Det skabte debat, da det digitale medie Zetland i juni havde et annonceindstik og senere en helsidesannonce i fagbladet Journalisten, hvor det fremgik, at man som medlem af Dansk Journalistforbund kan få rabat på sit Zetland-abonnement.
Forbundet fik blandt andet kritik for overhovedet at stille annonceplads til rådighed for Zetland, da mediet ikke har tegnet overenskomst med DJ.
Og det synspunkt er hovedbestyrelsesmedlem i DJ Karen Hedegaard enig i. Hun har derfor bedt om at få sagen rejst på næste møde i DJ’s hovedbestyrelse senere i august.
”Vi har et firma, som beskæftiger DJ-medlemmer, og som burde have overenskomst med os. Synes vi, det er rimeligt, at de indrykker helsidesannoncer hos os, og skal vi indgå rabataftaler med dem? Jeg hælder til, at vi ikke skal have annoncer fra den type virksomheder,” siger Karen Hedegaard til Journalisten.
DJ bør stille krav
DJ har allerede en indkøbspolitik, der betyder, at forbundet så vidt muligt kun køber varer og tjenester af firmaer med overenskomst. Men der er ikke retningslinjer for, at firmaer, der lægger annoncekroner hos forbundet, også skal være overenskomstdækket.
Det mener Karen Hedegaard, at der bør være. Hun mener dog også, at der er grænser:
”Det bliver uoverskueligt, hvis vi skal tjekke samtlige firmaer, der annoncerer. Men jeg synes, vi skal skelne mellem annoncører. Og jeg synes egentlig godt, vi kan stille krav, når det er medie- eller kommunikationsvirksomheder, der burde havde overenskomst med DJ, og som beskæftiger DJ-medlemmer,” siger hun.
”Der kan komme ting frem i debatten, som kan rykke mit synspunkt, men det er det, jeg møder op med,” fortsætter hun.
Vil kun sige nej til annoncer fra “fjendtlige virksomheder”
Umiddelbart deler DJ-formand Lars Werge dog ikke Karen Hedegaards synspunkt.
”Grundlæggende synes jeg ikke, vi skal sige nej til annoncer, medmindre det er fra decideret fjendtlige virksomheder. Men jeg er helt med på, at vi selvfølgelig tager en snak om det i hovedbestyrelsen. Det er helt legitimt og fair at have sådan en debat,” siger han.
Han fortæller, at DJ’s eneste politik på området i dag er, at forbundet ikke vil tage imod annoncer fra de såkaldt ”gule” fagforbund som KRIFA og Det Faglige Hus. Lars Werge mener dog, det går for vidt, hvis DJ skal sikre sig, at alle ansatte hos de firmaer, de bringer annoncer fra, er overenskomstdækket.
Han henviser til, at DJ allerede har en masse rabataftaler i kraft af medlemmernes adgang til rabatklubben Forbrugsforeningen. Her kan der også være nogen, som ikke har overenskomst på alle områder.
”Hvis man skal kigge på annoncer, skal man jo kigge på hele pakken. Der findes også masser af aftaler inden for særligt Forbrugsforeningen. Og jeg tvivler på, at nogen har overblik over, om de er dækket alle sammen,” siger Lars Werge og tilføjer:
”Og i forhold til Zetland, så har vi løbende dialog med dem om aftaledækning og overenskomst.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.