search

HEJ P3 1/2

Som ivrig radiolytter oplevede jeg forleden noget højst besynderligt: Jeg var fanget i et tomrum mellem to kanaler.

Som ivrig radiolytter oplevede jeg forleden noget højst besynderligt: Jeg var fanget i et tomrum mellem to kanaler.
Da jeg har en fortid som ung, tænder jeg altid af refleks på P3. Men denne dag gik der ikke mere end ti minutter, før jeg pludselig følte mig for gammel og måtte slukke.
Og SÅ blev jeg bekymret. For jeg ved, at der sidder kilometervis af seriøse statistikanalytikere og analysestatistikere, der ved, hvad der skal til for at ramme målgruppen – og den regner jeg mig stadig til. Jeg kan i hvert fald høre, at de fleste studieværter er på min alder.
Alligevel nåede de kun lige at sige det sædvanlige med, at vi skulle dytte i hornet, hvis vi elskede Sussi og Leo, og ellers løbe om kap til Radiohuset, hvor de første ville få en Kung Fu-is og ti røde pølser …. før jeg slukkede.
Der må være noget galt med mig?
Og det er ellers ikke fordi, de taler ned til mig. Hvis studieværterne går rundt og tumler med tungere emner end vejarbejdernes dovenskab, prisen på pornofilm eller eksistensen af pulver-cola, så er de flinke nok til ikke at genere os med det i radioen.
Og kede sig kan man heller ikke nå, når det meste snak serveres på en bund af årstidens uhmtji-uhmtji-uhmtji (det nærmeste vi kommer techno på skrift).
Og man kan også ringe/maile/skrive/wappe/faxe ind med en mening om alt! Det kan simpelthen ikke blive mere interaktivt, ungt og med et glimt i øjet, som programmernes chefer garanteret siger, når de går til hinandens 50, 55 eller 60 års fødselsdags-receptioner.
Disse brave mænd, der har lavet ung radio siden Mylius opfandt "Efter skoletid", må jo vide, hvad der skal til. Især med deres vinklinger efter hvad de tror, lytterne vil have – et system, der har fungeret fint på uge- og formiddagsbladene i mange år.
Alligevel slukker jeg og …
Ja, De kan godt se, den er helt gal, ik'? Dette er skrevet af en 33-årig journalist. Ifølge alle målinger (og et kig på kollegerne) burde jeg rende rundt i det nyeste streetwear, klippe mig skaldet for at skjule min måne, tage barnestolen ud af bilen, før jeg kører i byen, sige Kanon, Nederen og dot.dk, se American Pie i biffen og leve af Burger King og den nye Ole Erling.
Og i stedet lyder jeg som en af de alderstegne hædersmænd, der kæmper brave kampe i JOURNALISTENs læserbrevspalter for moralen, sproget, de gode gamle dage og det grammatiske komma.
Til sidst tog jeg den tunge men logiske konsekvens: jeg greb frekvens-dimsen og drejede den. "Okay, du er nu officielt blevet moden. Og det er måske også i orden," prøvede jeg at berolige mig selv, mens jeg nærmede mig P4.
Men helt ærligt: Det varede ikke længe, før jeg også måtte slukke for den modne kanal.
Jeg havde ikke en chance mod alle de lyttere, der kunne svare på alle spørgsmål i både Lars Lilholt-quizzen, Olsen-banden-quizzen og Århus-gymnaster-quizzen. Godt nok ved jeg mere end nogensinde før om fiskebestanden i Gudenåen, og jeg har styr på aktiviteterne i Kulturhuset Tønden i Bjerringbro, men jeg følte alligevel ikke, det var radio for mig.
Der var ganske vist et program som "Alle tiders pop", hvor Leif Wivelsted holdt liv i dj-stilen fra de tidlige 80'ere. På en time nåede han at spille et hav af plader – lige fra Cliff Richard til The Shadows, remse de syv vigtigste årstal i hver sangers liv op og garnere det hele med fyldord som "ja", "dog", "imidlertid", "endvidere", "selvfølgelig", "naturligvis", "faktisk" og "ingen ringere end" i så imponerende mængder, at jeg til sidst råbte "Okay, så køber jeg da den køkkenkniv, eller hvad det er, du sælger."
Men mens jeg sad og råbte af min radio, opdagede jeg, at det er glade mennesker, der ringer ind. Og de ved en masse om netop Lilholt, Olsen-Banden, Århus-gymnasterne, vinden, vejret, eller hvad der ellers er dagens quiz-emne. Og de hører gerne på alle tiders pop – ellers kørte det vel ikke på 117. år.
Og de unge (de rigtige unge), der når først frem til radiostudiet og vinder de røde pølser eller det signerede eksemplar af Teddy Edelmanns "Himmelhunden", er jo også glade. Og hvis de unge er glade, er radiocheferne også glade. Og hvis cheferne er glade, er de ansatte glade. Og hvis de ansatte er glade … ja, så ikke noget.
Men så ER det åbenbart kun mig, der er havnet i Radio-Limbo-land. Hvis P3 er for de unge, der orienterer sig mod København, og P4 er for de ældre med en mere jysk tilgang til tingene, så sidder jeg halvgammel og helt alene et sted på det mentale Fyn og drømmer om et P31/2.

Klummen skrives på skift af freelancejournalisterne: jens korse, flemming chr. nielsen og jens vilstrup

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen