Der er hård kritik af både den tidligere kulturminister Brian Mikkelsen, TV 2's tidligere direktion, bestyrelse og revisor i Rigsrevisionens rapport om baggrunden for koncernens økonomiske problemer. Det skriver Berlingske Business. (Opdateres)
Stort set samtlige ansvarlige for TV 2's økonomiske problemer får drøje hug i Rigsrevisionens rapport om TV 2. Kulturminister Brian Mikkelsen bærer en væsentlig del af ansvaret for TV 2's økonomiske vanskeligheder. Hverken Kulturministeriet, TV 2's tidligere direktion, bestyrelse eller revisor har levet op til deres ansvar, da stationens økonomi kuldsejlede.
Det fastslår Rigsrevisionens rapport ifølge Berlingske Business, som har fået indsigt i rapporten, der udkommer senere i dag onsdag. Flere undersøgelser er på vej.
Statens egne revisorer blev sidste år bedt af Folketingets finansudvalg om at undersøge, hvordan TV 2 kunne ende i så store økonomiske problemer, at staten blev nødt til at redde tv-stationens økonomi. Rigsrevisionen er ifølge Berlingske Tidende usædvanligt klar i mælet. Brian Mikkelsens kulturministerium har ikke levet op til sin rolle som ansvarlig ejer.
Den daværende ledelse på TV 2 med Per Mikael Jensen og Anders Kronborg i spidsen samt bestyrelsen med formand Niels Boserup og næstformand Lars Nørby Johansens håndtering af TV 2's økonomi har været særdeles utilfredsstillende og har ikke levet op til principperne for god statslig selskabsledelse. Der er også kritik af TV 2's revisor, KMPG, som Rigsrevisionen mener, har været for passive.
Brian Mikkelsen har ikke ønsket at kommentere rapporten over for Berlingske Business, før han har læst rapporten. Han henviser til Kulturministeriet.
"Jeg kan læse konklusionerne op," tilbyder Business' journalist.
"Det behøver du ikke, og jeg vil i det hele taget sige, at det er Kulturministeriet, der må udtale sig om den sag. For jeg er jo ikke inde i den sag nu her. Men prøv at snakke med dem derover. Skal vi ikke sige det," lyder det fra Brian Mikkelsen, der har skiftet titlen som kulturminister ud med titlen som justitsminister.
Kulturministeriet lover ifølge Rigsrevisionen, at man efter at have gennemgået rapporten vil tage kontakt til TV 2 med henblik på "yderligere undersøgelser eller initiativer".
Kritikken mod den tidligere ledelse med Per Mikael Jensen og Anders Kronborg går blandt andet på urealistiske budgetter for reklameindtægter og for dårligt beslutningsgrundlag for en række investeringer – ikke mindst TV 2 Radio og nye forretningsområder, New Bizz.
Anders Kronborg var fra august til november 2007 konstitueret direktør for TV 2, efter Per Mikael Jensen forlod butikken og inden Merete Eldrup trådte til.
Han modtager hård kritik for de beslutninger, han tog i den periode. Han har dog ikke meget til overs for Rigsrevisionens arbejde og kalder rapporten inkompetent fristil.
"Rapporten bærer præg af at være meget ringe dokumenteret. Der er ingen regnestykker, som dokumentation for konklusionerne. Det gør mig harm. Hvis man skal have en mening om vores grundlag for investeringer, må man lave efterkalkulationer. Dem er der ikke en eneste af," siger Kronborg til Business.
Anders Kronborg afviser over for avisen, at han skulle have overset advarselslamper.
"Jeg mener, at vi så advarselslamperne, og det var derfor vi sparede 100 millioner i sommeren 2007. I bagklogskabens lys skulle vi have sparet mere. Men med de tal vi så, så det ikke truende ud. Og hvis man renser for radioen og store nedskrivninger, så er der stort set balance i 2007."
"Men kort efter kom TV 2 ud i massive likviditetsproblemer. Har du ikke et ansvar for det," spørger journalisten fra Berlingske Business.
"Vi havde ikke nogen forventning i efteråret 2007 om, at bankerne pludselig ville holde op med at låne penge ud," svarer Anders Kronborg.
Han afviser også kritikken af, at den tidligere direktion skulle have haft manglende styring af investeringer.
"Generelt er vi ikke skredet på omkostningerne på nogen af vores investeringskalkuler. Hvis omkostningerne skrider, er det manglende styring, men når det er indtægterne, er det udtryk for en fejlvurdering. Det er en afgørende forskel," siger Kronborg. Han peger på, at budgetterne for reklamemarkedet er udarbejdet af den nuværende direktør for salg og marketing og bygger på en tilsvarende positiv udvikling i 2006.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.