»Joachim er meget, meget dygtig og meget sikker i sit billedsprog, i sin grammatik. Her er ikke noget, der står og dirrer.«
Freelance-pressefotografen Stig Stasig roser uforbeholdent og straks Joachim Ladefogeds vinderserie. Hans billeder er klare, og selvom de er afleveret som en serie, så lever de alle deres eget liv, mener Stasig. Desuden er det tydeligt, at der er knoklet for at få de 12 billeder hjem.
»Jeg kan se, at her er der blevet slidt sko ned,« siger Stig Stasig, hos hvem ‘de slidte sko' er en kompliment, der dækker over, at fotografen har kæmpet for at komme ned under ‘det umiddelbare eksotiske' og forsøgt at komme rundt om en problematik.
»For mange mennesker lyder det enormt nemt at fotografere, når man er taget til dele af verden, hvor livet udspiller sig på sin værste eller sin mest sort/hvide måde. Jeg tror, at Joachim har det ligesom jeg, at selve begivenheden kan inspirere en, men det gælder om at komme videre end den umiddelbare fascination – at få struktureret begivenheden – at komme videre end den umiddelbare eksotisme. Billedet bliver ikke bedre, fordi det er taget et eksotisk sted.«

Den sikre vinder
For Stig Stasig kommer det ikke som den store overraskelse, at Ladefogeds serie er en vinder.
»Jeg kan sagtens forstå, at det her går rent ind på World Press, for det har alle de elementer som skal til. En blanding af det gamle, traditionelle pressefotografi, som ligger i nogle af billederne, og så Peress-syndromet (den franske fotograf, Giles Peress, omtalt i JOURNALISTEN nr.16, red.). Og Joachim gør det hele. Han taler sproget flydende.«
»På en eller anden måde er Peress blevet gældende lov. Og samtidig har Joachim nogle billeder her som klarere stikker hen i nærheden af det gammelkendte pressefotografi,« siger Stig Stasig og peger på demonstrationsbilledet og billedet med hænderne med fredstegnene.
»Det er meget typisk en vinder. Det er World Press med fredstegnene og de andre elementer, der er i det billede. Det er stadig godt fotograferet, men det er klassikeren.«
Også billedet med den døde mand og de sørgende slægtninge, der fik en særlig pris i afdelingen for enkeltfotografier, er en klassiker, ifølge Stasig.
»Det tema var også oppe og vende for et par år siden, hvor det vist var en franskmand, der havde taget det. Dengang var det heller ikke nyt. Hans billede stak tilbage til W. Eugene Smith, som lavede et billede af de sørgende omkring den døde i Spanien i 50'erne – og Eugene Smith refererer til Rembrandt. Så det billede er om noget klassikeren,« siger Stig Stasig og efterlyser fornyelsen. Det uforudsigelige.

»Det store spørgsmål – og det er ikke specifikt til det, Joachim har lavet – men et spørgsmål til os alle sammen, er, hvorfor den grammatik, den billedbehandling er gældende? Hvorfor vælger vi for eksempel altid at æstetisere død?«

Hvor er visionen
»Det her er også min egen krise – der er masser af ambition hele vejen rundt. Jeg savner visionen i den anden ende. De, jeg oplever, som har en vision og kan bringe fornyelse ind i genren, det er folk, som ikke er medlemmer af vores forbund. Det er folk, som arbejder helt på deres egne præmisser. For eksempel som en Krass Clement – folk, som er selvgjorte eller uddannet nede fra akademiet.«
»For faget vil jeg håbe, at vi må få bragt noget inspiration ind i det og derved få løsnet op i vores hoveder, så vi kan få sendt pile ud i mange retninger. Sådan som de unge kører lige nu – som vi alle sammen kører – risikerer vi at ende i‘frie stiløvelse-dokumentar-billeder' – der er det som om, vi sender pilene i den samme retning. Det er det samme sprog, samme grammatik, samme metodik hele tiden.«
»Så herfra skal det lyde: Til lykke, Joachim – det er skide godt. Og lad os så komme videre,« siger Stig Stasig.