Han har 700.000 læsere – uden for København

Jens Julius Hansen leverer tegninger til 14 forskellige dagblade. Uanset om det er Nordjyske eller Folketidende på Lolland, opfatter læserne ham som en af deres egne. Det har gjort ham mere populær på Lolland end Politikens Roald Als

Hvis Jens Julius Hansen havde været bedre til fodbold i skolen, er det ikke sikkert, at over 700.000 avislæsere i dag havde haft glæde af hans satiretegninger. 

»Jeg var elendig til fodbold i skolen og en lille pjevs. Til gengæld kunne jeg tegne sjove tegninger af mine klassekammerater. De fik enten store ører, næser eller maver,« siger Jens Julius Hansen.

»Når tegningerne blev sendt rundt i klassen, så skreg folk af grin. Og jeg blev jo glad, når folk sagde, at jeg var sjov og dygtig til at tegne. At jeg så fik buksevand i frikvartererne af dem, jeg havde gjort grin med, det er en anden sag.«

 

66-årige Jens Julius Hansen har sin faste plads på redaktionen på Horsens Folkeblad, hvor han har arbejdet siden 1986. Hver dag laver han en eller to tegninger, ikke kun til Horsens Folkeblad, men til 14 regionale dagblade landet over. Det betyder, at Jens Julius Hansen kommer ud til over 700.000 avislæsere hver dag. 

»Det er da sjovt, at jeg når ud til så mange. Og det må være et tegn på, at folk kan lide mine tegninger.«

»Men jeg tænker egentlig ikke så meget over det, for jeg sidder jo bare på min pind i Horsens,« siger Jens Julius Hansen. 


Illustration: Jens Julius Hansen

»Ingen kan tegne en gård, en traktor eller en gylletank som Jens«

Til sammenligning kommer den måske mest kendte københavnske tegner, Roald Als, fra Politiken, ud til halvt så mange avislæsere.

Når Roald Als er i sommerhus på Lolland, har han da også bemærket Jens Julius Hansens popularitet på de kanter.

»Når jeg møder de lokale, så siger de til mig, at jeg da er meget god, men Julius – han er altså virkelig sjov,« siger Roald Als.

Jens Julius Hansen går under navnet ”traktor-tegneren” blandt flere af hans kolleger, fortæller Claus Seidel, tidligere formand for Danske Bladtegnere. 

»Ingen kan tegne en gård, en traktor eller en gylletank som Jens,« siger Claus Seidel.

Jens Julius Hansen tror selv, at en af grundene til, at han er blevet så udbredt i dag, er, at han tegner noget, læserne kan genkende – uanset hvor de bor i landet.

»Det er lidt skægt, for på Lolland bliver jeg opfattet som en af deres egne, ligesom mange i Nordjylland tror, at jeg sidder blandt dem,« siger Jens Julius Hansen.

Han er vokset op på landet og bor i dag i den lille by Bryrup syd for Silkeborg.

»Så jeg kender godt miljøet og det tankesæt, man har der.«


Illustration: Jens Julius Hansen

Landsdækkende aviser ringer ikke

Jens Julius Hansen leverer blandt andet til Herning Folkeblad, Jydske Vestkysten, Skive Folkeblad og Fyns Amts Avis.  

Forklaringen på, at han ikke udkommer i landsdækkende dagblade som Politiken, Berlingske eller Jyllands-Posten, er, at han aldrig har kontaktet dem – og de har heller ikke ringet til ham. 

»Jeg tror ikke, at Politiken vil have en tegner, som kører rundt herude i provinsen,« siger han selv. 

Jens Julius Hansen mener dog ikke, at han adskiller sig ret meget fra kollegerne i København.

»Men mange af mine tegninger har baggrund i, at jeg bor i en landsby i Jylland. Så ofte flytter jeg situationen ud på landet, og det gør de andre tegnere måske ikke så meget,« siger Jens Julius Hansen.


Illustration: Jens Julius Hansen

Begyndte for 45 år siden

Det hele begyndte i 1971, da Jens Julius Hansen var 21 år og afleverede sin første tegning til det, der dengang hed Silkeborg Avis. Tegningen viste daværende statsminister Jens Otto Krag ude i en balancegang på stram line, holdt oppe af daværende SF-formand Aksel Larsen. Tegningen indkasserede Jens Julius Hansen 20-30 kroner, og redaktøren sagde, at han godt måtte komme igen, hvis han havde flere tegninger.

Det havde Jens Julius Hansen, og han har tegnet lige siden. Både under sin stu-die​tid derefter sideløbende med, at han passede sit job som folkeskolelærer i hjembyen Bryrup, og fra 1986 på fuld tid.

»Efter at jeg blev fastansat på Horsens Folkeblad, har det egentlig bare spredt sig, og flere og flere aviser har med årene ringet og spurgt, om vi kunne lave en aftale,« siger Jens Julius Hansen.

Han håber, at hans tegninger får folk til at smile, når de åbner avisen, og ser en tegning, ”som forhåbentlig gør lidt ondt hos magthaverne”. 

»Det sværeste for en avistegner er at få idéer«

Inspirationen får Jens Julius Hansen fra at følge med i nyhedsstrømmen. Som regel volder det ham ikke de store problemer at komme på idéer, og han bruger dagligt mellem en og tre timer på sine tegninger.

»Min tegning skal gerne handle om det, som optager folk. En af dagens store nyheder. Og så prøver jeg så at lave en skæv vinkel på det og måske lige vende tingene lidt på hovedet,« siger Jens Julius Hansen. 

Netop evnen til at få idéer og tænke skævt er noget af det, som Roald Als beundrer mest ved Jens Julius Hansen. Roald Als arbejder selv sammen med en idémand på Politiken.

»Det sværeste for en avistegner er at få idéer, men for Jens er det det nemmeste. Han har sågar sagt til mig, at hvis jeg mangler idéer, så kan jeg bare ringe til ham,« siger Roald Als og slår en latter op. 


Illustration: Jens Julius Hansen

0 Kommentarer

Marie Andersen
22. JULI 2020
..og hvilket forlag tænker du jeg skal udgive på? Mvh Marie Stigsen Andersen
Marie Andersen
22. JULI 2020
Hej Julius jeg skriver børnebøger men mangler en illustrator og om bøgerne kan udgives? Hvad tænker du om det. Og hvad er din pris for at tegne. Jeg skriver Hans og Pia bøger og prinsesse og prins bøger og Lasse bøger. Bøgerne er dog i Århus lige nu. Mens jeg befinder mig i Rødekro lige nu. Mvh Marie