search

Hans afsløringer startede FIFA-skandalen

Den 71-årige journalist Andrew Jennings startede efterforskningen af milliardkorruption i FIFA. Han er kontroversiel og kaldes både gnaven og useriøs, men hans journalistik er det nødvendige første led i mediernes fødekæde, skriver Lars Jørgensen, der har samarbejdet med ham på Ekstra Bladet

KOMMENTAR: Når journalister og redaktører i alverdens nyhedsmedier i denne tid – og formentlig i mange år frem – kopierer hinandens nyheder om korruptionsskandalen i fodboldforbundet FIFA, vil det klæde dem at sende en tanke til den mand, som sparkede FBI’s efterforskning i gang.

Den skotskfødte freelancereporter Andrew Jennings fortjener at blive citeret i hver eneste artikel om sportsverdenens hidtil største skandale. En skandale, som foreløbig har ført til FIFA-præsident Sepp Blatters fald og sigtelser mod 14 andre internationale topledere og fodboldkøbmænd for korruption, skatteunddragelse og pengevask til et samlet milliardbeløb.

Andrew Jennings blev forleden i The Washington Post portrætteret under overskriften ’a curmudgeonly old reporter’ – en gnaven gammel reporter. Og selv om han sjældent har noget godt at sige om sine fastansatte kolleger i etablerede nyhedsmedier, fordi alt for mange af dem i hans øjne er med til at markedsføre sportsforbrydernes globale forretningsimperium, er den kontroversielle provokatør det uundværlige første led i journalistikkens fødekæde. Han er den nødvendige afslørende nyhedsreporter, som alle de efterfølgende led i kæden lever af.

Men hvem er han, denne 71-årige undersøgende journalist, som for længst har overskredet pensionsalderen og lever på en lille, afsidesliggende landejendom i det nordligste England, som The Washington Post og den øvrige verdenspresse nu har belejret, mens fodboldsportens mange fans hylder ham som en frelsende engel?

Jeg lærte Andrew Jennings at kende omkring årtusindeskiftet. På flere reportagerejser til sportsverdenens magtcentrum i Schweiz og OL-værtslandet Australien havde vi til opgave at afdække en lignende korruptionsskandale i kronprins Frederiks olympiske familie for vores daværende fælles arbejdsgiver Ekstra Bladet.

At han skrev for en dansk avis var ikke tilfældigt. Han er blandt andet fast deltager i de danske Play the Game-konferencer under Idrættens Analyseinstitut, som han i snart et par årtier har brugt til at indvie kolleger i sine arbejdsmetoder og til at udbygge et imponerende stort netværk af såvel journalistiske som akademiske kilder.

Allerede dengang var Andrew Jennings verdenskendt for sine stærkt kritiske bøger om ’Ringenes herrer’, der har været obligatorisk læsning for et par generationer af sportsjournalister. På trods af sin mangeårige journalistiske stjernestatus har han dog aldrig været for fin til at dele den insiderviden om sportens bagmænd, som han efter et langt liv som undersøgende reporter har viet sin karrieres efterår til at afsløre.

”Følg din næse. Opret et arkiv med alle dine oplysninger om bagmændene. Og husk at have det sjovt”, lød det enkle råd, inden han med et saligt smil på læben introducerede mig for en lang række medlemmer af den internationale olympiske komité, IOC, som i 1999 var tæt på at gå i opløsning, fordi 10 medlemmer havde taget imod bestikkelse fra den amerikanske vinter-OL-by Salt Lake City.

På forhånd var jeg advaret om, at Andrew Jennings ofte talte som et vandfald, og at han kunne opfattes både som provokerende og selviscenesættende. Alligevel var det til min store overraskelse meget få olympiske kilder, han ikke kunne få i tale.
For ganske vist ligner han med sit lange hår, sin lidet prangende beklædning og sin smag for ildelugtende, hjemmerullede smøger den klassiske fordom om en ’journalist fra helvede’, som de færreste magtmennesker ønsker at åbne døren for. Og i formidlingen af sin journalistik lægger han sjældent skjul på sin dybe foragt for den korrumperede elite, der snyder dem, han arbejder for; sportens milliarder af tavse udøvere og fans. Men samtidig lever Andrew Jennings bedre end de fleste op til journalistrollen som ’de skjorteløses advokat’. Socialt optræder han næsten altid venlig, høflig og nærværende. Både over for dem i skjorter og dem uden.

Når nogle kolleger har det indtryk, at han er en gammel gnavpot af en reporter, skyldes det derfor formentlig, at han i offentlighedens tjeneste hellere end gerne også optræder i rollen som journalistisk aktivist.
Han forsømmer sjældent en lejlighed til at sparke døre ind eller gribe mikrofonen på offentlige pressemøder, hvor værterne gør klogt i at være velforberedte. Det måtte blandt andre kronprins Frederik sande, da han som nyvalgt IOC-medlem i København i 2009 blev bombarderet med spørgsmål fra Andrew Jennings, som kronprinsen nægtede at svare på med henvisning til, at han ikke udtaler sig om enkeltstående medlemmer af sin olympiske familie.

Begrebet ’majestætsfornærmelse’ eksisterer ikke i Andrew Jennings ordbog. At stille kritiske spørgsmål til samfundets elite er blot en professionel pligt. Men han afleverer dem næsten altid med et glimt i øjet. Og hans lyse sind og gode humør står som regel i skarp kontrast til den selvoptagede alvor, der præger mange andre af pressens gentlemen.

Ud over hans sociale evner og tålmodige dokumentariske systematik er en spids pen med et lattermildt strøg Andrew Jennings’ fremmeste journalistiske våben. Af samme grund er hans journalistik ikke kun kritisk undersøgende, men ofte også underholdende og fræk på grænsen til det bidende satiriske.
Hans bestræbelser på både at oplyse og more sine læsere, mens han gør tykt grin med magtens mænd og kvinder, har i store dele af den såkaldt seriøse presse givet Andrew Jennings et dårligt ry for at være en useriøs og utroværdig populist.

Men for ham bliver journalistik ikke mindre troværdig af at få smurt lidt farve uden på. Og modsat mange andre kolleger anser han ikke farveløs, ukritisk og refererende nyhedsformidling for at være seriøs journalistik, men blot propaganda, hvilket han ofte gør en dyd ud af at belære knap så kompromisløse kolleger om.
Den indstilling til mediebranchens nyhedsproduktion er de færreste journalister blevet rige af at skilte med. Og Andrew Jennings er ingen undtagelse. Alligevel har han på trods af de seneste årtiers økonomiske mediekrise formået at holde fast i sin journalistiske og økonomiske frihed ved at producere selvstændige afsløringer, som de færreste nyhedsredaktioner kan konkurrere med.

Når støvet efter FIFA-skandalen engang har lagt sig, og Andrew Jennings forhåbentlig har taget sig godt betalt for at dele sin viden om korruption i international sport med The Washington Post og den øvrige verdenspresse, er der derfor mange gode grunde til at glæde sig på journalistfagets vegne.
Det giver håb for faget, at ’en gnaven gammel reporter’ på evig jagt efter dokumenterbare fakta stadig er i stand til at rydde flere forsider end nok så mange lærte spåmænd, som moderne nyhedsmedier har travlt med at hyre som deltagere i en daglig gætteleg om, hvem der vinder den næste fodboldkamp eller det næste folketingsvalg.

Andrew Jennings’ kompromisløse research og farverige journalistik fremgår med al tydelighed af den prisvindende reporters imponerende artikelsamling om sportens forbrydere. På adressen www.transparencyinsport.org har han lagt det meste af sin efterforskning af årtiers korruption i IOC og FIFA til offentligt skue.
Det er den research, det amerikanske forbundspoliti nu i høj grad baserer sine sigtelser af FIFA’s topledere på. Og det er den research, som bedre end nok så mange velmenende idrætspolitiske redegørelser og akademiske rapporter dokumenterer, at der ikke alene er et akut behov for en juridisk storvask i sportens verden, mens også for en demokratisk fornyelse.

Hvis FIFA og alle de andre idrætsforbund, som efter årtiers tavshed om Andrew Jennings´ linde strøm af saftige korruptionsafsløringer nu pludselig kommunikerer, at der i demokratiets navn skal være fuld offentlig åbenhed om sportens hidtil lukkede forretningsverden, virkelig ønsker at gøre tanke til handling, er den aldrende reporters hjemmeside et godt forbillede.

Og hvis der med fuld åbenhed tænkes på nye kommunikationsstrategier, hvor sportsforbundenes egne kommunikatører på offentlighedens vegne ikke længere kun skal fungere som firmaets mænd, men også som kritiske, oplysende demokratiforkæmpere, er banen for alvor kridtet op til en mulig forbrødring med de journalister, mange af kommunikatørerne deler fagforbund med.

I demokratisk forstand ville et sådant resultat af FIFA-skandalen uden tvivl være med til at løfte hele sportsverdenens troværdighed og formentlig kun medføre én enkelt ulempe for dens hær af kommunikationsmedarbejdere. De risikerer at blive stemplet som ’gnavne’. Men det er til at leve med. Spørg bare Andrew Jennings.

Lars Jørgensen er sportsjournalist og blogger på Journalisten.

Kommentarer
2
Jens Sejer Andersen
09.06.15 19:37
Tak til Lars Jørgensen for en
Tak til Lars Jørgensen for en glimrende og aldeles velfortjent anerkendelse af Andrew Jennings. Uden at trække det mindste fra vil jeg gerne rette en detalje:

Jennings var ikke den første journalist, der tegnede billedet af et FIFA-system gennemsyret af korruption. Det gjorde de dengang unge tyske journalister Thomas Kistner og Jens Weinreich i bogen "Das Milliardenspiel" fra 1998, som gav et hidtil uset nærbillede af de betændte tilstande i verdensfodboldens magtcentrum.

Det var derfor disse to kolleger, som fremlagde velunderbyggede mistanker mod FIFA allerede ved Play the Game-konferencen i København i år 2000, mens Jennings ved den lejlighed fortsatte i det IOC-spor han havde lagt op gennem 1990'erne.

Men tysk har ikke samme internationale gennemslagskraft som engelsk, så Kistner og Weinreichs pioner-arbejde forblev en hemmelighed for de særligt indviede. Heldigvis var Jennings iblandt dem, og jeg afslører vist ingen forretningshemmelighed ved at sige, at de tre har haft stort udbytte af at netværke med hinanden især i de første cirka ti års gravearbejde.

Også den schweiziske journalist Jean-Francois Tanda og den modige freelancer Lasana Liburd fra Trinidad har givet afgørende brikker til det puslespil, som nu er lagt næsten færdigt. Og Andrew Jennings har, trods sin ubestridte førerposition i det felt, aldrig forsømt nogen lejlighed til at fremhæve også de andres andel af resultaterne.

En af de vigtige erfaringer fra snart tyve års gravearbejde i FIFA er derfor, at enlige ulve gør klogt i at finde en flok - både af professionelle og personlige grunde.

Til de personlige grunde hører, at journalister som de nævnte bliver udsat for ualmindelig megen modstand og bagtalelse, ikke kun fra korrupte idrætsledere, men i lige så høj grad fra kolleger i de etablerede medier. Årsagerne kan man kun gætte på, men ærgerligt har det været at bevidne, og det har bevisligt forsinket det internationale samfunds viden om de faktiske forhold i FIFA med mange år.

I den sammenhæng har Andrew Jennings taget flere tæsk end nogen anden og fortjener derfor sin særlige ros for at bedrive rigtig journalistik og med ufattelig stædighed og målrettethed få de tykke, blankpolerede facader i først IOC og siden FIFA til at krakelere.
Fremhævet af Journalisten
Lars Jørgensen
10.06.15 05:14
Enig. De nævnte kolleger og
Enig. De nævnte kolleger og andre journalister og kilder har deres store andel i FIFA-afsløringerne. Min pointe her er også blot den, at uden Andrew Jennings ville afsløringerne næppe have ført til FBI´s aktuelle efterforskning og globale medieopmærksomhed.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen