Han har afsløret syv justitsmord

Tore Sandberg har rystet Norge. Hele syv gange har journalisten afsløret justitsmord og hjulpet uretfærdigt dømte ud i friheden. Han mener, at flere burde gøre som ham.

Tore Sandberg har rystet Norge. Hele syv gange har journalisten afsløret justitsmord og hjulpet uretfærdigt dømte ud i friheden. Han mener, at flere burde gøre som ham.

GRAVER. Det var to sager, der optog hele Norge.
To unge studenter fra Trondheim blev voldtaget og dræbt med et års mellemrum. Efter en intens jagt blev den multihandicappede Fritz Moen dømt for drabene. Han nåede derefter at sidde 18 år i fængsel. Men sagen stoppede ikke dér. Tore Sandberg var dengang journalist på Norges Radio og dækkede sagen. Sandberg blev fascineret og begyndte sin egen efterforskning, som kom til at vare i otte år, og efter en hård kamp mod systemet endte Sandbergs arbejde med at føre til en frifindelse af Fritz Moen. Et grumt justitsmord var afsløret.

TORE SANDBERG ER en slags moderne Sherlock Holmes, og hans Dr. Watson i denne sag var Frode Asbjørnsen, pensioneret politibetjent. Sammen lavede de rekonstruktioner ud fra de dokumenter, de fik aktindsigt i. De intervievede vidner, som politiet havde overset, og opdagede beviser, som politianklageren havde undladt at fremlægge. Makkerparet fik advokater med på sagen, som arbejdede ihærdigt på at få begge mordsager genåbnet.

Tore Sandberg, 65 år, er ikke typen, der slår ud med armene og råber højt om sine gerninger, selv om han har god grund til at gøre det.
»Der var så mange forhold, som ikke passede sammen i de sager, jeg dækkede for NRK, så jeg måtte gå videre og finde sandheden.«

Vejen til sandheden kom i detaljer i de sagsdokumenter, han fik adgang til. I Moen-sagen viste det sig, at de sædrester, som blev fundet på den dræbte Sigrid Heggheim, ikke var den dømte Fritz Moens.
Noget andet, der heller ikke stemte var, at Sigrid og Torunn var kvalt med magt, og vidner havde efter Sigrid-mordet set en rød Volvo Amazon køre fra gerningsstedet. Kunne Fritz Moen, der var lam i højre arm, kvæle to kvinder? Og kunne en handicappet mand, der ikke kunne køre bil, forlade gerningsstedet på den måde?

Det norske retsvæsen og politiet kæmpede mod den nye rapport fra Tore Sandberg. Flere retsinstanser afviste at genoptage sagen og betegnede politiets efterforskning af mordene som overbevisende og solidt arbejde.

FRITZ MOEN DØDE, kort tid efter at han i 2004 blev frikendt for ét af drabene. Tore Sandberg var imidlertid fast besluttet på at få Moen frikendt for det andet drab. Det skete i 2006, hvor en mand ved navn Tor Hebsø på sit dødsleje tilstod begge drab på Trondheim-pigerne.

Moen-sagen fik ikke bare de norske fjelde til at ryste, der gik rystelser gennem hele retssystemet. Den daværende justitsminister, Knut Storberget, iværksatte undersøgelser af politiets dokumentation i sagen og retsinstansernes rutiner. Men samtidig var der ingen i retssystemet, som kunne garantere, at det ikke ville ske igen.

Det blev heller ikke det sidste justitsmord, Sandberg skulle afsløre. Så sent som i år har Tore Sandberg fået frikendt den evnesvage Åge Vidar Fjell for et mord, han blev dømt for at have begået i 1990. Fjell nåede at afsone en dom på syv års fængsel og efterfølgende 10 års sikring. Dermed har Tore Sandberg afsløret ikke mindre end syv justitsmord siden sin første sag for 15 år siden.

Sandberg blev i første omgang kritiseret af flere offentlige instanser og latterliggjort i medierne. Blandt andet fordi han brugte titlen "privat efterforsker".
Men han stod fast. Vedholdenhed kombineret med stædighed er hans varemærke, og det er også grunden til, at han i dag har afdækket syv justitsmord begået i et land, hvor de færreste forestiller sig, at retsinstanserne så ofte kan tage fejl.

»Du afdækker ikke et justitsmord på en almindelig arbejdsdag fra klokken 8 til 16. Det kan tage år og kræver derfor usædvanlig tålmodighed og gode samarbejdspartnere,« siger Tore Sandberg.

»For mig at se er optimalt for en journalist at have tid til at grave så dybt i en sag, at man kan afsløre et justitsmord. Rent journalistisk er det jo også gode historier, som medierne gerne betaler for,« fortæller han.

Sandberg har dog ikke altid selv haft til smør på brødet undervejs. Men når historierne har været der, har de solgt godt, og et par bøger er det også blevet til. Sammen med et utal af priser og legater har det givet ham en indtægt, han kan leve af.

Tore Sandberg sammen med to af de uskyldigt dømte, han har renset. Øverst Åge Vidar Fjell, der var spærret inde 17 år uden grund, og nederst Fritz Moen, der blev frifundet efter 18 år i fængsel. - foto: øverst: Alf Øystein Støtvig. nederst:  Heiko Junge. Foto: Uffe Karlsson
Tore Sandberg sammen med to af de uskyldigt dømte, han har renset. Øverst Åge Vidar Fjell, der var spærret inde 17 år uden grund, og nederst Fritz Moen, der blev frifundet efter 18 år i fængsel. – foto: øverst: Alf Øystein Støtvig. nederst: Heiko Junge

TORE SANDBERG TALER VARMT FOR undersøgende journalistik og ser gerne flere gravesager i medierne. Han er klar over, at det ikke altid handler om journalisters manglende vilje til at grave. Han er derfor meget bekymret for udviklingen, hvor mange glider med nyhedsstrømmen og nedprioriterer gravesagerne.
»Der bliver for meget fabriksproduktion og for få scoops. Der er for langt mellem sager, som får befolkningen til at diskutere og samfundet til at vågne op,« siger han.

Tore Sandberg bliver vred, når han hører chefer i de store mediehuse klage over, at der ikke er midler til at gøre de ting, som han gør.
»Det er kun et spørgsmål om prioritering og chefernes vilje til at vælge den undersøgende journalistik. Den vilje mangler desværre.«

Tore Sandberg har de sidste 10 år fået omkring 8.000 henvendelser fra mennesker, som gerne vil have ham til at efterforske retssager. Det er langtfra alle de sager, der vil vise sig at være justitsmord, men Sandberg tror, at en til to procent af sagerne kan være det.
»Der er justitsmord og gravesager nok til flere journalister. Det gælder helt sikkert også i Danmark. Det er bare at komme i gang.« 

 

TORE SANDBERGS SAGER
1991-1994
Liland-sagen
1970: Per Kristian Liland dømt for dobbeltdrab i Fredrikstad.
Han sad 14 år i fængsel, før sagen blev genåbnet.
1994: Liland frifindes og får erstatning på 13 mio. kroner.

1994-1998
Mo i Rana-sagen
1994: Mand fra Mo i Rana dømt til to år og tre måneders fængsel for voldtægt.
1998: Han frifindes og får 1,2 mio. kroner i erstatning.

1996-2004
Halvorsen-sagerne
1983: Den evnesvage Halvorsen blev dømt tre år og seks måneder for
fire voldtægter.
2002: Han frifindes for én af sagerne og tilkendes 325.000 kroner i
erstatning. Fra 2004 arbejdes der med ny begæring for genoptagelse
af de tre sager, som ikke blev åbnet i første runde.

1998-2008
Moen-sagen
1981: Den handicappede Fritz Moen idømmes 21 års fængsel og 10 års sikring for to drab begået i 1976 og 1977. Moen afsoner over 18 år.
2005: Han dør. Kort tid efter tilstår en anden mand begge drab.
2004 og 2006: Moen frifindes for begge drabene.
Erstatning: 20 mio. kroner.

2003-2004
Kristiansand-sagen
2002: Mand dømmes til fængsel i to år og seks måneder for
voldtægt.
2004: Manden frifindes.

2003-2004
Naas-sagen
2003: Einar N. Naas idømmes tre års fængsel for flere seksuelle overgreb.
2004: Naas frifindes for alle overgreb.

2002-2009
Åge Vidar Fjell-sagen
1990: Den handicappede Åge Vidar Fjell bliver dømt til syv års fængsel og 10 års sikring for at have dræbt sin nabo.
2009: Åge Vidar Fjell bliver frifundet.

2 Kommentarer

Bente Stenfalk
6. JUNI 2020
Stig Gerdes-sagen / Karina-Sagen er en mere. Vi mangler en journalist, som vil grave i sagen. Vi kan levere de fleste dokumenter i originaludgaver, hvis nogen skulle have lyst.

https://frdb.dk/artikel/opgiver-retssag-stig-gerdes-svirper-h%C3%A5ndkl%C3%A6det-i-ringen?fbclid=IwAR1KxLJkp1k3TU1pUE2zaKOW9_0q1juOxCFN7dbwWXVdm3Md9Ai0N17_rto
Tom Kadr Andersen
1. MARTS 2016
Det er fantastisk at læse om
Det er fantastisk at læse om en journalist forsvare menneskerettigheder .
Jeger en pensioneret speciallæge som blev dømt for ukorrekte vurderinger og vil have kontakt med denne journalist selvom jeg er danske og fik lige en justitsmord afgørelse på grund af chokerende vurdering fejl og påstande om min tilstand.Venligst send mig journalistens e-mail