De politiske kommentatorer slynger om sig med usandheder om løftebrud, mener chefredaktøren på Mandag Morgen. Helle Ib, Thomas Larsen og Michael Kristiansen har ifølge ugebrevets undersøgelse videreformidlet usandheder. »De 7-8 forslag, der har været de vigtigste, er fuldstændig væk,« svarer Michael Kristiansen til journalisten.dk.
De politiske kommentatorer har spillet en væsentlig rolle i udbredelsen om løftebrudsmyten. Det skriver Mandag Morgen i den undersøgelse, magasinet har lavet, af regeringens løfter. I alt er 85 procent af S og SF's løfter inden valget allerede blevet gennemført eller på vej til at blive det. Alligevel har især de politiske kommentatorer rejst rundt med et andet budskab:
»De politiske kommentatorer har været for hurtige i deres konklusioner om regeringens løftebrud. Vores undersøgelse viser, at der ikke har været belæg for deres påstande. Det kan ikke nytte noget, at vi slynger om os med domme og påstande uden at undersøge det ordentligt. For eksempel har Michael Kristiansen helt åbenbart ikke læst regeringsgrundlaget, når han taler om en "rundbarbering ",« siger chefredaktør for Mandag Morgen Bjarke Møller.
Han henviser til en klumme i Børsen fra 22. maj, hvor politisk kommentator og tidligere spindoktor for Anders Fogh Ramussen Michael Kristiansen skriver følgende:
"Fair Løsing og Fair Forandring blev udsat for så voldsom en rundbarbering, at det kan være svært overhovedet at finde elementer af det i regeringsgrundlaget."
Mandag Morgens undersøgelse viser, at der i S og SF's økonomiske plan "Fair Løsning 2020" er cirka 215 forslag. Knap ni ud af ti af de forslag er omfattet af regeringsgrundlaget. Heraf er 155 forslag enten påbegyndt eller gennemført.
Myten vokser
Bjarke Møller fra Mandag Morgen mener også, at Børsens politiske kommentator Helle Ib tog fejl, da hun i slutningen af maj skrev om en "syndflod af løftebrud" i Børsen. Han hæfter sig ved den udvikling, der tilsyneladende er sket med Helle IB siden oktober, da løftebrud-debatten startede. Her skrev hun i Børsen, at Helle Thorning og Villy Søvndal muligvis ville "blive frifundet for en del af anklagerne om løftebrud og vælgerbedrag", hvis det skulle afgøres i en retssag.
»Det er et godt billede på, at myten er blevet stærkere i løbet af folketingsåret – og til sidst har de mere kritiske kommentatorer også købt den som en sandhed,« siger Bjarke Møller.
I undersøgelsen fremhæver Mandag Morgen også Thomas Larsen, som siden oktober har "skrevet 34 politiske analyser – næsten én om ugen – hvor han har beskæftiget sig med sagen, som han har kaldt "århundredets løftebrud"," skriver Mandag Morgen.
Forventninger eller løfter
Kommentatorerne selv mener ikke, at Mandag Morgens undersøgelse er retvisende:
»Det er ikke sådan, at alle forslag har lige stor valør. De forslag, der ikke er blevet til noget, er jo dem, som regeringen selv har fremturet med. Hvor er millionærskatten og betalingsringen? Det er fint nok, at mindre forslag viser sig at være gået igennem. De 7-8 forslag, der har været de vigtigste, er fuldstændig væk. Så kan man diskutere, om man vil kalde det løftebrud. Men vælgerne er skuffede, og derfor ligger meningsmålingerne, som de gør,« siger Michael Kristiansen til journalisten.dk.
Helle Ib hilser undersøgelsen velkommen, men den ændrer ikke på hendes overordnede billede af situationen:
»Undersøgelsen viser, at billedet er mere nuanceret end som så, og det er altid godt. Men uanset hvordan man tæller og vægter forslag, så er det afgørende for mig, at S og SF i lang tid op til valget stillede vælgerne i udsigt, at de kunne få mere velfærd, og at det offentlige forbrug ville blive højere, end det er blevet,« siger Helle Ib, der mener, at citatet fra hendes klumme om, at S og SF ville vinde en retssag, er taget ud af sammenhængen:
»Pointen med den klumme var netop, at S og SF ikke havde afgivet særlig mange klokkeklare løfter, som de har brudt. Men med den retorik, de har brugt, har de skabt en forventning i befolkningen, som de ikke har kunnet leve op til,« siger Helle Ib til journalisten.dk.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jan August Hillers, det er da at foretrække frem for statsministeren, der desværre ikke havde tid til at stille op til interview på Bornholm med Henrik Qvortrup. Til gengæld havde hun tid til at mødes med nogle 8. klasses-elever - der i øvrigt stillede hende de "bedste spørgsmål jeg har fået i flere år" - og chefredaktøren for partiavisen, Politiken, inden hun hastede tilbage til København i privatfly, så hun kunne nå at få sat håret, inden hun skulle til gallamiddag med kineserne.
Jeg vil gerne anbefale Henrik Qvortrups udstilling af Ellen Trane Nørby og Venstre med simple journalistiske dyder som indsigt og insisteren på svar. Det er Venstre ikke vant til. Jeg synes spindoktor-retorikken falder flot til jorden her.
Tranedansen er i 2 delle.
http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-51137175:qvortrup-m%C3%B8der-de-politiske-partier.html