Instruktør Tom Heinemann har netop fået at vide, at han er uønsket i Indien. Afslaget kommer, kort efter at Indien har meldt ud, at samtlige DR-journalister er uvelkomne. »Jeg kommer lige fra ambassaden, og mine hænder sitrer stadig,« fortæller Heinemann til Journalisten.dk.
Den prisbelønnede dokumentarist Tom Heinemann har her til formiddag fået afslag på et turistvisum hos den indiske ambassade.
Indien meddelte i sidste uge, at ingen DR-journalister er velkomne i landet længere. Den beslutning er truffet, efter at programmet 'Blod, sved og t-shirts' blev sendt på DR. Programmet viser danske unge, der skal arbejde i indisk tekstilindustri.
I den forbindelse sagde en unavngiven medarbejder på den indiske ambassade, at alle andre journalister stadig er velkomne.
Men det gælder ikke Tom Heinemann. Årsagen kan være, at han i 2005 lavede filmen 'Når tilbud dræber' om forholdene for arbejdere hos danske virksomheder i Indien. Filmen lavede han på et turistvisum. Men nu skal han faktisk på ferie i Indien, og det har han fået afslag på.
»Jeg kommer lige fra ambassaden, og mine hænder sitrer stadig. Jeg blev bedt om at vente 20 minutter ved en skranke, og så kom en mand og sagde: 'Du får ikke visum'. Jeg bad om en forklaring, men det havde jeg ikke krav på, svarede han,« siger Tom Heinemann til Journalisten.dk.
Afslaget gælder også hans kone, Lotte la Cour, der er hans faste tv-fotograf. Men Heinemann tilføjer, at han har betalt for to gange turistvisum. De 720 kroner kan han heller ikke få tilbage.
Vigtigere er det dog, at den indiske ambassade i begge pas har stemplet tre bogstaver – 'V.A.F.'. Det står for 'Visa Application Failed' og er ifølge Tom Heinemann et stempel, der gør de to danske pas stort set ubrugelige i mange af de lande, han og hans hustru gerne vil besøge.
»Det er sådan noget, man skriver i passet hos formodede terrorister og skurke. Jeg er persona non grata i Indien på livstid. Det er jo det, det betyder. Og jeg er nødt til at skifte pas, ellers kan jeg ikke rejse ind i en hel del andre lande,« siger Heinemann.
Konflikten mellem Tom Heinemann og Indien går i virkeligheden flere år tilbage. For tre år siden, og altså tre år efter 'Når tilbud dræber', skulle Heinemann lave en række radioreportager for P1 Orientering. Han søgte om journalistvisum, men fik afslag.
Både Dansk Journalistforbund og det danske udenrigsministerium blev ellers involveret i processen. DJ skrev et støttebrev, og Udenrigsministeriet holdt diplomatiske møder med Indien. Uden held.
Heinemann forsøgte også selv dengang at undskylde over for Indien for at åbne muligheden for at rejse ind igen en anden gang.
»Jeg skrev et brev til den indiske ambassade, hvor jeg beklagede dybt, at jeg i sin tid lavede journalistik på et turistvisum i landet. Men jeg fik aldrig et svar.«
Han tilføjer, at han elsker Indien og er med til at betale for, at gode venners fire børn i Indien kan få skolegang. Det var blandt andet dem, han gerne ville besøge i år.
»Filmen 'Når tilbud dræber' var jo ikke en kritik af Indien, men en kritik af danske virksomheders opførsel i Indien. Vi satte jo i virkeligheden spot på, at danske virksomheder opfører sig i strid med indisk lovgivning. Så jeg kan kun se den film som en hjælpende hånd til Indien,« tilføjer han.
Tom Heinemann har nu underrettet Udenrigsministeriet om, at han igen har fået afslag på visum – denne gang turistvisum. Han mener, sagen er principiel for pressefriheden og bygger videre på det kollektive afslag, alle DR-journalister har fået.
»Indiens opførsel er et alvorligt anslag mod ytringsfriheden. I forhold til DR-kollegerne, så vil jeg opfordre både DR og vores forbund til at reagere meget skarpt. Vi burde i virkeligheden tromme hele forbundet sammen og demonstrere foran den indiske ambassade. Verdens største demokrati? Det er helt skandaløst.«
Men kan du ikke forstå, at Indien ikke vil have en ballademager som dig inden for landets grænser?
»Nej, for dem, jeg har kritiseret, er jo danske virksomheder i Indien. Der er måske en indirekte kritik af, at lovene ikke bliver håndhævet, men jeg mener faktisk, at jeg har gjort Indien en stor tjeneste. Der er så mange indiske bønder, der ikke længere render rundt i giftige kemikalier. Så jeg forstår ikke deres modvilje mod mig,« siger Heinemann.
Du har undskyldt over for Indien, at du lavede journalistik på et turistvisum. Mente du det?
»Man skal aldrig være for stor til at sige undskyld. Det gjorde jeg i håbet om, at de lod nåde gå for ret.«
Men ville du ikke gøre det samme igen – og rejse ind på et turistvisum for at lave journalistik?
»Der er lande i verden, hvor jeg klart vil fraråde kolleger at søge et journalistvisum, fordi man bare ikke kan bedrive journalistik under de forhold. Sådan er det.«
Hvad gør du så nu?
»Næste gang, jeg gerne vil arbejde i Indien, så søger jeg om journalistvisum igen. Men det er usandsynligt, at jeg får det. Så det må betyde, at det er nærmest umuligt for mig at komme til Indien igen,« siger Tom Heinemann.
Journalisten.dk har været i kontakt med den ansvarlige medarbejder på den indiske ambassade. Han afviser, at ambassaden har nogen kommentarer til Tom Heinemanns sag.
9 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Mogens Poulsen, kan du evt. linke til historier, der siger det samme som du påstår. Jeg kan se, at du også er kritisk overfor andre, der ser den danske indsats i Indien over skuldrene http://www.information.dk/190827 hvorfor jeg er interesseret i links til historier, der siger det samme som du påstår.
Det undrer mig ikke, at Tom Heinemann har villet skjule, at han er journalist. Han har også fortalt, at han var opkøber og havde et fint visitkort for et fiktivt firma. Salgsdirektøren fra G.S. Exports har været imponeret og han har sagt noget, der ikke var rigtigt. Enhver seriøs indkøber eller journalist ville tjekke referencen, f.eks. ved at kontakte Dansk Supermarked.
”Når tilbud dræber” i DR1 den 20. juni 2006 er ikke kun en kritik af danske firmaer, det er også et angreb på indiske firmaer og ikke mindst på Indiens brug af sprøjtemidler.
Udsendelsen postulerede helt uhyrlige arbejdsforhold på fabrikkerne G.S. Exports og Kapoor Industries i Panipat i Indien.
I en uanmeldt inspektion af SGS, som er et af verdens førende inspektionsfirmaer på C.S. Export den 27. juni 2006 og Kapoor Industries den 5. juli 2006 konstateres det, at der ikke, som påstået af Tom Heinemann, er væsentlige sundhedsproblemer for arbejderne, der er ikke børnearbejde, der er ikke vold og tvang og arbejderne kan være medlemmer af en fagforening. Der var naturligvis en række mindre forhold, som kunne forbedres.
Tom Heinemann har også påstået at Bilka og Dansk Supermarked har købt 30,000 sofahynder fra CS Export, men det har vist sig at være usandt.
"Tilbud der dræber" indeholdt også fejlagtige informationer om Cheminova og deres aktiviteter i Indien. Påstanden om at Cheminova ikke har piktogrammer på deres produkter er ikke rigtig og det var heller ikke rigtigt, at de ikke uddanner landmændene. Påstanden om Cheminova Indien lukker giftgasser ud om natten og at fabrikken er skyld i mange tilfælde af hudkræft er ikke rigtig. At mange kræfttilfælde i Punjab provinsen skulle skyldes brug af sprøjtemidler kan slet ikke bevises. Cheminova har vel en markedsandel på 2% i Indien, så Tom Heinemann burde nok mere have beskæftiget sig med de andre leverandører af sprøjtemidler i Indien. Cheminova har indklaget Tom Heinemann for Pressenævnet, men det fik de ikke noget ud af, men det lærte Cheminova noget af og i 2008 fik de medhold af Pressenævnet i en sag mod Politikens artikler om Cheminovas aktiviteter i Brasilien. Cheminova påstod at Tom Heinemann havde udgivet sig for at komme fra Cheminova, men det fik de ikke medhold i.
Uden brug af sprøjtemidler og kunstgødning ville millioner af indere være døde af sult. Indien er meget stolte af deres ”Grønne Revolution” og jeg tror, at det er grunden til, at Tom Heinemanns kritik af brugen af sprøjtemidler i Indien, har ført til, at han er uønsket.
Jeg har klaget over ”Tilbud der dræber” til DR og lytternes og seernes redaktør Jacob Mollerup tog sig af sagen. Det kom der ikke noget ud af. Jacob Mollerup er også formand for ”Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ)” og i 2006 var Tom Heinemann også med i bestyrelse for FUJ.Det er under al kritik at DR forsvarer en journalist, der helt klart har fusket med sin identitet
Kære Poul Struve Nielsen
Jeg mærker klart, hvor meget du også holder af Indien. For god ordens skyld vil jeg godt præcisere, at du har ret i at dokumentaren, "Når Tilbud Dræber" blev produceret på et turist-visa. (Jeg vil gerne se den kritiske journalist, der vil indsende oplysninger om, hvem de skal tale med, hvor og hvornår de skal tale med og om hvad. Ja, faktisk skal man indsende en synopsis om, hvad din historie handler om, hvis du skal have en film-tilladelse.)
Så derfor vil jeg også gerne præcisere, at vi i 2006 ansøgte om et journalistvisa. Jeg fik aldrig et svar. Herefter skrev jeg to breve til den daværende indiske ambassadør, hvor jeg beklagede, at jeg havde overtrådt deres regler. Vedlagt brevene lå bl.a. breve fra indiske NGO'er og WHO i Indien, som havde inviteret os ud og undervise og filme.Intet svar.
Jeg gik også til DJ. Her fik jeg en "støtte-erklæring". Men den var meget skarp og klar. DJ forklarede i brevet til de indiske myndigheder, at de havde indskærpet overfor mig, at jeg skulle søge journalist-visa, såfremt jeg ville til Indien og arbejde.
Så jeg har intet at udsætte på DJ i denne sag. De har gjort præcist hvad de skulle. Og det er godt for os alle - også dig.
At DJ går ind i sagen er fordi, at ikke bare undertegnede, men også samtlige DR's journalister har fået besked om, at de ikke vil få et visa - i øvrigt uden nogen form for forklaring.
I 2007 gik jeg til UM og bad om hjælp. Den danske ambassade i Indien gik ind i sagen og har skrevet flere breve til de indiske myndigheder. De fik heller intet svar. Ej heller UM hjemme i Danmark.
I 2008 skrev jeg et nyt brev til den næstkommende indiske ambassadør, hvor jeg igen beklagede min anløbne fortid. Igen ansøgte vi om et journalistvisa. Gæt selv: Intet svar.
Nu er det sådan, at vi denne gang ville på ferie til Indien. Derfor søgte vi et turist-visa. Det fik vi som bekendt også afslag på.
Nu bryder jeg så seks års offentlig - selvvalgt - tavshed om denne sag - og det er faktisk ikke fair af dig, at postulere, at jeg har ligget som jeg har redt. (Tro mig: Talrige danske, kritiske journalister har i den forgangne tid arbejdet i Indien på et turist-visa.)
Jeg er derfor meget taknemmelig for at UM og DJ går ind i sagen. For det handler ikke kun om mig. Det handler også om, at DR's journalister heller ikke kan få visa, og det er langt værre end mine trakasserier.
MVH
Tom Heinemann
Jeg synes faktisk ikke, at der er nogen grund til, at Dansk Journalistforbund sætter danske journalisters muligheder for at arbejde og rejse i Indien over styr for at forsvare Tom Heinemann. Han er rejst ind i Indien under falske forudsætninger. Det må han selv tage konsekvensen af.
Min solidaritet rækker ikke til, at jeg vil risikere et visum til Indien for hans skyld. Jeg har selv boet og arbejdet i Indien som journalist med journalistvisum. Jeg har været i Indien på reportagerejse med journalistvisum, og jeg har været der flere gange som turist for at besøge venner og opleve landet på turistvisum. Jeg har aldrig haft problemer med den indiske ambassade i Danmark, og de indisk myndigheder har aldrig stillet sig i vejen for mit arbejde som journalist – eller mine ærinder som turist.
Men jeg har også altid tonet rent flag med hensyn til mit ærinde i landet. Jeg har stor respekt for Tom Heinemanns virke som journalist. Men han har selv snydt på vægten, og så er der er ingen grund til at sætte andre danske journalisters muligheder i forhold til Indien over styr. Det er da ikke underligt, at de indiske myndigheder undrer sig over, om han nu også rent faktisk er på en turistrejse!
Indien er et frit og demokratisk land, hvor der også er presse- og ytringsfrihed. Kritisk journalistik, som Tom Heinemann har lavet, kan sagtens forekomme i indiske medier. For eksempel er ugemagasinet Outlook et godt eksempel på fremragende og kritisk journalistik på et højt niveau.
Hvordan Udenrigsministeriet kan finde på at blande sig i, hvem Indien tillader at rejse ind i landet, er i øvrigt den største gåde i denne sag, når man tænker på, hvor mange restriktioner de danske myndigheder lægger på udlændinge, der gerne vil til Danmark.
Flere