Efter ni år har du sagt dit job op som ­redaktionschef på Scanpix. Hvorfor?

”Jeg savnede at tage billeder. Simpelthen. Jeg skal finde en ny etape – jeg håber ikke, det bliver en flad etape, og jeg ved heller ikke, om det bliver sidste etape – men der er mere, jeg skal nå at prøve. Og jeg er så heldig, at jeg stadig er vild med at fotografere.”

Hvornår mødte du første gang et kamera?

”Min allerførste film fremkaldte jeg selv på et gammeldags 6×9-bokskamera, da jeg var 11 år gammel. Filmen har jeg endnu.”

Hvorfor blev du pressefotograf?

”Jeg gik ud af skolen i 7. klasse, fordi jeg var fuldstændigt fascineret af at fotografere: Der var kun én ting i mit hoved. Jeg fremkaldte mine billeder hjemme i kælderen, og de 10 bøger, Hobro Bibliotek havde om fotografi, kunne jeg udenad. Min far, som var førstelærer på skolen, kunne godt se, hvor det bar hen, så han skaffede en læreplads til mig, da jeg var 14.”

Hvordan var det at komme i lære?

”Fantastisk. Det var FotoKino i Hobro, som leverede til byens fire avisredaktioner, og jeg fotograferede alt, der bevægede sig i byen. Jeg var altid junior, men journalisterne blev mine kammerater, og flere af dem er i dag mine gode venner. Der var relativt mange pressefolk i den lille by, og vi mødtes altid til frokost på et cafeteria og diskuterede journalistik. Det var et stimulerende miljø. Som 18-årig søgte jeg en ny læreplads på Randers Amtsavis, og pludselig åbnede døre sig. Dengang var det en stor avis, og da jeg efter tre år blev udlært, ringede Kurt Thyboe fra Ugens Rapport og sagde: Kunne du tænke dig at komme herover og være fotograf i København? Kurt Thyboe var allerede da en kendt person, og Rapport var kendt som et blad, der var helt fremme i skoene. Så det var stort for en dreng fra landet pludselig at blive tilbudt sådan en stilling. Det var også voldsomt, men jeg vidste, at jeg skulle til København, for det var der, tingene foregik. Og så skete der det, at jeg blev Årets Pressefotograf på de billeder, jeg havde taget på Randers Amtsavis, og pludselig vidste folk, hvem jeg var.”

Det var i 1975. Hvordan oplevede du 70’erne?

”Det var en vild tid. Da jeg lige var begyndt på bladet, tog Kurt Thyboe mig med til et cykelløb i Frankrig, som en dansker ville lave en film om. Det viste sig at være Jørgen Leth og ’En forårsdag i helvede’. Vi tog en masse fede billeder, og der dukkede andre spændende mennesker op, som jeg lærte at kende. Blandt andet redaktør på Levende Billeder Henrik Jul Hansen, som blev min gode ven. Det var, som om livet i København åbnede sig, og jeg tog bare det hele med. Og i 1978 blev jeg så freelance.”

Hvorfor?

”Fordi jeg kunne. Jeg rejste i 100 lande og dækkede tre olympiader. Sad på motorcykel i store cykelløb i Sydeuropa og fik flere gange tilbud om fast job, men sagde nej, fordi jeg ikke ville falde i dén grøft med for meget sikkerhed. Jeg havde set mange få fast job og frygtede, at jeg ville slække på indsatsen og kvaliteten, hvis jeg også fik det. Men senere – i 1995 – blev jeg kontaktet af Bo Maltesen på Politiken, som ville give avisens fotoredaktion mere indflydelse og pondus ved at oprette en stilling som fotochef. Det var en stor udfordring, så det sagde jeg ja til.”

Hvorfor?

”Fordi jeg synes, man skal sige ja til store udfordringer. Efter to et halvt år følte jeg mig fuldstændigt brugt op. Tom i mit hoved. Så jeg sagde op, jeg ville ud og fotografere igen. Det gjorde jeg i 10 år, indtil jeg blev ansat som redaktionschef på Scanpix, hvor jeg de seneste ni år har været og fået indblik i den koncern, Berlingske Media er: Fotografer, fotografi, administration, presse, økonomi. Så jeg går derfra meget klogere, end da jeg kom.”

Men går du også derfra som en dygtigere fotograf? 

”Det ved jeg sgu ikke. Jeg går derfra med en stor viden om ting, fotografer normalt ikke har indsigt i. Jeg har jo efterhånden prøvet det meste i den her branche. Det er vigtigt – tror jeg – at man ikke bare kører videre i det samme, indtil man bliver gammel. Man skal udforske, rejse og sige ja. Det har jeg altid sagt til praktikanterne.”

Foto: Morten Germund

Hvad er branchens største udfordring?

”Den største udfordring for alle publicister er, at vi for 15-20 år siden begyndte at vænne forbrugerne til, at nyheder på nettet er gratis. Det får vi aldrig rullet tilbage. Fotojournalistikken har det luksusproblem, at branchen ikke har forstået, at de unge fotojournalister kan meget mere end tage billeder. I gamle dage skulle man bare kunne håndtere et Nikon-kamera, i dag kan de lave web, redigere video – og skrive.”

Hvad er løsningen? 

”At de indser det. Mange chefer tænker, at man kan give en journalist et kamera med, men man kan jo også lade fotojournalisten skrive den tekst, der skal stå til billedet. Og så synes jeg ikke, at man skal være deprimeret over nettet. Fotografer skal i hvert fald ikke. Det er et fantastisk sted at præsentere billeder, og mulighederne er så mangfoldige. Fotografer er ikke længere afhængige af andre, der skal klippe og beskære, og at billederne skal trykkes af en dårlig trykmaskine.”

Hvad er du mest stolt over i din karriere?

”Måske mine år på Politiken, faktisk. Vi fik lagt hele billedstilen om og lagt kimen til noget, som stadig kører derinde. Men generelt er jeg meget tilfreds med alt det, jeg har fået med. Jeg har været på så mange spændende reportagerejser og har fået lov til at fotografere det, jeg har villet. Jeg har mødt min kone i branchen – jeg har mine venner og mine oplevelser her. Alt, hvad jeg har, har jeg fået fra min metier.”

Hvilke omkostninger har det haft?

”Jeg tænker slet ikke i omkostninger.”