så vil jeg være det, uanset om jeg også var det i går eller i forgårs.«

I kronikken i gårsdagens Berlingske skrev Mark Ørsten, lektor på RUC, og Lasse Skjoldan, chefanalytiker på Infomedia, at kommentatorerne er populære i dagens mediebillede, blandt andet fordi det er driftsikker journalistik. De kan udtale sig om det meste med meget kort varsel. Med andre ord: Kommentatorer er godt at fylde på sendefladen, fordi man kan være sikker på, at de har noget at sige.

»Det er et problem, hvis kommentator-branchen udvikler sig til at have det image. At det eneste, vi har at sælge, er et skær af overfladen, og om det er godt eller dårligt for rød eller blå. Men det er ikke det holdningsprægede stof, der tænder mig ved journalistik. Det er derimod den analytiske tilgang til substansen – det nørdede i topskattegrænser og efterlønsreformen. Så jeg føler mig ikke ramt af den kritik,« siger Helle Ib.

0 Kommentarer