search

Hårdere midler

 

 

Dansk presse er i dag ikke et hak mere kritisk over for magthaverne, end den var under den tyske besættelse. Det mener journalisten og forfatteren Leif Larsen, der er formand for Dokumentationscenter mod Historieforfalskning.

JOURNALISTEN lader en stafet gå rundt blandt DJ-medlemmer, der har et arbejde, der ikke ligner de flestes.

I dette nummer er stafetten hos Leif Hansen, som i næste nummer giver den videre til Lone Marie Pedersen fra fagbladet Pædagogen.

Leif Larsen vidste fra starten, at han ikke ville blive populær på at skrive. I hvert fald ikke hos alle.

Året er 1940, da hans første tekst udkommer. Danmark er besat af tyskerne. Det er snarere en løbeseddel end en rigtig artikel, Leif har skrevet. Den bliver stencileret og trykt med håndkraft på en duplikator. Sorte bogstaver på A4 ark. Noget med "kamp mod nazister". Arkene deler Leif og kammeraterne ud ved indgangen til et stort nazistmøde i Forum i København. Da drengene spotter de første SS'ere, gør de sig usynlige og sniger sig indenfor i Forum.

"Vi havde selv fremstillet nogle smørsyrebomber, som vi knuste under fødderne. Der kom til at stinke ad helvedes til. Vi havde håbet på at ødelægge mødet, men det blev kun til et øjebliks gene. Så vi fandt ud af, at vi nok måtte bruge hårdere midler. Og det gjorde vi så," fortæller han.

Resten er historie. Historien om den væbnede modstandskamp og den nazi-stiske terror, som Leif Larsen har beskrevet i en stribe bøger: Borgerlige Partisaner, De Forvarede, De Forrådte.

Han er en mand med en kæphest. Den går ud på, at hvis vi kender historien, er den et vigtigt redskab til at forstå nutiden. Derfor er han formand for "Dokumentationscenter mod Historieforfalskning", der forsøger at kulegrave skjulte sider af det 20. århundredes danmarkshistorie. For eksempel industriens, politiets og journali-sternes rolle under besættelsen.

Leif Larsen siger, at han står op klokken seks om morgenen. Nogle gange arbejder han i 16 timer foran computeren eller med at holde møder, føre retssager eller tale i telefon. Han er ikke tvunget til det, for det er tolv år siden, han gik på efterløn.

"Jeg er i den lykkelige situation ikke længere at være ansat. Nu kan jeg ånde og arbejde meget mere frit. Endelig kan jeg gå efter de sager, som jeg arbejdede i det stille med, da jeg var på Politiken."

Men hvorfor overhovedet bruge krudt på at afsløre Hitlers danske håndlangere, når de fleste alligevel for længst er døde? Leif Larsen er ikke i tvivl. Han mener, at det er den samme type magthavere, vi har i dag som dengang.
"De samme politiske partier, der samarbejdede med Hitlers tropper, sidder stadigvæk ved magten. Politiets ledelse havde et tæt og intimt forhold til den tyske besættelsesmagt. Mens de menige betjente døde som fluer i koncentrationslejren Buchenwald, sad politiledelsen i æresarrest på et københavnsk hotel, og blev beværtet med rødvin og alle slags lækre ting."

Det er det samme politi, der med den nye terrorpakke får mere magt end nogensinde før, indskyder han og fortsætter:

"Der blev aldrig krummet et hår på hovedet af de store værnemagere, som for eksempel Højgaard & Schultz og Danfoss. Og det var en journalist, en tidligere formand for de københavnske journalister, Karl Eskelund, der i fem år styrede censuren af aviser, radio, bøger, teaterstykker og breve for tyskerne."

Leif Larsen remser nøgternt eksemplerne op. Uden spor af gammelt nag. Til gengæld flammer øjnene op, når han taler om mediernes forhold til magten i dag. Han mener, at de fleste journalister er langt mere optaget af at behage deres chefer for at fremme karrieren end af at få sandheden frem.

"Magthavere lever højt på, at uretfærdigheder og forbrydelser glemmes efter et stykke tid," siger han.

"Tag for eksempel satsreguleringen. To millioner mennesker er på overførselsindkomster. De aner ikke, at når deres overførselsindkomster hvert år bliver pristalsreguleret, så fjerner man 0,3 procent fra dem. Det svarer til 2.000 kroner for en pensionist. Spørg én, der er på overførselsindkomst om, hvad satsregulering er, og de aner det ikke. Hvorfor? Fordi journalisterne ikke har gjort en skid for at fortælle om det tyveri, der foregår."

Så griner Leif Larsen. Det gør han, fordi han får spørgsmål om den uafhængige og kritiske presse i Danmark.

"Jeg kender ikke noget til nogen uafhængig og kritisk presse," siger han.

"Der sidder nogle ganske få mennesker og styrer 95 procent af den presse, vi har. Og de mennesker er magthaverne. Det er dem, der bestemmer."

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen