search

Har medierne glemt ansvaret for Afrika?

  »Mennesker dør ikke af sult fra den ene dag til den anden, men først efter at have været sultne i meget lang tid,« skriver Lise-Lotte Tullin, frivillig konsulent for Læger uden Grænser. Medierne er nu endelig kommet til Darfur i Sudan, men meget sent og først på et tidspunkt, hvor mennesker hver dag dør af sult.

 

»Mennesker dør ikke af sult fra den ene dag til den anden, men først efter at have været sultne i meget lang tid,« skriver Lise-Lotte Tullin, frivillig konsulent for Læger uden Grænser.

 

Medierne er nu endelig kommet til Darfur i Sudan, men meget sent og først på et tidspunkt, hvor mennesker hver dag dør af sult.

Allerede i september 2003 udsendte Læger uden Grænser (MSF) sin første pressemeddelelse om den aktuelle krise. Vi prøvede efterfølgende ved flere lejligheder at gøre medierne opmærksom på den forestående sultkatastrofe, men pressen forholdt sig tavs. Først i april måned 2004, da FN fremkom med beretninger om de katastrofale forhold i Darfur, reagerede medierne.

Hos MSF har vi undret os over, at det tog så lang tid, før medierne begyndte at omtale krisen i Darfur. Vi og i særdeleshed Afrikas befolkning har ikke brug for, at medierne først er til stede, når mennesker dør af sult. Vi har brug for, at medierne er der i tide, inden mennesker dør af sult. Hungersnød opstår ikke ud af ingenting. Mennesker dør ikke af sult fra den ene dag til den anden, men først efter at have været sultne i meget lang tid.

Tilstrækkelig mediedækning ville kunne sætte fokus på sådanne kriser i tide, og dermed bidrage til en større og hurtigere respons. Realiteten er desværre, at politikere først er parat til at yde midler til nødhjælp, når en krise har fået en vis mediedækning og dermed offentlig opmærksomhed. De fleste nødhjælpsorganisationer og FN er afhængige af støtte og kan først komme i gang, når de har fået midler til deres arbejde.

Sultkatastrofen i Angola i 2002 blev over en seks-måneders periode af den samlede danske presse kun dækket med otte avisartikler per måned. Heraf var de fleste små notitser.

Fra 1. oktober 2003 og året ud var der kun to artikler i de danske medier om situationen i Darfur, og det på trods af at MSF havde sendt flere pressemeddelelser ud om forholdene i regionen.

Til sammenligning var der en gennemsnitlig dækning af sultkatastrofen i Sudan i 1998 (ikke at forveksle med den aktuelle krise i Darfur) på 25 artikler per måned, heriblandt flere store artikler.

Den manglende dækning fra de danske mediers side kan ikke skyldes, at katastroferne i Afrika ikke opfylder væsentlighedskriteriet. Befolkningen i Angola var i 2002 udsat for den værste hungersnødkatastrofe i det sydlige Afrika i det seneste årti, og i Darfur er over en million mennesker blevet fordrevet siden februar 2003.

Undersøgelser peger på, at avislæsere ønsker at blive informeret om katastrofer, og at formidlingen forgår på en fyldestgørende måde.

Journalisterne og redaktionerne synes at være klar over deres utilstrækkelighed i denne sammenhæng, for der er løbende artikler, hvori medierne selv kritiserer tendensen til en stadig ringere dækning af kriser i Afrika. Alligevel gør man ikke noget for at ændre på den.

Medierne bør forstå, hvor vigtigt det er at skabe opmærksomhed om mennesker, der lider af sult. I stedet har medierne travlt med at dække USA, Irak, sikkerhed og terror, mens andre væsentlige kriser og konflikter bliver fortrængt.

Er det ikke på tide, at medierne sætter Afrikas krigsofre tilbage på dagsordenen?

* Cand.polit. Lise-Lotte Tullin arbejder som frivillig konsulent for Læger uden Grænser. Har udarbejdet en analyse af den danske og internationale presses dækning af sultkatastroferne i Sudan i 1998 og Angola i 2002. Se www.msf.dk/medieanalyse.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen