Har du en shitstorm alert?

Kommunikationsfolk risikerer at stå uforberedte over for en shitstorm, hvis de ikke overvåger omtale af deres virksomhed på nettet. »Jeg taler tit med brands, som siger, at de burde overvåge, men de gør det ikke,« siger ekspert i sociale medier

Modtager du som kommunikatør en sms, hvis din virksomhed er på vej ud i en shitstorm på sociale medier? Mange små og mellemstore virksomheder og organisationer står helt uforberedte over for en shitstorm. De følger nemlig for lidt med i, hvad der sker på nettet – og derfor vil en krise komme som en stor overraskelse for dem.

»De overvåger typisk ved hjælp af presseklip, men ikke på sociale medier,« siger Benjamin Rud Elberth, digital chef hos kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese.

Han siger, at de største danske brands typisk har styr på, hvordan de bliver omtalt online. Men det er først i 2015, at mindre virksomheder er begyndt at indse, at de skal følge med i blogs og sociale medier.

»Jeg taler tit med brands, som siger, at de burde overvåge, men de gør det ikke,« siger Benjamin Rud Elberth.

TV 2's omstridte nytårsvideo, Jensens Bøfhus' navnestrid og Covers tynde forside-fotomodel er eksempler på, at shitstorme ofte starter på sociale medier.

Ro i maven

Der findes i dag en række gratis værktøjer til overvågning af sociale medier – værktøjer, som ofte også benyttes af journalister. Tweetdeck kan for eksempel overvåge Twitter. Med Hootsuite kan man lytte med på flere forskellige sociale medier, mens for eksempel Meltwater, Infomedia og Overskrift.dk sælger betalingsløsninger.

Ifølge Benjamin Rud Elberth kan de fleste mellemstore virksomheder nøjes med at lave en søgestreng på for eksempel Tweetdeck, hvor de følger virksomhedens navn, 10 udvalgte nøgleord samt direktøren og andre nøglemedarbejderes navne.

Overskrift.dk lytter med på både sociale medier og den danske del af internettet. Partner Stefan Bøgh-Andersen siger, at virksomheden sælger »ro i maven«.

»Hvis der sker noget, kan vi opdage det tidligt, så du er forberedt på, at journalisten ringer, og du allerede er i det mindset. Man bliver ikke fanget på det forkerte ben,« siger han.

Få en sms

Kunderne hos Overskrift.dk kan tilmelde sig en såkaldt ’shitstorm alert’, hvor de modtager en sms, hvis virksomheden pludselig omtales usædvanligt meget.

»Så bliver man adviseret om, at der er noget på vej,« siger Stefan Bøgh-Andersen.

Han siger, at kunderne hos Overskrift.dk for eksempel lytter med på, hvad der bliver skrevet om virksomheden, konkurrenterne og den branche, virksomheden befinder sig i.

»De kan følge med i, om der ulmer noget, og tage kontakt til folk, før de begynder at tale dårligt om dig,« forklarer han.

Stefan Bøgh-Andersen beskriver Overskrift.dk som »en slags flue på væggen«.

»Man kan jo ikke sidde og Google sig selv hele tiden.«

Kan man ikke finde så meget på nettet, at det er svært for virksomheden at sortere i oplysningerne?

»Jo, hvis der er 1.000 hits hver dag, går man kold. Så er det, fordi man søger for bredt,« siger han.

Kender møgsagerne

Benjamin Rud Elberth fortæller, at mange kommunikationsafdelinger udmærket kender virksomhedens møgsager. Men de kan ikke se, hvad de skal bruge time til time-overvågning af nettet til.

»Det betyder, at de ikke fanger det tidspunkt, hvor for eksempel en blogger eller en meningsdanner sætter en sag på dagsordenen. De bliver overrasket over, hvor hurtigt det går,« forklarer han.

Det er først, når en journalist ringer for at bede om genmæle, at virksomhederne opdager, at der er et problem, siger han. Og som Arlas pressechef sagde til Journalisten i går, er det for sent.

»Forud for det har meningsdannere måske skrevet om det på Twitter i et halvt døgn,« siger Benjamin Rud Elberth.

Carlsberg på halvt blus

Det er dog ikke alle store danske virksomheder, der ser et behov i overvågning af sociale medier.

Carlsbergs pressechef, Kasper Elbjørn, siger, at Carlsberg faktisk ikke følger sociale medier specielt nøje.

»Vi har selvfølgelig stor respekt for risikoen, men det er heldigvis meget sjældent, vi oplever negativitet på sociale medier. Både fodboldfans og musikfans er meget loyale over for henholdsvis Carlsberg og Tuborg og sætter pris på vores produkter og det, vi sponsorerer,« siger han.

Som sponsor for den kommende EM-slutrunde i fodbold i Frankrig opruster Carlsberg dog på sociale medier fra en til to mand for at udnytte, at mange taler om Carlsberg på nettet.

0 Kommentarer