Han vil røre ved 1,7 mio. danske kvinder

Medieåret 2008: Se og Hør, Femina og alle de andre ugeblade fra Aller Press skal relanceres på nettet inden sommer. Direktør for special media i Aller Press Jesper Ulsø afslører de konkrete planer over for Journalisten.dk - nye tema-sites, web-tv, mobil og sociale communities.

Medieåret 2008: Se og Hør, Femina og alle de andre ugeblade fra Aller Press skal relanceres på nettet inden sommer. Direktør for special media i Aller Press Jesper Ulsø afslører de konkrete planer over for Journalisten.dk – nye tema-sites, web-tv, mobil og sociale communities.

Efter flere års tøven og hård kritik af den hidtidige digitale strategi med simple elektroniske versioner af ugebladene er Aller Press nu klar til for alvor at rykke på nettet.

Ugebladskoncernen i Valby vil i 2008 forsøge at indhente de øvrige danske mediekoncerners greb om nettet.
Første mål er en total relancering af samtlige ugeblade og magasiner inden sommerferien med web-tv og andre features. Dernæst følger en anden runde, hvor der skal laves helt nye tema-sites og webuniverser baseret på indhold hentet fra alle bladhusets redaktioner på kryds og tværs. Og endelig overvejer Aller Press at gå ind i hele markedet for sociale communities.
»Strategien er at bygge på de styrker, der er i huset i forvejen. Vi rører ved 1,7 mio. kvinder om ugen – på den ene eller anden måde – gennem vores blade og magasiner. Samlet har vi 2,3 mio. brugere om ugen, men heraf er altså 1,7 mio. kvinder. Det vil sige, vi står utroligt stærkt i kvindesegmentet. Og dem skal vi nu også ud at røre via nettet,« fortæller Jesper Ulsø til Journalisten.dk
Han peger på, at kvinderne samtidig står for et stadigt stigende medieforbrug, og det giver basis for større indtjening.

En af måderne, Aller Press vil gøre det på, er ved at lave langt flere forbrugsorienterede guides og deciderede handlingsanvisninger.
»Hvor læsning af ugeblade og magasiner handler om fødderne op i sofaen, en kop te og så ellers hygge sig, så er det at gå på nettet en helt anden ting. Der browser folk egentlig ikke ret meget. Der er de meget mere målrettede, og derfor skal Aller på nettet også være helt anderledes,« siger han.
Ifølge Allers direktør for special media indebærer det, at der bliver skruet op for produktguides, prissammenligninger og handlingsanvisninger.
»Skønhed, mode, sex og samliv. Det er vores stofområder, og der er vi tæt på de store forbrugsstrømme. Det skal vi derfor udnytte på nye måder på nettet. Vores blade på nettet vil have stor fordel af at specialisere sig og i virkeligheden drive trafik til hinanden i et univers.«
I første omgang handler det som sagt alene om at give alle magasiner og blade deres eget nye look, feel og design på nettet.

»I anden bølge kommer så vertikaliseringen, hvor vi laver tema-universer. Nogle er evidente – eksempelvis gossip fra Se og Hør og alt det royale fra Billed-Bladet. Men det samme kan gøres med mange af magasinerne, der dækker samme stofområder – eksempelvis skønhed. Der er vi dog endnu ikke færdige med at se på, hvordan det skal dækkes.«
Jesper Ulsø betegner det dog som »meget enkelt«.
»For når man ser på, hvad der virker på nettet, så er det de specialiserede websites, frem for de brede portaler. Man bliver nødt til at specialisere sig. Der har vi fantastiske redaktionelle ressourcer,« vurderer han.
Satsningen på nettet betyder ikke umiddelbart flere journalistiske arbejdspladser.
»Det bliver både og. Nogle af de vertikale tema-sites bliver så store, at der skal en udvidelse til af de redaktionelle kræfter. Andre behøver det ikke.«

Jesper Ulsø er udmærket klar over, at Aller Press døjer med et noget støvet image, og han medgiver, at den hidtidige digitale strategi med e-kiosken ikke har været nogen succes.
»Det er fuldstændigt rigtigt. Det er også kvadratroden af det, jeg siger.«
Han er til gengæld parat til at gøre op med forestillingen om, hvad Aller står for og gør.
Derfor skal Aller også ind på mobil-området, lave web-tv og sågar se på sociale communities.
»Den korteste vej fra et magasin eller ugeblad til elektronisk publicering er rent faktisk via mobilen. Og der er vi ved at udrulle en platform med tre basale mobiltjenester, og vi har to mere i støbeskeen. Et eksempel er alle vores konkurrencer, kryds og tværser, sodukos, som rammer lige ned i målgruppen. At kunne deltage i konkurrencer på mobilen, det er noget, der rykker. Samtidig er der ikke ret meget risiko forbundet ved det, og der er en utrolig god indtjening ved det.«

Hvad angår web-tv, så er det allerede indbygget i grundteknikken for de nye websites til ugebladene.
»Der kunne man forestille sig, at vi bringer levende billeder af kongefamilien, når man alligevel er ude og interviewe dem.«
Lanceringen af Allers blade på nettet kommer allerede om kort tid.
»Det sker hen over foråret, og det kommer gradvist. Det bliver ikke et big bang. Men det bliver markant.«

 

Læs de øvrige artikler i serien om Medieåret 2008 ved at klikke her.

0 Kommentarer