71-årige Andrew Jennings er kontroversiel for sin ligefremme facon og smågnavne tone, men han er samtidig manden bag afsløringen af flere store sportsskandaler. Evaristo Sa/Scanpix

KOMMENTAR: Når journalister og redaktører i alverdens nyhedsmedier i denne tid – og formentlig i mange år frem – kopierer hinandens nyheder om korruptionsskandalen i fodboldforbundet FIFA, vil det klæde dem at sende en tanke til den mand, som sparkede FBI’s efterforskning i gang.

Den skotskfødte freelancereporter Andrew Jennings fortjener at blive citeret i hver eneste artikel om sportsverdenens hidtil største skandale. En skandale, som foreløbig har ført til FIFA-præsident Sepp Blatters fald og sigtelser mod 14 andre internationale topledere og fodboldkøbmænd for korruption, skatteunddragelse og pengevask til et samlet milliardbeløb.

Andrew Jennings blev forleden i The Washington Post portrætteret under overskriften ’a curmudgeonly old reporter’ – en gnaven gammel reporter. Og selv om han sjældent har noget godt at sige om sine fastansatte kolleger i etablerede nyhedsmedier, fordi alt for mange af dem i hans øjne er med til at markedsføre sportsforbrydernes globale forretningsimperium, er den kontroversielle provokatør det uundværlige første led i journalistikkens fødekæde. Han er den nødvendige afslørende nyhedsreporter, som alle de efterfølgende led i kæden lever af.

Men hvem er han, denne 71-årige undersøgende journalist, som for længst har overskredet pensionsalderen og lever på en lille, afsidesliggende landejendom i det nordligste England, som The Washington Post og den øvrige verdenspresse nu har belejret, mens fodboldsportens mange fans hylder ham som en frelsende engel?

Jeg lærte Andrew Jennings at kende omkring årtusindeskiftet. På flere reportagerejser til sportsverdenens magtcentrum i Schweiz og OL-værtslandet Australien havde vi til opgave at afdække en lignende korruptionsskandale i kronprins Frederiks olympiske familie for vores daværende fælles arbejdsgiver Ekstra Bladet.

At han skrev for en dansk avis var ikke tilfældigt. Han er blandt andet fast deltager i de danske Play the Game-konferencer under Idrættens Analyseinstitut, som han i snart et par årtier har brugt til at indvie kolleger i sine arbejdsmetoder og til at udbygge et imponerende stort netværk af såvel journalistiske som akademiske kilder.

Allerede dengang var Andrew Jennings verdenskendt for sine stærkt kritiske bøger om ’Ringenes herrer’, der har været obligatorisk læsning for et par generationer af sportsjournalister. På trods af sin mangeårige journalistiske stjernestatus har han dog aldrig været for fin til at dele den insiderviden om sportens bagmænd, som han efter et langt liv som undersøgende reporter har viet sin karrieres efterår til at afsløre.

”Følg din næse. Opret et arkiv med alle dine oplysninger om bagmændene. Og husk at have det sjovt”, lød det enkle råd, inden han med et saligt smil på læben introducerede mig for en lang række medlemmer af den internationale olympiske komité, IOC, som i 1999 var tæt på at gå i opløsning, fordi 10 medlemmer havde taget imod bestikkelse fra den amerikanske vinter-OL-by Salt Lake City.

På forhånd var jeg advaret om, at Andrew Jennings ofte talte som et vandfald, og at han kunne opfattes både som provokerende og selviscenesættende. Alligevel var det til min store overraskelse meget få olympiske kilder, han ikke kunne få i tale.
For ganske vist ligner han med sit lange hår, sin lidet prangende beklædning og sin smag for ildelugtende, hjemmerullede smøger den klassiske fordom om en ’journalist fra helvede’, som de færreste magtmennesker ønsker at åbne døren for. Og i formidlingen af sin journalistik lægger han sjældent skjul på sin dybe foragt for den korrumperede elite, der snyder dem, han arbejder for; sportens milliarder af tavse udøvere og fans. Men samtidig lever Andrew Jennings bedre end de fleste op til journalistrollen som ’de skjorteløses advokat’. Socialt optræder han næsten altid venlig, høflig og nærværende. Både over for dem i skjorter og dem uden.

Når nogle kolleger har det indtryk, at han er en gammel gnavpot af en reporter, skyldes det derfor formentlig, at han i offentlighedens tjeneste hellere end gerne også optræder i rollen som journalistisk aktivist.
Han forsømmer sjældent en lejlighed til at sparke døre ind eller gribe mikrofonen på offentlige pressemøder, hvor værterne gør klogt i at være velforberedte. Det måtte blandt andre kronprins Frederik sande, da han som nyvalgt IOC-medlem i København i 2009 blev bombarderet med spørgsmål fra Andrew Jennings, som kronprinsen nægtede at svare på med henvisning til, at han ikke udtaler sig om enkeltstående medlemmer af sin olympiske familie.

Begrebet ’majestætsfornærmelse’ eksisterer ikke i Andrew Jennings ordbog. At stille kritiske spørgsmål til samfundets elite er blot en professionel pligt. Men han afleverer dem næsten altid med et glimt i øjet. Og hans lyse sind og gode humør står som regel i skarp kontrast til den selvoptagede alvor, der præger mange andre af pressens gentlemen.

Ud over hans sociale evner og tålmodige dokumentariske systematik er en spids pen med et lattermildt strøg Andrew Jennings’ fremmeste journalistiske våben. Af samme grund er hans journalistik ikke kun kritisk undersøgende, men ofte også underholdende og fræk på grænsen til det bidende satiriske.
Hans bestræbelser på både at oplyse og more sine læsere, mens han gør tykt grin med magtens mænd og kvinder, har i store dele af den såkaldt seriøse presse givet Andrew Jennings et dårligt ry for at være en useriøs og utroværdig populist.

Men for ham bliver journalistik ikke mindre troværdig af at få smurt lidt farve uden på. Og modsat mange andre kolleger anser han ikke farveløs, ukritisk og refererende nyhedsformidling for at være seriøs journalistik, men blot propaganda, hvilket han ofte gør en dyd ud af at belære knap så kompromisløse kolleger om.
Den indstilling til mediebranchens nyhedsproduktion er de færreste journalister blevet rige af at skilte med. Og Andrew Jennings er ingen undtagelse. Alligevel har han på trods af de seneste årtiers økonomiske mediekrise formået at holde fast i sin journalistiske og økonomiske frihed ved at producere selvstændige afsløringer, som de færreste nyhedsredaktioner kan konkurrere med.

Når støvet efter FIFA-skandalen engang har lagt sig, og Andrew Jennings forhåbentlig har taget sig godt betalt for at dele sin viden om korruption i international sport med The Washington Post og den øvrige verdenspresse, er der derfor mange gode grunde til at glæde sig på journalistfagets vegne.
Det giver håb for faget, at ’en gnaven gammel reporter’ på evig jagt efter dokumenterbare fakta stadig er i stand til at rydde flere forsider end nok så mange lærte spåmænd, som moderne nyhedsmedier har travlt med at hyre som deltagere i en daglig gætteleg om, hvem der vinder den næste fodboldkamp eller det næste folketingsvalg.

Andrew Jennings’ kompromisløse research og farverige journalistik fremgår med al tydelighed af den prisvindende reporters imponerende artikelsamling om sportens forbrydere. På adressen www.transparencyinsport.org har han lagt det meste af sin efterforskning af årtiers korruption i IOC og FIFA til offentligt skue.
Det er den research, det amerikanske forbundspoliti nu i høj grad baserer sine sigtelser af FIFA’s topledere på. Og det er den research, som bedre end nok så mange velmenende idrætspolitiske redegørelser og akademiske rapporter dokumenterer, at der ikke alene er et akut behov for en juridisk storvask i sportens verden, mens også for en demokratisk fornyelse.

Hvis FIFA og alle de andre idrætsforbund, som efter årtiers tavshed om Andrew Jennings´ linde strøm af saftige korruptionsafsløringer nu pludselig kommunikerer, at der i demokratiets navn skal være fuld offentlig åbenhed om sportens hidtil lukkede forretningsverden, virkelig ønsker at gøre tanke til handling, er den aldrende reporters hjemmeside et godt forbillede.

Og hvis der med fuld åbenhed tænkes på nye kommunikationsstrategier, hvor sportsforbundenes egne kommunikatører på offentlighedens vegne ikke længere kun skal fungere som firmaets mænd, men også som kritiske, oplysende demokratiforkæmpere, er banen for alvor kridtet op til en mulig forbrødring med de journalister, mange af kommunikatørerne deler fagforbund med.

I demokratisk forstand ville et sådant resultat af FIFA-skandalen uden tvivl være med til at løfte hele sportsverdenens troværdighed og formentlig kun medføre én enkelt ulempe for dens hær af kommunikationsmedarbejdere. De risikerer at blive stemplet som ’gnavne’. Men det er til at leve med. Spørg bare Andrew Jennings.

Lars Jørgensen er sportsjournalist og blogger på Journalisten.