”Retten til at blive glemt skal gælde i hele verden. Det bør være en grundlæggende menneskeret.”

Sådan lyder det fra den dansk-fødte franske advokat Dan Shefet, som er blevet en af verdens mest markante forkæmpere for ”retten til at blive glemt”. Princippet, som Journalisten sætter fokus på i en artikelserie, betyder, at alle EU-borgere kan få fjernet links hos Google, hvis de er skadelige, irrelevante og/eller forældede.

Dan Shefet er advokat med mange års erfaring inden for menneskeret og it-ret. Men når man googlede ham i 2014, dukkede en række hjemmesider op, som beskrev ham som en svindler, som slet ikke er advokat. Påstandene blev lagt op af modparten til en af Dan Shefets tidligere klienter. Konsekvensen var, at Dan Shefets digitale omdømme blev gennemhullet. Derfor valgte advokaten at tage sagen til en fransk domstol i september 2014.

”Det er oplagt at nævne både Orwell og Kafka, for vi har personifikationen af dem begge: Du bliver dømt for noget, du ikke engang ved, at du er sigtet for, og du har ingen mulighed for at forsvare dig,” siger han om situationen, hvor folk dømmes på noget, der dukker op hos Google.

Spansk forbillede

Han var inspireret af spanske Mario Costeja Gonzalez, der i maj samme år havde vundet en principiel sag ved EU-Domstolen mod Google. Google var blevet tvunget til at fjerne søgeresultater om en tidligere tvangsauktion, og samtidig fastslog den spanske sag en ny rettighed for alle EU-borgere: En ret til at blive glemt. Dan Shefet sagsøgte Google direkte, og søgemaskinen blev idømt dagbøder, indtil søgeresultaterne med de falske anklager blev fjernet. Google valgte at modtage dommen og rette ind. Sagen fik omfattende presseomtale i hele verden, også i Danmark.

”Jeg modtog overvældende mange reaktioner, da jeg havde vundet sagen. Fra Australien over Europa og Sydamerika til USA.”

”Folk fortalte mig om den ene tragedie efter den anden, hvor noget på nettet havde ødelagt deres liv. Det var mennesker, som ikke kunne få job eller banklån, som blev skilt eller ikke måtte se deres børn. Nogle havde forsøgt at begå selvmord. Livet var et helvede, fordi der stod noget om dem på nettet, som andre ikke kunne sætte sig ud over,” fortsætter han.

Dan Shefet fortæller, at Mario Costeja Gonzalez har været en inspiration, og Shefet er stor tilhænger af ”retten til at blive glemt”. Men Dan Shefet lod Mario Costeja Gonzalez’ sag være springbræt for en endnu større kamp for privatliv på nettet.

Stiftede ny forening

De mange reaktioner fik Dan Shefet til at indlede det, der siden har udviklet sig til en magtfuld bevægelse, der også kæmper for retten til at blive glemt. Han stiftede i december 2014 foreningen AAID, der har til formål at hjælpe borgere med at beskytte deres privatliv digitalt.

”Det er en skæbne, som rigtig mange mennesker lider under. Der kan være mange årsager til, at der står noget grimt om dig på nettet. En skilsmisse, en afskedigelse, at en person irriteres over, at din hund gør om morgenen. Det kan være alt muligt, som i sidste ende ødelægger dit liv.”

↑ Dan Shefet: ”Der kan være mange årsager til, at der står noget grimt om dig på nettet. En skilsmisse, en afskedigelse, at en person irriteres over, at din hund gør om morgenen. Det kan være alt muligt, som i sidste ende ødelægger dit liv.” ––Illustration: Morten Løfberg

Flyvende start

Foreningen AAID har fået en flyvende start. Hurtigt meldte Sabine Leutheusser Scharrenberger, tidligere tysk justitsminister, sig under fanerne. I Tyskland er hun kendt for sin hårde linje i beskyttelsen af persondata på nettet, hvor hun blandt andet bekæmpede et EU-direktiv, der krævede data om borgerne gemt i ubestemt tid. Fra Danmark er den tidligere minister for Grønland Tom Høyem i bestyrelsen. Og for nylig har AAID fået sin første goodwill-ambassadør: Det er Mogens Lykketoft (S), tidligere formand for Folketinget og formand for FN’s generalforsamling, oplyser Dan Shefet.

”Det parallelle forløb mellem min personlige sag og AAID har givet os pæn gennemslagskraft over for policy-makers i forskellige lande, og også over for Google og Facebook. Som privatperson kan man det, man nu engang kan, men med en organisation som denne vejer man tungere,” siger Dan Shefet.

”Jeg kan mærke, at vi flytter grænser her. Vi oplever en stærkt stigende opmærksomhed om troværdighed på nettet,” siger han.

Lov mod fake news

Dan Shefet bruger en stor del af sin tid på at rejse rundt i verden, holde foredrag og møder for at fremme sagen. Han har blandt andet skrevet en rapport om online-radikalisering for UNESCO, som bragte ham rundt til 30 lande for at interviewe justits- og udenrigsministre. Senest har han hjulpet den franske senator Nathalie Goulet, som også er bestyrelsesmedlem i AAID, med et lovforslag om at begrænse fake news på nettet.

”Retten til at blive glemt” er kun toppen af isbjerget. Dan Shefets mål er at bekæmpe skadelige oplysninger på nettet generelt. Han inddeler dem i tre kategorier:

”Er det skadeligt for den personlige integritet – det dækkes af retten til at blive glemt. Er det skadeligt for de demokratiske værdier – det er for eksempel fake news, som manipulerer den demokratiske proces. Er det skadeligt for verdensfreden – det gælder inciterende indhold, som florerer på nettet med det formål at destabilisere en region eller et land.”

EU-dom var milepæl

Ifølge Dan Shefet var EU-dommen i 2014, som Journalisten har rekonstrueret, det afgørende startskud i kampen for privatliv på nettet.

[quote:2]

”Jeg ser den dom som en milepæl. Ikke kun i forhold til beskyttelse af den personlige integritet, men også i beskyttelsen af mediernes troværdighed. ”Retten til at blive glemt” handler ikke kun om at få fjernet et link, men om at sidestille internettet med de klassiske medier. Dommen gav os ikke kun en ny menneskeret, men flytter grænser i beskyttelsen af demokratiske værdier.”

Han mener også, debatten om internettet blev ændret med den dom.

”Ytringsfriheden var et evangelium, som alle prædikede, men pludselig var der grænser for, hvad man måtte sige. Da dommen faldt, talte nogen om censur, som om det nærmest var den spanske inkvisition, der var startet igen i Europa.”

Netmedierne er mindre regulerede

Kritiske røster som Committee to Protect Journalists mener, at ”retten til at blive glemt” er skadelig for informationsfriheden og i sidste ende journalistikken, fordi journalistiske artikler, som hverken er ulovlige eller forkerte, kan forsvinde fra Google. Men Dan Shefet afviser den kritik. Han peger på, at internettet – og dermed netmedierne – i mange lande er mindre regulerede end de klassiske medier.

”Vi ønsker ikke at trække medierne ned på internettets niveau. Vi ønsker at hæve internettet til de klassiske mediers niveau for troværdighed og fair regulering. Ellers er det unfair konkurrence,” siger han.

[quote:3]

Sanktion mod Google

Dan Shefet mener, at der er lang vej endnu. For ham er næste skridt, at der indføres en mulig sanktion mod Google i ”retten til at blive glemt”-sager.

”Det har i dag ingen konsekvens, hvis de lader det stå. Det kan de gøre i god tro, fordi de ikke er i stand til at træffe beslutningen med de særdeles vanskelige kriterier, der er,” siger han.

Ifølge Dan Shefet bør der indføres et nyt system, hvor de nationale datatilsyn indtager en rådgivende rolle. ”En slags ombudsmand, som man kender det fra de nordiske lande,” forklarer Dan Shefet.

Denne ”ombudsmand” kan rådgive Google og andre, når de får en anmodning. Hvis rådgiveren siger til Google, at de bør fjerne et søgeresultat, og Google nægter, bør det ifølge Dan Shefet betyde, at Google – hvis det viser sig ved en domstol, at Google tog fejl – kan idømmes en straf som værende i ond tro. Hvis Google følger anbefalingen, fjernes linket, og sanktionsmuligheden bortfalder.

”Problemet er, at ”late justice is no justice”. På nettet hjælper det ikke noget, at Google lader oplysningerne stå, når de er i tvivl. Så kan du vinde en retssag fem år efter, men det er alt for sent for borgeren. Med dette system kan Google stadig afvise en anmodning, men så risikerer de altså at blive idømt en sanktion.”

Stigende forståelse

I EU-sagen fra 2014 var det en del af debatten, at hvert land har sin retstradition. Derfor kan lande vægte informationsfrihed og privatliv forskelligt. For at undgå, at de nationale rådgivere i Dan Shefets nye model anbefaler i øst og vest, skal de have en central ”international internet-ombudsmand”.

Det lyder meget omfattende. Tror du på, at det kan lade sig gøre?

”Der er allerede stor interesse for projektet. Jeg tror, tiden er rigtig,” siger Dan Shefet og tilføjer:

”Flere og flere indser, hvor vigtigt det her er. Det drejer sig om at sikre borgernes rettigheder over for to-tre af verdens største virksomheder. Hvis vi ingen værdier har på nettet, men overlader det til kommercielle kræfter, så ender vi med et samfund, som ingen kan genkende.”