search

Han sagde sgu’ nej!

Det begyndte ellers så godt. Dette lille blad fik helt ekstraordinært muligheden for at komme med til Beijing og dække OL. Årets største mediebegivenhed med os på sidelinjen. Fantastisk!

Det begyndte ellers så godt. Dette lille blad fik helt ekstraordinært muligheden for at komme med til Beijing og dække OL. Årets største mediebegivenhed med os på sidelinjen. Fantastisk!
Jeg sagde ja tak uden tøven og sendte en mail til freelancer Øjvind Hesselager. Den mand har fået en karriere ud af at blande mediekritik op med sport, så jeg var ikke i tvivl.
Men Øjvind Hesselager begyndte at læse bøger. Og så fik han anfægtelser og hældte vand ud af ørerne. Jeg fik en ide, som måtte kunne lukke munden på ham. Hesselager skulle skrive en researchet jeg-historie, hvor han finder ud af med sig selv, om der er hold i anfægtelserne. På den måde kunne vi nærme os det helt centrale spørgsmål: Kan journalister beskrive OL i et diktatur uden at blive spændt for en propagandavogn? Vi kunne afprøve argumenterne hos sportsjournalister, korrespondenter og eksperter i en ramme, som giver historien liv.
Inderst inde var jeg sikker på, at det var en gratis omgang. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at det kunne ende med, at en freelancer ville sige nej tak til at tage af sted til legene, kollegerne og hotellerne med alt betalt.
Men det gjorde han. Ikke som en opfordring til almen boykot. Ikke som en fordømmelse af journalister, der vælger at dække legene. Men som følge af en personlig stillingtagen på baggrund af research. Det er let og bekvemt blot at afskrive det nej, for der er, så vidt vi ved, ikke andre danske journalister, der har valgt at blive hjemme af etiske årsager.
Selv om jeg er uenig i Hesselagers konklusion, så vil jeg anbefale at læse hans kommentage. Én journalist, der siger nej, kan måske starte den diskussion, vi som fag ikke rigtig har taget.
Hans argumentation er tankevækkende: Sportsjournalistikken er fyldt med fascination og jubel over fantastiske præstationer på flotte nye stadions. Netop derfor har sport altid fungeret eksemplarisk som propaganda. Tænk på 1936, hvor danske sportsjournalister ifølge bogen "Dansk Idræt under Hagekorset" medvirkede til en blåstempling af Hitler. Når diktatur-regimer afholder OL, kan sport og politik ikke adskilles, fastslog idrætsforsker Hans Bonde i bogen. Håndboldherrernes medaljer bliver topindslag, mens den kritiske historie om Kina ender på side 22.
Samtidig er det svært at bevæge sig væk fra begejstringen. Dels skal redaktøren afsætte tid, dels kan den gennemsnitlige danske journalist ikke tale kinesisk. Det er ellers en forudsætning, hvis man vil mere end lave kritisk vinduespynt. Lykkes det endelig at få en kritisk historie hjem, så risikerer man at prisgive den lokale befolkning, fixeren og tolken.
For hvad sker der, når OL er forbi, cirkus har forladt byen, og de vestlige medier er blevet Kina-trætte? Så gør etparti-diktaturet formentlig regnskabet op.
Har man sagt A, må man også sige B. Jeg må acceptere Øjvinds nej, ligesom alle andre redaktører bør respektere et nej tak. Men hans nej er ikke mit nej. Fagbladet Journalisten sender en reporter af sted til Beijing. Jeg respekterer den enkelte medarbejders integritet, men afviser boykot.
Jeg har altid hyldet det princip, at man som journalist ikke skal være bange for at nærme sig det suspekte. Hvad enten det er kilder eller et diktatur. Man løser ikke det journalistiske dilemma ved at melde sig ud. Man overlader det til andre. Journalistik handler ikke om at opsøge det gode og forsage det onde. Som journalist skal man lade være med at dele verden op i det rigtige og det forkerte, men blot hele tiden forsøge at beskrive virkeligheden med sin faglige integritet i behold.
Men jeg er i tvivl. Tilpasser jeg, som Øjvind Hesselager siger, blot mine argumenter til det, som redaktøren altid vil: At være med, hvor det sker?
Hesselager minder os i det mindste om, at der ikke er nogen lette løsninger. Hverken protestarmbånd eller tredages alibi-kritiske reportagerejser.

Han sagde sgu’ nej!

Det begyndte ellers så godt. Dette lille blad fik helt ekstraordinært muligheden for at komme med til Beijing og dække OL. Årets største mediebegivenhed med os på sidelinjen. Fantastisk!

Det begyndte ellers så godt, men så… Dette lille fagblad og site fik helt ekstraordinært muligheden for at komme med til Beijing og dække OL.

Årets største mediebegivenhed med os på sidelinjen. Fantastisk!
Jeg sagde ja tak uden tøven og sendte en mail til freelancer Øjvind Hesselager. Den mand har fået en karriere ud af at blande mediekritik op med sport, så jeg var ikke i tvivl.

Men Øjvind Hesselager begyndte at læse bøger. Og så fik han anfægtelser og hældte vand ud af ørerne. Jeg fik en ide, som måtte kunne lukke munden på ham. Hesselager skulle skrive en researchet jeg-historie, hvor han finder ud af med sig selv, om der er hold i anfægtelserne. På den måde kunne vi nærme os det helt centrale spørgsmål: Kan journalister beskrive OL i et diktatur uden at blive spændt for en propagandavogn? Vi kunne afprøve argumenterne hos sportsjournalister, korrespondenter og eksperter i en ramme, som giver historien liv.

Inderst inde var jeg sikker på, at det var en gratis omgang. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at det kunne ende med, at en freelancer ville sige nej tak til at tage af sted til legene, kollegerne og hotellerne med alt betalt.

Men det gjorde han. Ikke som en opfordring til almen boykot. Ikke som en fordømmelse af journalister, der vælger at dække legene. Men som følge af en personlig stillingtagen på baggrund af research. Det er let og bekvemt blot at afskrive det nej, for der er, så vidt vi ved, ikke andre danske journalister, der har valgt at blive hjemme af etiske årsager.
Selv om jeg er uenig i Hesselagers konklusion, så vil jeg anbefale at læse hans kommentage. Én journalist, der siger nej, kan måske starte den diskussion, vi som fag ikke rigtig har taget.

Hans argumentation er tankevækkende: Sportsjournalistikken er fyldt med fascination og jubel over fantastiske præstationer på flotte nye stadions. Netop derfor har sport altid fungeret eksemplarisk som propaganda. Tænk på 1936, hvor danske sportsjournalister ifølge bogen "Dansk Idræt under Hagekorset" medvirkede til en blåstempling af Hitler. Når diktatur-regimer afholder OL, kan sport og politik ikke adskilles, fastslog idrætsforsker Hans Bonde i bogen. Håndboldherrernes medaljer bliver topindslag, mens den kritiske historie om Kina ender på side 22.

Samtidig er det svært at bevæge sig væk fra begejstringen. Dels skal redaktøren afsætte tid, dels kan den gennemsnitlige danske journalist ikke tale kinesisk. Det er ellers en forudsætning, hvis man vil mere end lave kritisk vinduespynt. Lykkes det endelig at få en kritisk historie hjem, så risikerer man at prisgive den lokale befolkning, fixeren og tolken.
For hvad sker der, når OL er forbi, cirkus har forladt byen, og de vestlige medier er blevet Kina-trætte? Så gør etparti-diktaturet formentlig regnskabet op.
Har man sagt A, må man også sige B. Jeg må acceptere Øjvinds nej, ligesom alle andre redaktører bør respektere et nej tak. Men hans nej er ikke mit nej. Fagbladet Journalisten sender en reporter af sted til Beijing. Jeg respekterer den enkelte medarbejders integritet, men afviser boykot.

Jeg har altid hyldet det princip, at man som journalist ikke skal være bange for at nærme sig det suspekte. Hvad enten det er kilder eller et diktatur. Man løser ikke det journalistiske dilemma ved at melde sig ud. Man overlader det til andre. Journalistik handler ikke om at opsøge det gode og forsage det onde. Som journalist skal man lade være med at dele verden op i det rigtige og det forkerte, men blot hele tiden forsøge at beskrive virkeligheden med sin faglige integritet i behold.

Men jeg er i tvivl. Tilpasser jeg, som Øjvind Hesselager siger, blot mine argumenter til det, som redaktøren altid vil: At være med, hvor det sker?
Hesselager minder os i det mindste om, at der ikke er nogen lette løsninger. Hverken protestarmbånd eller tredages alibi-kritiske reportagerejser.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen