search

Har TV Avisen fået piratpip?

TV Avisen skal modarbejde tabloidiseringen, mener nyhedschefen. Men har nyhedschefen husket at give beskeden videre til redaktionen?

TV Avisen skal modarbejde tabloidiseringen, mener nyhedschefen. Men har nyhedschefen husket at give beskeden videre til redaktionen?

Ni minutter af 21 Søndag blev i går fra klokken 21.06 helliget den danske familie, der lige nu er tilbageholdt af somaliske pirater. Se selv med på dr.dk/nu.

Først et hurtigt interview med en lokal politiker, dernæst et live-on-tape interview med Steffen Kretz, så en rundvisning på et tidligere piratskib og Steffen Kretz sluttede festen af med endnu et live-on-tape interview.

Og det er langt fra første gang, at TV Avisen bruger sin sparsomme tid på familien fra Kalundborg.

Sådan har det været siden det den 28. februar blev kendt, at familien Quist Johansen var blevet kidnappet af pirater.

Der er ingen tvivl om, at historien om familien fra Kalundborg sælger billetter, for den rummer nærmest alt. Og til et redaktionsmøde vil historien blive vurderet som en ’god historie’. Men jeg forstår ikke, hvorfor TV Avisen vælger at bruge så mange minutter på den.

Især ikke når DR’s nyhedschef mener, at DR skal modarbejde tabloidiseringen:

– De seneste år er der sket et skred i nyhedsformidlingen, hvor tabloid-journalistikken har vundet frem i de fleste danske medier. Og vi har selv fokuseret for meget på ofre, konflikter og dramaer, men vi er allerede på vej i den rigtige retning igen, sagde DR's nyhedschef, Ulrik Haagerup, til Kristeligt Dagblad i marts 2010.

Og i samme artikel er Haagerup citeret for:

– … vi skal samle danskerne, og i den sammenhæng skal vi turde lave flere historier, der retter sig mod fællesskaber i stedet for enkeltpersoner.

Selvfølgelig skal DR dække historien om familien Quist Johansen. Ingen tvivl. Men jeg forstår ikke den manglende konsekvens af Haagerups udtalelser. Lad andre medier løbe med historien om familien Quist Johansen og brug tiden på alt det væsentlige, der lige nu sker i både Danmark og udlandet.

Mads Kastrup undrer sig også, og jeg kan varmt anbefale, at du smutter en tur forbi b.dk og læser indlægget ’Gidseltagning’.

Meget mere om DR's journalistik her på journalisten.dk:
Ulrik Haagerup vil styrke værdigrundlaget i DR Nyheder
Ulrik Haagerup: »Selvfølgelig vil hun rykke DR«
TV 2 laver bedre nyheder end DR

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen