Journalistforbundets formand siden 1990 stopper til foråret. »Jeg vil videre,« siger Lars Poulsen. Hvorhen ved han ikke.

»Helst ikke.«
Sådan svarede den nyuddannede journalist Lars Poulsen, da han i 1982 blev spurgt om han ville være tillidsmand på Amtsavisen i Randers. De var to, der blev spurgt. Den anden sagde nej – og så var det afgjort, Lars Poulsen blev tillidsmand.
Så et lidt vrangvilligt »helst ikke« var nok til at blive anslaget til en lang faglig karriere. Otte år senere blev han faglig aktiv på fuldtid som faglig sekretær i Dansk Journalistforbund, så næstformand og i 1990 nåede han helt til tops og blev formand.
En stille formand blev han kaldt i starten. Det er der ikke så mange, der siger om ham mere:
»Jeg havde aldrig løftet det flammende sværd på delegeretmøder, så jeg skulle ses an. Kan han eller kan han ikke.«
– Du blev også drillet med at være den der stille mand?
»Jo, man har jo to ører men kun en mund – man skal lytte mere, end man skal snakke, og det er der nogen, der godt kunne lære noget af.«
Nu siger han ikke bare »helst ikke«, men »nej« til at genopstille som formand på forårets delegeretmøde.
Han siger farvel af egoistiske grunde, men også af hensyn til organisationen:
»Jeg vil gerne videre – prøve noget andet. Jeg har været her i mange år. Og så synes jeg grundlæggende, at det er sundt for en organisation med noget fornyelse – at der er nogen i ledelsen, der ser tingene på en anden måde. Stabilitet er en utrolig god ting, men det er fornyelsen, der driver en organisation,« siger Lars Poulsen.

Ved ikke
Beslutningen om at gå er kun ny i officielt regi. Inde i Poulsens hoved har den ligget klar i to år. I et år har næstformanden og sekretariatschefen i DJ været orienteret om det forestående farvel.
Lars Poulsen siger, at han ikke ved, hvor han går hen.
– Tror du, du kommer til at gå med slips i dit nye job?
»… Det ville jeg ikke have noget imod, men jeg synes, det vil være mere behageligt ikke at have det på … Men jeg synes i hvert fald, det er en luksus at have et halv år til at fundere over, hvad man har lyst til at lave de næste 20 år. Tiden vil vise det.«
– Har du lyst til at skrive igen?
»Jeg ved ikke, hvad jeg vil lave. Jeg har beskæftiget mig med mange ting i min tid i forbundet. Det har været ledelse, det har været organisation, informationsstrategi, der ligger en god portion journalistik i det at være formand i forbundet – det bliver noget inden for det, eller en kombination af nogle af tingene. Men jeg ved det ikke.«

DJ-vokseværk
Hvad han til gengæld ved og samtidig vægter er, at han forlader et journalistforbund, der stortrives. Det vokser, og det går stærkt. Han blev formand for et journalistforbund, men forlader et medieforbund. Medlemstallet er oppe på 9.235. Da han i 1986 blev faglig sekretær var tallet 5.499. Så han kan næppe have haft en skræmmende effekt på folk i mediebranchen.
– Hvad er der sket med forbundet i dine formandsår?
»Vi er blevet mere professionelle, vi er blevet i stand til at yde det enkelte medlem en bedre service. Og vi har langt større fagpolitisk og mediepolitisk indflydelse. Det hænger først og fremmest sammen med, at vi er blevet større og dermed har fået flere kræfter i forbundet – også økonomiske. Derfor har vi kunnet have en hel vifte af store sager kørende samtidig, vi har kunnet køre med turbo på,« siger Lars Poulsen og ser det som beviset på, at strategien om det brede medieforbund er rigtig.
»Det brede samlende medieforbund er blevet realiseret. Og det er bredt nok til at rumme den forskel i faglighed, som medlemsgruppen nu repræsenterer.«
– Kan det ikke blive svært at blive ved med at være den favnende formand?
»Grundlæggende er det sådan, at medlemmerne har en masse fælles interesser – i de her barske tider har man brug for et stærkt fagforbund, der er der, når man har problemer. Og frem for alt er fællesnævneren for langt de fleste af vores medlemmer en stor interesse for og en optagethed af mediernes rolle i samfundet, en bekymring for den forfladigelse, man kan opleve i medierne, og om etikken nu er god nok. Derfor vil vi også opleve en forbundsledelse, der skal være mere synlig i mediedebatten.«

Ingen dårlige dage
– Hvis du skulle tænke på en rigtig dårlig dag i Dansk Journalistforbund – sådan en dag, hvor du havde lyst til at sige, nu kan I rende mig i …..?
»Sådan en dag tror jeg aldrig, jeg har haft, i hvert fald ikke hvor jeg reagerede på den måde. Den vigtigste opgave, som leder af et forbund, er jo blandt andet den dag, hvor det hele ramler – netop dér, skal man jo være der. Du er jo ikke blevet valgt for at administrere et strømlinet foretagende, du er valgt for at være leder, og der er behov for ledelse i en situation, hvor det hele ramler.«
»Og der er situationer, hvor det ikke er gået, som det var planlagt, dem har der da været nogle stykker af – blandt andet den store PF-konflikt i 93, hvor vi blev dømt ud af banen af Konkurrencestyrelsen og pludselig var tvunget til at skifte kurs. Det var en utrolig vanskelig proces. (PFs prislister blev dømt ulovlige red.)«
– Når du nu ingen dårlige dage har haft, kan du så komme i tanke om de bedste dage?
»Det er nok, når ting lykkes. Vi har skabt utrolig mange resultater her op gennem 90'erne. Det er blandt andet på vores overenskomster. Langt bedre regler for genetidsbetaling – da jeg startede, havde de fleste et fast månedligt genetidstillæg på 5-600 kr. Nu er tillægene på timebetaling – og det er et stort plus, også fordi satserne er forbedret.«

Bidt af forhandling
Lars Poulsen synes, det er sjovt at forhandle. Og det var da også ved et forhandlingsbord, han blev fagligt tændt. Det var i 1980, hvor han som praktikant på Amtsavisen i Randers sad med ved bordet. Avisen var i alvorlige problemer, der var et millionunderskud, og ledelsen afskedigede tre journalister.
»Det udløste en arbejdsnedlæggelse og nogle utrolig svære forhandlinger, men det lykkedes at få genansat de tre fyrede kolleger. Der blev jeg bidt af det fagpolitiske arbejde. Det der med, at man kan skabe resultater i kombination af noget styrke, som kollegerne giver, fordi de pokkerme med rette var sure, samtidig med, at der blev gjort et stykke arbejde ved forhandlingsbordet. Jeg havde en meget lille rolle i den proces, men i og med jeg sad med inde ved bordet, blev jeg dybt fascineret af, hvordan det fungerede.«
– Hvad så når der skal forhandles dagbladsoverenskomst næste gang, vil det så krible i dig?
»Næh, jeg har jo besluttet mig for at holde op, og så holder jeg op.«
– Så er der ikke nogen gammel cirkushest i dig mere?
»Næh, så vil jeg med stor sandsynlighed have noget andet, der fylder min tid. Jeg tror ikke, jeg kan lade være med at være engageret, men efter det her delegeretmøde vil det ikke være i DJ som sådan.«
– Kunne du se dig selv i en rolle som modpart til DJ?
»Nej, ikke her og nu. Min ambition er ikke at blive DJs modpart ved forhandlingsbordet. Lad mig sige det sådan, hvis der er en rasende god forhandler, der skifter side, og det har vi jo set eksempler på, så er det jo en fordel for alle parter,« siger Lars Poulsen og nævner den tidligere DJ-formand Hans Larsen som eksempel. Han har efter sin DJ-tid forhandlet flere overenskomster på bladudgivernes
side.

Flere formands-emner
– Ved du, hvem der bliver formand.
»Nej. Det ved jeg ikke.«
– Har du nogle navne inde i dit hoved?
»Jeg har da flere navne i mit hoved på folk, der ville være ganske glimrende formænd.«
– Hvad skal det være for én – hvis du skulle tegne en profil, lave en jobannonce?
»For det første – det er svært – skal man være udadvendt, være i stand til at skabe resultater, man skal have en grundlæggende respekt for vores medlemsdemokrati, samtidig med at man skal have nogle klare holdninger om, hvad man vil. Man skal være gode til at lytte – det er nærmest forudsætningen for at kombinere medlemsdemokrati med sin egen vilje og mål, uden det buldrer og brager. Og så noget godt humør – man skal ikke være tungsindig.«
– Hvorfor det?
»Det er et job, hvor du har alle muligheder for at ligge søvnløs om natten. Og det er der ingen mennesker, der kan holde til.
– Har du prøvet det?
»Ja, en gang i april 89. Under et delegeretmøde, hvor hovedbestyrelsen blev stemt ned på stort set samtlige punkter. Den nat på Nyborg Strand sov jeg ikke, og jeg besluttede mig for, at den situation ville jeg aldrig bringe mig i igen.«
I dag har Lars Poulsen langt mere medvind i DJ.
»Jeg har det langt bedre med at sige farvel til DJ i en situation, hvor der er stor fagpolitisk enighed, en velfungerende hovedbestyrelse og en utrolig god stab i forbundet og A-kassen. Netop på et tidspunkt, hvor organisationen er i ro på de indre linjer, er det utrolig vigtigt, at der kommer fornyelse. Forandringen giver energi og evnen til at få øje på problemerne, der venter forude. Ro og fred kan godt være et problem for en faglig organisation. Jeg håber ikke, at den ny forbundsledelse roder sig ud i et frygteligt uvejr, men alene det, at der kommer en ny sammensætning, vil være et plus for organisationen.«

Der er 203 dage til forandringen. Formandsvalget sker den 21. april.