Ingen svarede på Politikens første tweet

”Hvordan skal Politiken.dk’s redaktion bruge denne Twitterkanal? Kom med dine gode forslag – skriv @politiken og giv dit bud: Vi glæder os”

Sådan lød det første tweet fra Politiken den 31. maj 2008, forfattet af Kim Elmose, som dengang var blogredaktør på Politiken.

”Det var en it-udvikler, jeg arbejdede sammen med, der gjorde mig opmærksom på det. ”Har du lagt mærke til det der Twitter? Det synes jeg, du skal tage at kigge på.””

Det gjorde Kim Elmose. Og han kunne se, at mikrobloggingtjenesten, som har eksisteret siden juli 2006, tordnede frem i den engelsksprogede verden.

”Jeg fandt det interessant, fordi engelsksprogede medier begyndte at interagere med læserne på Twitter med dialog og diskussion. Og jeg tænkte, at det kunne være en måde at vise, at Politiken var fremme på beatet,” siger Kim Elmose.

Jobbet som blogredaktør gav Kim Elmose carte blanche til at afprøve nye platforme. Og der blev ikke holdt store møder om beslutningen.

”Det var ud fra ”tilgivelse frem for tilladelse”-tankegangen. Det smukke ved det var, at det kun kostede min arbejdstid. Så kunne man jo sagtens gå under radaren. Jeg brugte måske en halv time om dagen, så det var ikke voldsomt,” siger han.

Debut-tweetet er aldrig blevet kommenteret, liket eller retweetet.

[quote:0]”Der var slet ikke så meget debat, som man ser nu. Der var så få danskere derinde. Twitter var et nichemedie for tech-folk, bloggere og kommunikationsnørder som mig selv,” siger Kim Elmose.

I løbet af det første år på Twitter publicerede Politiken cirka 10 tweets om dagen. Kim Elmose havde koblet Twitter-profilen til Politiken.dk’s RSS-feed. Alt, der blev offentliggjort på Politiken.dk, kom også på Twitter.

”Set i bagklogskabens lys skulle man måske have valgt to tweets om dagen og lagt op til dialog. Politiken er heldigvis blevet klogere til at bruge den, end jeg var. De sender ikke længere alt ud, og det, der bliver sendt ud, får nogle redaktionelle ord med på vejen,” siger Kim Elmose.

Dengang talte links stadig med i begrænsningen på 140 tegn per tweet, og tweets fra Politiken var ofte kun rubrik og de første 20 karakterer af underrubrikken.

”Nogle gange knyttede jeg også en kommentar til, og hvis folk skrev, så svarede og takkede jeg. Men det var ikke forankret, og hvis jeg var på ferie, lå det og sejlede.”

I marts 2009, da Politiken havde været på Twitter i næsten et år, havde avisen kun 130 følgere. I dag er der 199.000, som følger dagbladet.

”Jeg havde ikke regnet med, at det ville blive så stort, som det er blevet. Jeg er glad for, at jeg gik ind og etablerede Politiken på et medie, som siden har fået relevans i Danmark,” siger Kim Elmose.

Ingeniøren skabte Danmarks første debatforum

”De var helt væk på det tidspunkt og havde slet ikke fattet, hvad der foregik.”

Sådan beskriver Rolf Ask Clausen de andre danske medier, da Ingeniøren i december 1994 rykkede online. Han var dengang nyhedsredaktør på Ingeniøren.

Rolf Ask Clausen er selverklæret computernørd. Han begyndte at færdes på internationale online debatfora i slutningen af 80’erne og blev fascineret af den vidensdeling, han oplevede.

”Jeg skrev på det gamle internet Usenet, at jeg rodede med en gammel bil og manglede reservedele og viden om, hvordan man gjorde. Så var der en gut fra USA, der svarede mig. Jeg fik noget viden i hånden af en venlig person, og det syntes jeg var heftigt vildt.”

I 1994 lancerede Ingeniøren som det første danske medie en hjemmeside, og i 1995 oprettede Ingeniøren et online debatforum på Ing.dk.

”Vi famlede lidt i blinde, men vi havde en intuition om, at det var den vej, vi skulle, for vi kunne se, at der var en lyst til at diskutere. Så vi tænkte, nu laver vi et, og så må vi se, hvordan det går. Blam! Så blev det altså ret vildt!”

[quote:1]I løbet af en uge havde Ingeniøren et par tusinde brugere, og tallet blev ved med at stige.

Ingeniøren havde to forventninger til et online debatforum. Brugerne kunne samarbejde og dele viden, sådan som Rolf Ask Clausen havde oplevet det på Usenet, da han rodede med sin bil.

”Det andet, vi tænkte, var, at man også kunne bruge det til research. Hvis vi researchede et eller andet, stillede vi spørgsmål i debatten som redaktion. Set med nutidens øjne var det ret primitivt og ikke altid særligt effektivt.”

Omkring 2002 blev debatter automatisk koblet op på artikler. Det ændrede ifølge Rolf Ask Clausen debattens karakter fra at handle om faglige problemer til at være en diskussion af, hvorvidt journalister har hovedet skruet rigtigt på.

”Personligt var jeg ret naiv. Jeg tænkte, at internettet ville blive en stærk kanal til at sprede lys i verden. At vi alle sammen bliver klogere og kan dele viden. Det er også sket, og jeg mener fortsat, at journalistikken har fået verdens bedste værktøj. Men at det også kan bruges til det modsatte – at sprede misinformation – havde jeg ikke fantasi til at forestille mig,” siger Rolf Ask Clausen.

Hun var Berlingskes første Community Manager

I dag flyder det over med Community Manager-stillinger på LinkedIn. Men da Astrid Haug i januar 2010 blev Berlingskes første Community Manager, var hun også en af de allerførste i Danmark til at bestride stillingen.

Inden da var brugen af sociale medier ofte passiv og automatisk. Når artikler blev lagt på Facebook, var det copy-paste af rubrik og underrubrik, og Twitter-profilen spyttede bare nyheder ud.

”Det fik jeg stoppet som noget af det første. Det fungerer måske godt til breaking, men det var ikke det, der var Berlingskes rolle. Mit arbejde handlede om at målrette indholdet til det digitale: At skrive lidt mere interessante opdateringer og få interaktion i det, vi lavede. Så jeg begyndte at gå i dialog med folk i stedet og rent faktisk svare på det, de skrev,” siger Astrid Haug.

Ud over at bestyre de digitale profiler var en del af jobbet også at undervise journalisterne i at bruge sociale medier. Astrid Haug holdt individuelle sessions og oplæg på redaktionerne.

Hver morgen sad hun med ved redaktionsmødet.

”Tanken var, at vi skulle bringe det digitale i spil hele tiden frem for først at tænke det ind, når historien var lavet. Jeg lagde både vægt på, hvilke historier vi skulle prioritere på de sociale medier, og hvordan vi kunne få input,” siger hun.

I dag underviser journalistuddannelserne de studerende i at bruge sociale medier, men tilbage i 2010 var det endnu ikke en integreret del af det journalistiske arbejde.

”Brugerne havde nok vænnet sig til, at medier kun kommunikerede den ene vej, så det tog noget tid at opbygge troen på brugerinddragelse. Frygten blandt journalisterne for, at nogen ville stjæle vinklen, hvis vi begyndte at involvere brugerne, var også udbredt, men som regel stærkt overdrevet,” siger hun.

[quote:2]Det var udlandsredaktionen, som først fik øjnene op for det nyttige ved sociale medier. Især Twitter.

”Hver gang større, internationale begivenheder som for eksempel Det Arabiske Forår ramte Twitter, var der et gennembrud. Så kunne redaktionerne godt se, at det her kunne bruges til noget: At man hurtigere fik nyhederne, fandt cases og forskellige vinkler på en bestemt sag,” siger Astrid Haug.

De sociale medier gav større bevidsthed om, hvem der sad ude på den anden side af skærmen og modtog indholdet. Samtidig skabte det en debat om, hvorvidt og hvordan man kunne bruge Facebook professionelt.

”For mange er Facebook meget privat, så der var en stor debat om, hvordan man kunne bruge det arbejdsmæssigt. Er du på arbejde på Facebook, eller kan du skrive hvad som helst? Vi lavede nogle guidelines, som blev opfattet som kontroversielle, og de blev diskuteret internt og eksternt,” siger hun.

Journalisten skrev også om dem. De ansatte på Berlingske kaldte blandt andet kravet om, at der skal være en balance mellem, hvilke grupper man er medlem af på Facebook, for ”Et groft overgreb på den personlige frihed”.

”For mig at se var det en nødvendig debat, og efter nogen tid faldt det til ro. Erkendelsen af, at Facebook ikke er privat-privat, er kommet med årene,” siger hun.

TV 2 ZULU rykker ind i stuerne via Snapchat

På valentinsdag i 2014 kunne du ikke kun få kærlighed fra TV 2 ZULU i dit tv, på YouTube og Facebook. På Snapchat – app’en hvor beskeder, ’snaps’, forsvinder efter få sekunder – lavede tv-kanalen temaet ZULU single-service.

”Vi fejrede valentinsdag med alle singlerne på Snapchat og filmede snaps i Point Of View, som om vi var på date med seeren,” siger Carl-Oscar Svennson, som er community manager på TV 2 ZULU.

Man er ’snapchatvenner’ med dem, man følger på chat- og fotodelingstjenesten, som blev lanceret i 2011. Og det er vennerelationen, tv-kanalen håber på at få til seerne.

”Snapchat er en måde at komme tættere på brugeren. Det er en platform, der er mere personlig og privat end for eksempel Facebook. Vi kommer direkte ud til vores følgere, og de snaps, vi får fra vores ZULU-fans, er direkte hjemme fra deres stuer,” siger Carl-Oscar Svennson.

[quote:3]Der er ikke megen data tilgængeligt på Snapchat, og ZULU ved for eksempel ikke, hvor mange snapchatvenner tv-kanalen har.

”Vi kan kun se, hvor mange der åbner vores stories og snaps. I gennemsnit har vi nu 10.000, der åbner en story på ZULU, og det tal vokser,” siger Carl-Oscar Svensson.

I 2014 lå tallet på 500-1.000.

Det er ikke usædvanligt, at der går uger mellem ’snaps’ fra TV 2 ZULU, fortæller Carl-Oscar Svensson.

”Vi har ikke knækket, hvordan Snapchat skal bruges som en kontinuerlig platform endnu, så det har mest kræset om live-events og take-overs fra ZULU-karakterer,” siger han.

ZULU har heller ikke fundet ud af, hvordan de får flyttet trafikken på Snapchat over på tv-kanalen eller TV 2 Play. På den måde er Snapchat ikke indbringende.

”Man kan ikke kalde det for en kommerciel succes, men Snapchat kan noget helt andet end andre platforme, og jeg synes, at man misser en chance for at komme helt tæt på sin målgruppe, hvis man ikke er der. Vi er kommet tættere på at være en af vennerne,” siger han.

Computerworld var avatarer i Second Life

I 2007 genskabte redaktionen fra Computerworld sig selv som avatarer i Second Life.

Second Life er en tredimensionel virtuel verden, som blev lanceret i 2003. Brugeren opretter sig som en figur, en avatar, og kan som den bevæge sig rundt i den virtuelle verden.

”I 2007 nedprioriterede vi den trykte avis og konkluderede, at den ville uddø. Derfor eksperimenterede vi rigtig meget med nye medieplatforme, og hvordan vi skulle formidle nyhederne online,” siger Mikael R. Lindholm.

Han var chefredaktør på Computerworld, da teknologimediet rykkede ind i Second Life.

”Vi syntes, at Second Life var vældig interessant. Kunne det blive fremtidens internet? At vi bevæger os rundt som avatarer? Vi ville meget gerne udforske, om det kunne forandre vores måde at søge oplysninger, relationer og viden på,” siger Mikael R. Lindholm.

”Vi ville gerne trække vores læsere ind i den redaktionelle del af magasinet. Og ikke kun som klummeskribenter og kommentatorer. Så ud over at etablere vores egen redaktion inviterede vi også mennesker til at blive virtuelle avatarjournalister,” siger han.

Avatarjournalisterne producerede journalistik om Second Life fra Second Life. De var til redaktionsmøder, interviewede andre avatarer og rapporterede om, hvad der foregik. Alt sammen i Second Life.

”Det var enormt ressourcekrævende, for det var jo ikke anderledes end i den virkelige verden. Hvis du tager folk ind, der ikke er uddannede, til at lave journalistik, skal du bruge rigtig mange kræfter på coaching. Det krævede, at der blev afsat nogle folk på den virkelige redaktion til at gøre det,” siger Mikael R. Lindholm.

[quote:4]Der var også store teknologiske begrænsninger. Computerworld havde hyret bandet Carpark North til at spille til åbningsfesten i Second Life. De gik på scenen i avatarform. Second Life-brugere kom væltende i hobetal for at høre koncerten, og det var computerkapaciteten på Second Lifes servere ikke stor nok til.

Mange af avatarerne blev bremset af en usynlig mur og kunne ikke komme ind og høre bandet.

Computerworlds erfaringer fra Second Life gjorde, at mediet ikke kastede sig ud i brugerdrevet journalistik i den rigtige verden.

”Der er enormt mange problemer forbundet med at simulere den virkelige verden i en tredimensionel verden. Og identitet er problem nummer 1: Ved du overhovedet, hvem det er, du snakker med? Og kan du stole på det, de siger?”

Efter et års tid i Second Life begyndte Computerworld at lade tilstedeværelsen dø ud.

”Når der dukker nye teknologiske muligheder op, skal vi se på, om de kan bruges til noget fornuftigt eller ej. Hvis vi ikke havde gjort det, havde vi stået på sidelinjen og havde ikke kunnet fortælle vores læsere noget om det. Og så havde vi forfejlet vores rolle som it-magasin,” siger Mikael R. Lindholm.

Eurowoman var skeptisk over for Instagram

Halvandet år efter at fotodelingstjenesten Instagram blev lanceret i oktober 2010, fik Eurowoman som et af de første danske medier en profil. Det var modemagasinets tidligere online-redaktør Camille Berner, som oprettede den i maj 2012.

Og hun måtte kæmpe for at få lov.

”Beslutningen skulle igennem flere led hos Egmont. Der var spørgsmål som ”Hvad vil det betyde for vores image” og ”Kan vores annoncører forholde sig til det?” Når det er noget nyt, er det altid en lille smule farligt. Men det virkede harmløst, og vi kunne jo bare lukke det, hvis det ikke gik,” siger Camille Berner.

Eurowomans Instagram-­konto er stadig åben og har i dag 78.200 følgere.

”Instagram passede sindssygt godt til Eurowoman, fordi det er så visuelt. Jeg åbnede en Twitter-konto i samme åndedrag, og det var fuldstændigt irrelevant, fordi det ikke passede til det medie, vi var,” siger Camille Berner.

[quote:5]Eurowoman er i dag et af de danske medier, som har flest følgere på Instagram. Men det tog tid at skabe opmærksomhed omkring brugen.

”Man vidste godt, hvad et hashtag var, men der var ikke nogen, der fulgte det, så det var en langsommelig affære. Vi ringede nærmest sammen, hver gang vi fik en ny følger,” siger Camille Berner.

Hun skabte fokus på profilen gennem artikler og nyhedsbreve, og de fleste redaktører var på Instagram privat og kunne gøre reklame for det på selve platformen.

Camille Berner kom til Eurowoman i 2011. Dengang brugte magasinerne meget få ressourcer online. Ofte var der sat en halv journalist-stilling af til det. Det ændrede sig omkring ’11 og ’12, hvor der blev satset mere på det digitale. Mennesker med god digital forståelse blev ansat.g

”På et magasin sidder man altid og ryster lidt i bukserne, eftersom alle altid spår om, at printformatet dør om tre sekunder. Hvordan formår vi at forny os og være evigt relevante? Hvordan spreder vi det glade budskab om Eurowoman til læserne, og hvordan skaber vi flere kanaler, hvor vi kan afsætte noget kommercielt?”

Det første betalte opslag er fra juni 2013. En video, hvor et te-blad fra Pickwick dyppes i et glas vand. ”Advertorial” står der i teksten til videoen, som har fået 192 likes. Der er en, som hoster lidt i baggrunden, og man kan høre kvinden bag kameraet instruere.

”Vi fik næsten ikke noget for det, men vi var vildt stolte af det. Der gik det op for os og vores salgsafdeling, at det var noget, der kunne være en fremtid i. I dag er det en stor indtægtskilde for et modemagasin. Hvis du gør det godt, kan den være tæt på at være lige så stor som sitet selv.”

I starten var det kun Camille Berner, som bestyrede profilen, men ansvaret blev hurtigt fordelt på alle på redaktionen.

”Der er nogle følelser og vaner, som skal overkommes, når alle skal digitaliseres, og Instagram var sjovt, nemt og ukompliceret. Det var en rigtig fin måde at få de øvrige redaktionsmedlemmer til at tage del i det digitale.”

DR’s første Facebook-reporter

I maj 2010 blev Lars Damgaard Nielsen ansat som facebookreporter i DR Nyheder. Dermed blev han den første medarbejder i DR, som skulle arbejde fuldtid på og med sociale medier. Ud over at etablere DR’s nyhedsafdeling på sociale medier, undervise journalisterne i at bruge dem og tænke de sociale medier ind i nyhedsdækningen skulle han også rapportere om, hvad der skete på de sociale medier. Han var en form for SoMe-kommentator.

”Sociale medier var stadig nyt dengang, og derfor havde det nyhedens interesse. Jeg har siddet mange gange i Update (DR Update var DR’s svar på TV 2 News og lukkede i 2013, red.) og fortalt om, hvad folk skrev på sociale medier: Hvordan har danskerne reageret på, at der er blevet udskrevet valg? Hvordan har de taget, at landsholdet ikke må tweete fra en landsholdssamling?” siger Lars Damgaard Nielsen.

[quote:6]

Han producerede også artikler til dr.dk om sociale medier. Historier dengang kunne være, at 20.000 var blevet medlem af en facebookgruppe, eller ”sociale medier raser – dette og hint siger x og y om det her”.

”Man ville gerne se, hvad der skete på de sociale medier, for det var der, folkestemningen var. Det er vi heldigvis kommet lidt videre fra. Men det var nyt, så selvfølgelig skulle man prøve det af,” siger han.

Crowdsourcing var det nye sort. Da kronprinseparret ventede tvillinger i sommeren 2010, kunne han samle samtlige opslag om det ved at søge efter Facebook-opdateringer med ordet tvillinger. Da et fly måtte sikkerhedslande i Billund Lufthavn, fandt han en statusopdatering fra en mand, der havde været ombord på flyet.

”Så kunne vi skrive en artikel på baggrund af hans statusopdatering og bruge billedet fra opdateringen. Det var en wow-faktor og en helt ny måde at gøre tingene på. Dengang var det Black Box at sige, at du kunne søge efter et hashtag og crowdsource billeder frem,” siger han.

Til tider tog begejstringen for de nye muligheder overhånd. Lars Damgaard Nielsen beskriver det som ’featureritus’: Jo flere ting man kunne, jo federe var det.

”I dag er journalisterne blevet gode til at gå igennem strømmen af information og overskueliggøre det. Det var vi ikke gode nok til dengang. Vi var måske for fascinerede af de her nye medier,” siger han.

I 2010 introducerede Danmarks Radio StatusTinget. En side under dr.dk, hvor alt indhold fra politikere på sociale medier blev samlet.

”Det gav god mening i et demokratisk perspektiv at samle alle steder ét sted, men det var for svært at tilgå. Det svarer til at give et barn et legetøjskatalog og sige: ”Vi har samlet alt legetøjet ét sted, så nu kan du bare selv vælge”. Det blev for meget,” siger han.