Presset for et formandsopgør i DJ vokser. Hvis ikke DJ ændrer politik over for offentlighedsloven, så må både formanden og næstformanden prøves på et ekstraordinært delegeretmøde, siger medlem af hovedbestyrelsen, Karin Mette Petersen.
Efter godt 11 år som formand for Dansk Journalistforbund (DJ), er der flere røster i forbundet, der ytrer kritik af forbundsformand Mogens Blicher Bjerregård – og taler åbent om et muligt formandsopgør. Det skriver Fagbladet Journalisten i den seneste udgave, der udkom i går.
Og nu melder endnu en stemme sig blandt de kritiske røster.
»Jeg synes, at Mogens på mange måder gør det godt; det gælder blandt andet på den mediepolitiske front. Men afgørende for mig er sagen om offentlighedsloven. Han bør ændre DJ's politik i overensstemmelse med den kritik, der er kommet, blandt andet fra kredsformænd og gravende journalister,« siger medlem af hovedbestyrelsen og tillidsrepræsentant på DR Nordjylland, Karin Mette Petersen, til Journalisten.dk.
Karin Mette Petersen har selv været en af dem, der tidligere åbent har kritiseret ledelsen i sagen om offentlighedsloven – og for hende er det den afgørende sag i forhold til et eventuelt formandsopgør.
»Det væsentlige er, hvad der kommer til at stå i DJs høringssvar til selve lovforslaget. Lovforslaget kommer formentlig til efteråret. Her skal det klart og utvetydigt fremgå af DJs høringssvar, at DJ er imod alle indskrænkninger af åbenheden. Og at vi anbefaler en fjernelse af bl.a. paragrafferne om ministerbetjening,« siger hun.
Hvis der ikke er tid til, at DJ kan ændre sit høringssvar, så mener Karin Mette Petersen, at forbundet må indkalde til et ekstraordinært delegeretmøde.
»Hvis vi bliver presset på tiden i forhold til lovens vedtagelse, må der indkaldes til et ekstraordinært delegeretmøde. Hvis formandskabet, Mogens og Fred, ikke er i overensstemmelse med flertallet af de delegerede, må de efter min opfattelse begge gå af,« siger hun.
Læs også artikel fra Fagbladet Journalisten: Nedtælling til formandsopgør
10