”Skandale i dansk håndbold: Spillere ville købe sig til slutspilsplads.” Sådan lød det i en artikel i BT den 6. august.
Artiklen fortsætter:
”Skanderborgs håndboldherrer var så desperate for at komme i slutspillet i sidste sæson, at de så stort på matchfixing-reglerne og forsøgte at købe sig til en afgørende sejr over Sønderjyske.”
Historien bygger på anonyme kilder hos Sønderjyske, der fortæller, at spillere fra Skanderborg henvendte sig for at købe sejren. Skanderborg Håndbolds formand, Jens Christensen, er konfronteret i artiklen, hvor han afviser beskyldningerne.
Men han og klubben har nu pudset en advokat på BT, fordi de ikke mener, historien er stærkt nok dokumenteret.
»Der er ikke hold i det. De mener, at de kan gøre alt for at bringe en forside i spil. Det synes vi er urimeligt over for en klub, der har et fornuftigt jysk moralkodeks,« siger Jens Christensen.
Anonyme kilder er ikke nok
Han mener ikke, at anonyme kilder hos modstanderen er nok til at løfte historien.
»Når man bringer så alvorlige ting på banen, så er det mindste, man kan gøre, at dokumentere, at det er rigtigt,« mener han.
Hvordan kan du være så skråsikker på, at der ikke er noget i den her sag?
»Vi har selv undersøgt sagen, og Dansk Idrætsforbund (DIF) har undersøgt sagen. Jeg synes, DIF virker mere troværdige end en journalist fra BT,« siger Jens Christensen.
Går efter straf og økonomisk godtgørelse
Advokat Ole Ravnsbo er sat på sagen, som er blevet indbragt for Pressenævnet. Ole Ravnsbo har i et brev bedt om en undskyldning fra BT.
"Jeg udtager nu stævning i sagen med påstand om straf og økonomisk godtgørelse med videre," skriver Ole Ravnsbo i brevet til BT, som Journalisten har set.
Jens Christensen fra Skanderborg Håndbold uddyber:
»At man bare ustraffet kan bringe noget til torvs for at skabe en historie og en forside, det er ikke rimeligt for en i vores tilfælde frivilligt ledet klub,« siger han.
BT afviser
BT's ansvarshavende chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, afviser i en e-mail til Journalisten kritikken:
”Vi tror på vores kilder og har givet Skanderborg Håndbold rig lejlighed til at kommentere sagen undervejs. Nu kører sagen i Pressenævnet, og i går modtog jeg et brev fra Skanderborg Håndbold om sagen. Det var ikke en stævning, og vi er lige nu i dialog med Skanderborg Håndbold,” skriver han.
Journalisten har forgæves forsøgt at stille opfølgende spørgsmål.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.