Kirsten Erlendsson (foto: Sofie Amalie Klougart).

”I midt-80’erne skulle jeg undervises af en kollega på BT. Jeg var alene med ham på hans tomandskontor, da han sagde, at jeg bare kunne sidde her – altså på skødet af ham. Jeg var midt i 30’erne, og overgramsningsmulighederne var inden for rækkevidde, når han skulle vise mig knapperne på computeren. Jeg følte mig meget intimideret.

Jeg kendte ham ikke særligt godt, og det gik over min grænse for, hvor tæt man er på en kollega.

Han skulle jo bare lære mig noget, så jeg kunne passe mit arbejde, men han udnyttede sit job til noget intimt, som jeg ikke brød mig om.

Jeg forklarede ham, at jeg ikke havde lyst, og det blev han stiktosset over. Han syntes sikkert selv, at han var vildt charmerende.

Bagefter gik jeg til en af tillidsfolkene – jeg husker ikke med sikkerhed hvem. Jeg fortalte ham, hvad der var sket. Han spurgte, om jeg var sikker på, at jeg syntes, det var et problem. Er det virkelig nødvendigt, spurgte han.

Der skete ikke mere i sagen. Jeg følte mig krænket, fordi jeg ikke blev hørt. Problemet med den slags sager er, at der ikke er vidner. Og hvem ville tro på det, jeg sagde?

Hvis en kvinde var kommet til mig som tillidsrepræsentant og havde fortalt, at en mand havde været nærgående, ville jeg have talt med vedkommende og sagt: ”Det går ikke”.
Der er sikkert nogle, der har oplevet værre ting end mig, men det sidder der stadigvæk. Det er er noget, man husker hele livet.”