search

Hed debat om Marcus Rubins USA-dækning

Kritikken er »fuldkommen forfejlet« og faktuelt forkert, svarer Politikens USA-korrespondent på et personligt angreb, hvor han beskyldes for konsekvent at skrælle amerikanske medier. Læs hele historien her. Opdateret 10.47: K-forum svarer på kritik.

Kritikken er »fuldkommen forfejlet« og faktuelt forkert, svarer Politikens USA-korrespondent på et personligt angreb, hvor han beskyldes for konsekvent at skrælle amerikanske medier. Læs hele historien her. Opdateret 10.47: K-forum svarer på kritik.

I går torsdag blev Politikens USA-korrespondent Marcus Rubin kritiseret i stærke vendinger for at skrælle amerikanske medier og ikke selv lave feltarbejde.

Kritikken blev fremført af kommunikationskonsulent Kristoffer Holm Pedersen i indlægget 'Politiken skræller hvor andre skriver' på branchesitet Kommunikationsforum.dk.

»Skriver de store liberale medier eller blogs i USA (NY Times, The New Yorker, Politico, RealClearPolitics, Huffington Post, Daily Dish) om en politisk eller kulturel tendens, så er det sikkert som ammen i kirken, at man inden for et par dage kan finde en større skrælning af historien i Politiken. Som f.eks. i Politikens Zuckerberg-portræt, der er en nærmest kronologisk gennemgang af Jose Antonio Vargas' artikel om Zuckerberg i sidste udgave af The New Yorker,« skriver Kristoffer Holm Pedersen.

Han fortsætter:

»Skrælninger' af andre mediers historier er naturligvis ikke noget nyt, og det er heller ikke noget, kun Politikens USA-korrespondent gør. Men han gør det tit. Alt for tit. Foretager man en hurtig gennemlæsning, finder man ud af, at der i Marcus Rubins artikler kun ret sporadisk optræder kilder, som han selv har interviewet. De fleste er citeret fra andre journalister eller sat sammen i et løst potpourri fra diverse blogs, tv-programmer og internetmagasiner.«

I indlægget skriver Kristoffer Holm Pedersen også, at Marcus Rubin ikke har skrevet en artikel baseret på egne interviews i over en måned.

»Først den 15. august kan man finde en artikel, hvor Marcus Rubin selv har opsøgt og interviewet en person, den irske forfatter Joseph O'Neill. Det er over en måned siden. Resten er skrællet,« skriver Kristoffer Holm Pedersen.

Men i går eftermiddags svarede Politikens USA-korrespondent tilbage i et indlæg på Kommunikationsforum.

Marcus Rubin skriver blandt andet, at det er faktuelt forkert, at han ikke har skrevet en artikel baseret på eget feltarbejde siden midt august. Marcus Rubin henviser konkret til en reportage fra Ground Zero på årsdagen for 11. september og et længere interview med Danmarks FN-ambassadør i mandags.

»Siden jeg kom tilbage fra barsel, har jeg været på arbejde i omkring tre måneder, og i den periode har jeg været på reportagerejser til Florida, Alabama, Louisiana, Mississippi, Pennsylvania, Washington DC, Massachusetts, New York og Chicago og – lidt uden for de amerikanske rammer – været to gange i Gaza for Politiken,« fortsætter han.

Marcus Rubin erkender gerne, at eksempelvis hans interview med Facebook-stifter Mark Zuckerberg er lavet ud fra et interview i The New Yorker, og at hans artikel om tv-værten Piers Morgan er et sammenkog af andre kilder.

»Ingen af artiklerne giver sig på nogen måde ud for at være mere, end de er. Som dansk journalist er det en præmis, at man aldrig får et interview med Mark Zuckerberg eller med Larry Kings afløser,« skriver han.

Ifølge Marcus Rubin handler debatten dybest set om, hvad der er rollen for en udenrigskorrespondent.

»Her er det efter min mening fuldkommen forfejlet at sige, at antallet af rejser eller mennesker, som man citerer eller bruger på anden vis, er den altafgørende faktor,« skriver han.

Rubin kritiserer også Kommunikationsforum for at tillade et personligt angreb uden at kontakte ham for at få en kommentar.

»Man henvendte sig fra Kommunikationsforums side meget venligt kun til mine chefer og læsernes redaktør om en reaktion,« skriver han.

Tilføjet 10.47: Timme Bisgaard Munk svarer, at Kommunikationsforum er et modereret debatforum, hvor man hurtigst muligt forsøger at få en replik på eventuel kritik.

»Vi mener, at Marcus Rubin blot er et eksempel på korrespondentens rolle og udfordringer i en globaliseret verden, og derfor tog vi kontakt til Politikens udlandsredaktør for at få en kommentar. Han var bortrejst. Umiddelbart efter publicering forsøgte vi hurtigst muligt at få en replik, og vi har ryddet forsiden for at bringe Marcus Rubins replik,« siger han til Journalisten.dk.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen