Den 2. maj var der høring om DR. Socialdemokraterne havde inviteret de fleste partiers mediepolitiske ordførere samt en række markante mediefolk og medarbejdere fra DR. De skulle diskutere den håbløse situation, DR er i på grund af den dårlige økonomiske styring, de alt for dyre bygninger og en underfinansieret public service-kontrakt.

Høringen forløb på mange måder ganske forudsigeligt: En række DR-medarbejdere pegede på de mange negative konsekvenser, besparelser på næsten 300 millioner kroner vil få for udbud og kvalitet. De tilstedeværende medieordførere opfordrede – alt efter observans – til at hjælpe DR eller fastslog, at der ikke er flere penge. Organisationsfolk frygtede for DRs rolle som bærende kulturinstitution, mens DRs ledelse – i skikkelse af mediedirektør Lars Grarup – forsøgte at overbevise aftenens vidner om, at danskerne midt i miseren skam får rigtig meget nyt fra DR.

Ikke et ord fra ham om, at situationen kunne gøre det svært at opfylde førnævnte public service-kontrakt. Men det fokuserede andre på.

For eksempel at nedlæggelse af radioprogrammer som Dokumentarzonen og Ultralyd fjerner radiomontagen som en helt enestående genre. At ingen andre radiostationer i Danmark hverken vil, kan eller skal videreføre traditionerne, som gennem årene ikke bare har indbragt en lang stribe af international hæder, men også har afdækket forhold, der har været af væsentlig betydning for forståelsen af vores samfund.

Tænk for eksempel på opfølgningen på det berømte råb 'Skyd efter benene' fra uroligheder på Nørrebro for 14 år siden. En dokumentation, der i lang tid satte dagsordenen for den offentlige debat. Det er ubærligt at tænke på, at disse genrer fremover kun eksisterer i arkiver. At der ikke skal arbejdes aktivt med dem mere.

Det får den meget betænkelige følgevirkning, at kommende journaliststuderende kun vil have historiske udsendelser, og ikke aktuel virkelighed, at læne sig op ad, når de skal snuse til radiomediet. I hvert fald kommer de ikke til det i en kvalitet, som kendetegner de programmer, der skal nedlægges.

Bare et eksempel, som dokumenterer, at DR med de forestående besparelser selvfølgelig vil få store vanskeligheder med at opfylde en alt for detaljeret public service-kontrakt. Måske gjorde dette og de mange eksempler indtryk på de tilstedeværende mediepolitikere. Måske gjorde de ikke.

Men det er en kendsgerning, at aftenen tog en anden drejning.

SFs Holger K. Nielsen åbnede ballet og sagde, at man fra politikerside nok havde været en anelse for detaljeret med public service-kontrakten. Og han luftede tanken om at 'løsne båndene'.

Da Venstres Ellen Trane Nørby fulgte op med at være parat til at genåbne forhandlingerne om public service-kontrakten, blev mange blikke rettet mod mediedirektør Lars Grarup. For selv om Trane Nørby ikke lovede flere penge til DR, var det dog lidt af en nyhed, at der blev åbnet for, at en genforhandling var mulig.

Sådan opfattede mediedirektøren åbenbart ikke situationen. Han var nærmest imod. Først da han blev presset til at give et klart svar, sagde han: »Ja … jo, det kunne man da måske godt prøve.«

Som fagforeningsmenneske var det chokerende at se en af DRs topchefer stå og vride hænder og optræde aldeles handlingslammet. Et indtryk, der dagen efter blev bekræftet, da generaldirektøren i sin reaktion var lige så tøvende som Grarup. Jeg ser sådan på det: Uanset hvad, så udtrykte de ansvarlige politikere, at de vil genforhandle. Og når folk sådan sætter sig sammen, kan tingene påvirkes og måske endda flyttes. Det er ikke sikkert, det sker. Men det er en chance, man må tage. På vegne af de DJ-medlemmer, som kan blive nogle af dem, DRs ledelse om et øjeblik skal fyre, var jeg oprørt over den mangel på empati, der blev vist i situationen. Vist kan der spares og afskediges. Vi kommer aldrig til at kunne lide det. Vist var der ingen, der lovede penge. Men så trængt, som DR er, skal alle muligheder udnyttes. Det er stærkt bekymrende, at DRs topledelse ikke kan se det. Deres optræden i denne sag vidner om, at den i øjeblikket er handlingslammet.