search

Håndskåret tv

Journalisten plantede en freelancer på Døvefilm. I tre dage arbejdede hun på en tosproglig redaktion, der konstant er på jagt efter svaret på spørgsmålet: Hvad er godt tv til døve?

Journalisten plantede en freelancer på Døvefilm. I tre dage arbejdede hun på en tosproglig redaktion, der konstant er på jagt efter svaret på spørgsmålet: Hvad er godt tv til døve?

DØV. Jeg står i det store redaktionslokale, der ligger som en ø omkranset af studie, klipperum og en række cellekontorer.
Der er stille på Døvefilm. Folk slubrer deres morgenkaffe i sig, men ellers er kommunikationen stort set lydløs lige bortset fra nogle få uartikulerede lyde. Døve kan ikke styre deres stemme på samme måde som hørende, så der kommer altid enkelte stemmeudbrud.
Det er min første praktikdag. Jeg har tre dage til at finde opskriften på, hvad der er en godt skåret historie til døve tv-seere. Det skal vise sig, at det er sværere end som så.

REDAKTIONSCHEF METTE SNOGHØJ hægter mig på et team bestående af Jens Luckenbach og Lars Laugesen, to forholdsvis nyansatte journalister på det ugentlige magasinprogram for voksne, Tidens Tegn. Jens er døv, Lars hørende, og netop sådan er alle teams organiseret.
Lars Laugesen bliver min praktikvejleder. Han har tidligere været på Lorry, hvor han lavede et par indslag om døve og tilfældigvis faldt over en jobannonce sidste år, hvor Døvefilm søgte en tilrettelægger. Jens Luckenbach har været på Døvefilm fra 1. januar og er tidligere freelancefotograf.
Selv om de er et nyt makkerpar, virker det, som om de går fint i spænd på den arketypiske mandlige måde med masser af dunk i ryggen. Faktisk er vi ikke hele teamet, for ganske ofte støder en ret central figur på Døvefilm til. Det er hustolken Tanja Klikkenborg. Selv om Lars Laugesen virkelig prøver at få fingrene til at makke ret, er hans tegnsprog stadigvæk ret ubehjælpsomt.
»Hvis kommunikationen skal gå gnidningsfrit, er Tanja et uvurderligt vedhæng,« siger han.

FUCK. Mens Jens Luckenbach går til internt kursus i dramaturgi, bliver jeg stillet over for min første store opgave: Skriv et manuskript til historien om, at Døves Højskole måske bliver nødt til at lukke.
»Du ved godt, at jeg aldrig har lavet et manus og ikke aner en dyt om tv,« siger jeg til Lars.
Han fortrækker ikke en mine.
»Det klarer du fint. Udfordringen er at gøre billedsiden varieret, når vi samtidig skal have tegnsproget med,« konstaterer han.
Jeg panikker og kigger i et manus, Lars tidligere har lavet. Der står ord som "nær", "total" og "halvtotal". "Vært i billede".
Ok, Nana, tænk i visuelle overgange. Tegn-sproget skal ikke cuttes af, men der skal samtidig være en varieret billedside. Hvordan var det lige, Døves Højskole så ud? Kunne man ikke lave et startbillede fra oven, der ligesom etablerer scenen? Det slår mig, at der måske ikke lige er råd til en helikopter.
En time senere har jeg kun en halvfærdig skitse, men historien bliver også lagt til side. Måske går Danmarks største døveforening i betalingsstandsning om tre dage, og vi skal også lige nå at lave et oplæg til en historie om EU-Parlamentsvalget. Vi får besøg af kampagnekoordinatoren for en af kandidaterne, SF'eren Fathi El-Abed, den følgende dag.

»HAM FATHI ER SKIDEGOD. Identifikationsmuligheden for døve er klokkeklar: Fathi er palæstinensisk flygtning, del af en minoritet og har, som os døve, oplevet en undertrykkende majoritet,« lyder det fra Jens Luckenbach, der selv er døv.
Det er onsdag, min anden dag i praktik, og kampagnekoordinatoren er kommet forbi for at gennemgå EU-indslaget.
»Vi skal have de der dagligdagsting med i vores portræt af ham. Han ryger en smøg, tager sig en kop kaffe, er lidt presset op til valget,« siger Lars Laugesen.
Det slår mig, hvor forskelligt de tænker. Hvor Jens tydeligt vægter identifikationskriteriet, tænker Lars i genre og forløb. Det må være en gevaldig styrke, hvis de forstår at udnytte det.
Da der lidt senere er efterkritik på et tidligere produceret indslag, viser forskelligheden mellem døve og hørende medarbejdere sig igen:
»Hvor fræk må man være?« spørger en af de hørende medarbejdere, Mette Bergqvist.
»Hvis vi skal have pæne billeder, kunne vi så bede nogle af de døve kilder om at gøre deres tegn lidt mindre voldsomme?« spørger hun.
Herfra udvikler der sig en længere debat om balancegangen mellem godt tv med pæne billeder og det faktum, at tegnene skal kunne ses. Ikke mindst de døve medarbejdere skynder sig at påpege, at størrelsen af tegnbevægelserne siger en del om vedkommendes personlighed. Derfor vil det være synd at instruere dem for meget.
Jeg kan selv se, at et indslag, der udelukkende baserer sig på billeder i halvtotal – for konstant at have alle tegn med – faktisk er ret kedeligt fjernsyn. Og som redaktionschefen retorisk spørger:
»Har døve ikke også krav på pissegodt tv?«
Men hvad er så dét? Konklusionen bliver, at redaktionen generelt skal lave flere nærbilleder, men et helt klart svar fik vi ikke.
Det er vi hele tiden på jagt efter, forklarer Mette Snoghøj.

KLOKKEN ER 13. Lars og Jens synes, jeg selv skal prøve at filme.
»På Døvefilm skal vi alle sammen både kunne tilrettelægge, klippe og filme,« forklarer Lars.
»Og så kan du filme for alvor i morgen, hvor vi skal besøge Tegnsprogsforeningen i København.«
Det kan kun gå galt.
Vi henter Jens Luckenbachs bil. Jens skal være med i en udsendelse om at være døv og tage kørekort. Jeg skal forsøge at filme ham, mens han pudser løs på kølerhjelmen.
Håbløst projekt: Jeg kan næsten ikke bære kameraet og når derfor slet ikke til at reflektere over, hvordan jeg får balanceret mellem at lave gode billeder og samtidig undgå at cutte fingrene af, så budskabet – Jens' tegnbevægelser – ikke flyver rundt uden for billedet.
Jeg går lidt nedslået hjem. Hvad har jeg nået på to dage? En skitse til et manus. Et par synopser til andre historier, opringninger til kilder og et forkølet forsøg på at lege fotograf for døve.

SIDSTE DAG I PRAKTIK er lidt af en katastrofe. Som forventet vælter jeg rundt med kameraet og falder i kablerne, mens jeg forsøger at filme i døveforeningen. Jeg tvivler på, at bare et sekund er brugbart. Heldigvis overtager Lars Laugesen diskret kameraet på et tidspunkt.
Jens Luckenbach interviewer en lang række ældre døve om deres forhold til Tegnsprogsforeningen og om deres frygt for, at foreningen er i fare for at lukke. Senere konfronterer jeg Lars med, at han ikke forstod et klap af, hvad Jens spurgte de ældre døve om, og derfor ikke var en optimal sparringspartner. Han svarer, at han normalt udstyrer hustolken med en microport og beder hende stå lidt væk og hviske, hvad døve omkring ham siger.
»Det gjorde vi ikke i dag. Så det var ikke helt optimalt, men vi samlede op undervejs,« forklarer Lars.
Jens Luckenbachs kone bliver færdiguddannet pædagog i dag. Udstyret med røde roser drøner han af sted klokken 14 og når ikke med hjem til Døvefilm.
Flere dage efter har jeg stadigvæk ikke rystet oplevelserne på en usædvanlig og samtidig helt almindelig journalistisk arbejdsplads af mig. Redaktionschefens retoriske spørgsmål lyder stadig for mit indre øre: »Har døve ikke også krav på pissegodt tv?« •

Nana Toft er freelancejournalist og bladudvikler. Nana Tofts andet modersmål er tegnsprog, idet hendes søster er døv og arbejder som tilrettelægger på Døvefilm.

 

DØVEFILM

Stiftet i 1963.
Mission: at »bidrage til demokratisk deltagelse, dialog og forståelse«.
Producerer 40 timers tv-programmer om året. De udsendes hver lørdag kl. 11-12. Desuden samarbejder Døvefilm med DR om at producere Nyheder På Tegnsprog – et dagligt nyhedsprogram på 10 minutter.
Primær målgruppe: 4-5.000 døve tegnsprogsbrugere i Danmark. Sekundær målgruppe: familiemedlemmer og andre interesserede.
Der er i gennemsnit mellem 20.000 og 45.000 personer, der ser Døvefilms tv-programmer.
På det digitale sendenet tegnsprogstolker Døvefilm fire nyhedsudsendelser i samarbejde med DR og TV 2.
Døvefilm har 19 medarbejdere: 8 døve, 11 hørende. Hertil kommer en række freelancere.

 

GROTESKE UDTRYK
Det er en stor udfordring at tage billeder af døve uden at udstille dem, forklarer fotograf Rune Johansen, der har taget billederne til denne artikel.
»Det var en meget anderledes oplevelse at lave billeder af døve. Den største udfordring er, at tegnsproget skal med, samtidig med at billederne ikke skal være for udstillende. Døve bruger deres mimik meget, og jeg kom hjem med en del billeder, der måtte gå ud, fordi ansigterne blev for groteske i deres udtryk. Kompositionsmæssigt skal vi have hænderne med, men de må ikke dække for ansigtet. Har vi flere døve med på billedet, er det så sikkert som amen i kirken, at de fleste billeder ikke duer.
Mange fotografer kan sikkert nikke genkendende til dét at skulle kassere en del billeder, men fra Døvefilm kom jeg hjem med to-tre gange flere billeder end normalt, og 30 procent af dem kunne jeg end ikke overveje at bruge.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen