Håndværker-træf

 Journalistforbundet drog mod vest for at møde de virksomhedsejere, der endnu ikke ved, at de kan hyre journalister på timebasis. MARKEDSFØRING. »Det anede vi ikke, vi kunne bruge journalister til.« Sådan sagde mange virksomhedsejere, da Jens Grønlund fra Journalistforbundets (DJ) JobService gik fra stand til stand på Byggeri & Håndværk-messen den 7.-10. september i Herning. Med havde han DJs nye brochure om freelance-journalistik.

 

Journalistforbundet drog mod vest for at møde de virksomhedsejere, der endnu ikke ved, at de kan hyre journalister på timebasis.

 

MARKEDSFØRING. »Det anede vi ikke, vi kunne bruge journalister til.« Sådan sagde mange virksomhedsejere, da Jens Grønlund fra Journalistforbundets (DJ) JobService gik fra stand til stand på Byggeri & Håndværk-messen den 7.-10. september i Herning. Med havde han DJs nye brochure om freelance-journalistik.

På DJs stand i afdelingen for byggematerialer, arkitektur og teknik stod flere freelancere parat til at fortælle, hvad de kan tilbyde – også et par stykker, som ikke er medlemmer af DJ.

»For en god ordens skyld synes jeg, at vi skal begrænse os til medlemmer af Journalistforbundet, men der er et krydsfelt med nogle, hvor det måske er en god idé, at de kommer ind i DJ,« forklarer Jens Grønlund.

Direktør Bo Sprehn fra produktionsselskabet Great Dane Communication i København var sammen med sin kone, journalist Line Sprehn, og sin produktionsplanlægger, Hanne Teilmann, med på DJs stand – dog kun en dag.

»Vi skulle være blevet derovre flere dage. Det er skægt at prøve et nyt koncept,« sagde han.

Bo Sprehn havde inden messen kontaktet Jens Grønlund, der syntes, at det kunne være godt at have Sprehn og hans videokamera med for at vise messedeltagerne, hvad journalister kan.

De tre fra Great Dane fik da også solgt og produceret et indslag for en virksomhed på selve messen og fik det straks lagt ud på firmaets hjemmeside. Bo Sprehn gav et 'her og nu'-tilbud på 5.000 kroner, alt inklusive.

»De tror, det koster en million, og at det er teknisk svært at lægge ud på nettet,« siger Bo Sprehn.

Han kom flere gange ud til stande, hvor Jens Grønlund allerede havde været.

»De sagde ligeud, at de ikke var særligt gode til at skrive, og de vidste, at de havde brug for os.

Birgitta Maae Jensen, freelancejournalist i Århus, var også med på messen. Hun har tidligere været på messer, og det er hendes erfaring, at det giver noget, hvis man har forberedt sig. Men denne gang var det nemmere:

»Det var helt legalt at komme hen til virksomhederne, fordi DJ havde en stand. Den kunne jeg fortælle om og give dem pjecen 'hul igennem'. Bagefter kunne jeg bruge mig selv og sige, at jeg var sådan en,« fortæller Birgitta Maae Jensen, der fik tre kontakter, som hun vil følge op på.

Lars Stadsholt, der er arbejdsløs journalist og medlem af Kreds 4s bestyrelse, passede DJs stand tre ud af fire dage, når Jens Grønlund ikke selv kunne være der på grund af virksomhedsbesøg.

Det er Lars Stadsholts holdning, at DJ bør tage ud og møde de små og mellemstore virksomheder på flere andre messer. Men han synes ikke, at DJ nødvendigvis skal have en stand.

»Den blev stort set ikke brugt. Dem, vi skal have fat i, har selv stande,« siger Lars Stadsholt, der mener, at man på forhånd skal vurdere, om DJ skal ud og møde dem, der selv har en stand, eller om det er DJ, der skal præsenteres.

Kreds 4, østjyderne, har lige som Kreds 1, københavnerkredsen, Kreds 3, sønderjyderne, og Kreds 6, nordjyderne, ydet økonomisk støtte til messe-projektet.

»Det giver en ny platform at gå ud og sælge os fra,« siger Allan Gregersen, freelancejournalist og formand for Kreds 6.

Kreds 5, vestjyderne, var ikke med. Helle Ringgaard, der er beskæftigelsesansvarlig i kredsen, siger, at kredsen er åben over for idéen med at deltage på en messe, men at planlægningen denne gang har været for kaotisk til, at Kreds 5 ville lægge navn til.

Kort før messen skulle finde sted, skrev Helle Ringgaard på vegne af Kreds 5 til Jens Grønlund, at kredsen ikke ville være med til at betale, fordi bestyrelsesmedlemmerne trods rykkere ikke syntes, de havde fået information nok. I mailen står:

»Kort sagt er tre ugers varsel alt for lidt for os som kreds til at kunne mobilisere og sikre et klart og overbevisende professionelt udtryk for – og salg af – det brede udbud af varer, som DJ's medlemmer kan levere… Vi vil gerne samarbejde ligeværdigt og ikke blot indgå som bemanding i hvad vi føler er sidste øjeblik.«

DJ skal på messe igen. Det er Jens Grønlunds overbevisning.

»Mange har sagt, at vi godt kan være opsøgende uden at have en stand, men jeg tror, det er godt at have en stand at henvise til. Måske skal vi næste gang være mere udfarende og tilbyde at lave tjek af virksomhedernes hjemmesider og måske lave pressemeddelelser og virksomhedsvideoer på stedet,« siger Jens Grønlund.

Han vil nu maile til de virksomheder, han fik kontakt med.

»Hvis det kaster opgaver af sig, vil de gå til folk i FreelanceNøglen og Vikartanken,« siger han.

0 Kommentarer