Vi mænd har nok alle oplevet følelsen. Den triste skuffelse, når gaven under træet ikke gemte på en fjernstyret bil, men håndstrikkede sokker fra farmor. Narret.

Da jeg havde læst rapporten fra Journalistens og Syddansk Universitets såkaldt uvildige gruppe om filmen »Den Hemmelige Krig«, kunne jeg genkalde den sørgelige fornemmelse af skuffede forventninger.

Her troede man, at de kompetente mennesker i gruppen ville undersøge, om de alvorlige påstande, som filmen fremsatte, var rigtige. Om det var sandt eller løgn, at fangerne blev udsat for tortur. Om de centrale vidners udtalelser var blevet misbrugt, og om der blev taget fanger mere end de to gange, som regeringen har oplyst. I det mindste kunne vi vel vente besked om, hvorvidt det var rigtigt eller forkert, at de danske specialoperations-soldater bar nationalitetsmærke på ærmet, så de kunne genkendes ved de to – eller flere? – gange, de afleverede fanger til afhøringscenteret i Kandahar.

I arbejdsbeskrivelsen stod, at gruppen skulle finde ud af, om 'filmens samlede dokumentation er journalistisk i orden'. Det er jo ikke nogen særlig præcis formulering. Efter min mening skulle der have stået, at gruppen skulle finde ud af, om filmens anklager var sande eller forkerte. Men det stod der altså ikke. Gruppen skulle derfor bare finde ud af, om de syntes, at indicierne i filmen var gode nok til at hænge regeringen ud for at have vildledt Folketinget – og gode nok til at hænge 100 specialstyrkesoldater plus et større antal officerer ud for at lyve og vedblive at lyve om antallet af fangeudleveringer i foråret 2002.

Men der er ikke noget i rapporten, der er undersøgt selvstændigt. I stedet har undersøgerne befattet sig med genreglidning mellem dokumentarprogrammer og dokumentarfilm og spillefilm. Meningen med den teoretiske snak om genrer synes at være, at når grove påstande fremsættes under dramatisk musikledsagelse og med kornede billeder, så er det kunst og dermed fritaget for krav om dokumentation. Resultatet af denne ikke-undersøgelse er derfor desværre, at påstande stadig står mod påstande. At DR og filmskaberen hæfter sig ved de punkter, hvor undersøgerne føler, at der var belæg for påstandene, mens kritikerne hæfter sig ved de punkter, hvor undersøgerne føler, at filmen og DR kan kritiseres.

Undersøgelsesgruppens talsperson Mette Bock har hævdet, at mange medier faldt for regeringens 'spin', som drejede fokus væk fra anklagerne mod regeringen til spørgsmålet om filmens troværdighed. For min del er jeg modsat tilfreds med, at jeg og andre journalister på danske medier for en gangs skyld kontrollerede kilde-grundlaget. I denne film var anklagerne mod regering og forsvar bygget på påstande af en så løs karakter, at de skreg på efterprøvning. Efterprøvning er nødvendigt, hvis man skal undgå, at politikere, erhvervsledere eller for den sags skyld medier eller filmskabere slipper af sted med at narre folk. Denne rapport gjorde ikke engang et forsøg på efterprøvning. /

Christian Brøndum er forsvarsmedarbejder på Berlingske Tidende, hvor han tidligere har været debatredaktør og leder af Christiansborg-redaktionen.