Fire rapporter om fagenes fremtid blev i morges skubbet ud over kanten og konklusionerne præsenteret og fordøjet, sammen med croissanter og kaffe i Dansk Journalistforbunds fyldte lokaler – Store Strand og Lille Strand – her, hvor Cavlingprisen blev uddelt i gamle dage.

Hvilket i sig selv er næsten symbolsk. For det var dengang – dengang Dansk Journalistforbund var for journalister. I dag vil DJ også være noget for kommunikationsbranchen og de visuelle. Og det skaber både forvirring – kan man være noget for alle, og hvad skal vi så hedde? – og øget trang til udsyn over en bredere horisont, så organisationens troværdighed er i behold.

Gæsterne er myldret ud. Lisbeth Knudsen blev stående lidt foran Gammel Strand i snak med Jens Grund. Mange af de rigtige var her vist.

Det er blandt andet i disse minutter, efter seancen, at det bliver afgjort, om budskabet i rapporterne ender deres dage som en slags alibikatalog over fagenes muligheder og problemer. Nuvel, lidt omtale i Mandag Morgen og P1’s ’Mennesker og Medier’. Og så videre.

Eller om rapporternes hjørner slides og får æselører, fordi de bliver en bibelsk instruktionsbog og manual, der løser problemer og skaber noget reelt nyt i hverdagen.

Den bedste og den værste tid

Lars Werge, formand for Dansk Journalistforbund, der har nedsat ekspertgruppen, var første mand med ordet. Han citerede Charles Dickens, for så er man i gang:

”Det var den bedste tid, det var den værste tid.”

Og lidt mere fra samme afsender:

”Det var lysets tid, det var mørkets tid; det var håbets vår, det var fortvivlelsens vinter; vi havde alt i vente, vi havde intet i vente.”

Ja medierne, journalistikken, kommunikationen, det visuelle kan gå begge veje. Ind i mørket. Ud i lyset.

”Hvis vi ikke præger debatten, præger vi heller ikke fremtiden,” lød det fra formanden – der derpå forpligtede sig:

”Vi vil i Dansk Journalistforbund de kommende uger og måneder tage snakken videre.”

”Vi er lykkedes”

Troels Mylenberg, formand for arbejdsgruppen, følger op med ord som ”det er med stolthed” og ”vi er lykkedes”.

Og han har tydeligvist lært noget undervejs, for han understreger flere gange, at der ikke er tale om et fag – men om flere: ”Det er tre forskellige fag.”

Journalistik er ikke kommunikation og vice versa. Der er mere, der skiller, end samler.

Søren Schultz Jørgensen, der er projektleder for gruppen, er dagens hovedtaler. Han forklarer, at der ikke er tale om spådomme, men om at tage udgangspunkt i de ting, vi allerede kan se i dag.

”Der er ikke ret meget, hvor I vil sige, at det har I ikke set,” varsler han.

Atomisering, grænser og efteruddannelse

De færreste vil komme igennem rapporterne, heller ikke pixiversionerne. Så hvad er vigtigst?

For Dansk Journalistforbunds styrke er det nok den tendens, arbejdsgruppen kalder for ”atomisering”.

”Den traditionelle ansættelsesform opløses. Overenskomster er næsten allerede en saga blot inden for de visuelle fag,” lød det fra Søren Schultz Jørgensen.

40 procent af de visuelle er i dag allerede virksomhedsejere. En fjerdedel af journalisterne er freelance. Og hver tredje af dem, der arbejder selvstændigt, blander det redaktionelle og kommunikationsopgaver.

Og derfor, fordi alting mikses, er tydelige grænser mellem fagene netop vigtigere end nogensinde:

”Fagenes skal dyrke deres særpræg. Der er en tendens til, at hele lortet smelter sammen,” sagde Søren Schultz Jørgensen – med understregningen:

”Borgerne skal kunne se forskel på journalistik og kommunikation, ellers er der ingen grund til at have begge dele.”

Tænk kommercielt

Hvilket så lidt står i kontrast til, at de redaktionelle også skal tænke kommercielt, hvis faget journalistik skal overleve:

”Journalister bliver nødt til at acceptere, at skotterne mellem journalistik og det kommercielle falder. Der skal være mere samarbejde,” sagde Søren Schultz Jørgensen.

Og den udvikling og balancegang skærper kravene til os i fagene:

”Omstillingsparat er et grimt ord – men det er så vigtigt,” lød det fra Søren Schultz Jørgensen.

Men det halter med efteruddannelsen, og det er især de – stadigt færre – fastansatte, der får den. Og for mange af dem vil hellere besøge New York Times som et personalegode end lære noget, de kan bruge.

”Analyse og behandling af data står ikke højt på listen,” lød det fra Søren Schultz Jørgensen, der også efterlyser, at folk lærer at stifte og drive virksomhed.

Good enough er godt nok

”Nogen siger, at det visuelle overtager alfabetet,” lød det fra Søren Schultz Jørgensen – folk, der kan fortælle historier i billeder, design, grafik, burde allerede være mediernes konger.

”Alle visuelle formater bliver vigtigere,” sagde Søren Schultz Jørgensen.

Men:

”Men de er drevet af teknologier, der gør, at alle kan kommunikere halvgodt,” sagde han også.

Og good enough er blevet godt nok. Ikke-uddannede kan det samme, det kan journalister og kommunikatører også.

Kort sagt er de visuelle blevet:

”Et fag, der kigger ud i et landskab, hvor det, de laver, bliver vigtigere og vigtigere, men hvor de er presset,” sagde Søren Schultz Jørgensen – og afleverede derpå en anbefaling, der stritter noget ud fra mængden:

”Landets folkeskole skal styrke børn og unges visuelle forståelse. Billedkunst skal opgraderes!”

Og så var der kaffepause.

Ryster du i bukserne, formand?

”Lars, ryster du i bukserne over at være formand, eller har rapporterne givet dig en sikkerhed?” spørger Troels Mylenberg, da det hele lakker mod enden.

”Ja, jeg ryster i bukserne, men der er også en fremtid,” svarer Lars Werge.

”Der er forhåbninger og muligheder. Min opgave er, at den ængstelse, der er i rapporterne, bliver afløst af sikkerhed,” lyder det.

”Der er jo mange tænketanksrapporter, der er blevet udgivet, som ingen kan huske. Det er vores bekymring.”

Hvorpå Troels Mylenberg spreder en sidste optimisme:

”Det kan godt være, at folk har mistet tilliden til os. Hvad kan vi og vores arbejdsgivere gøre ved det? Vi kan selv være en del af løsningen, det skal vi bare tale om!”