”Han forklarede, at han altid var på udkig efter nye talenter”

#Meoo. Som nyuddannet journalist mødte Pia en DR-chef, der syntes, hun ”virkede dygtig”. Dernæst gav han hende værelsesnummeret til sit hotelværelse. ”Bagefter tænkte jeg på, om han gjorde det, fordi han havde oplevet, at det virkede på andre,” siger hun

Foto: Sofie Amalie Klougart.

”Under min første ansættelse som journalist var jeg for nogle år siden på reportagetur i udlandet. Til en branchesammenkomst, hvor der var andre journalister til stede, faldt jeg i snak med en chef fra DR. Han forklarede, at han altid var på udkig efter nye talenter – og jeg virkede dygtig. Han tilbød mig drinks, men jeg købte min egne. 
På et tidspunkt sagde han, at jeg kunne komme forbi på hans hotelværelse, hvor vi kunne snakke om det. Han gav mig sit visitkort og sit værelsesnummer. 
Jeg blev fuldstændigt paf. Hvad troede han, jeg var? Regnede han med, at han bare kunne flashe sit chefkort, og så ville vi fikse en fed stilling i DR? 

Alt det han havde sagt om, at jeg var dygtig, blev smadret af, at det åbenbart ikke var mine faglige evner, det handlede om. Hvis han virkelig så et talent i mig, ville han nok ikke ansætte mig klokken to om natten, vel? Så ville vi aftale at mødes over en kop kaffe.

Jeg havde hørt rygter om, at journalistbranchen var slem. Men da jeg oplevede det selv i virkeligheden, var det som at være med i en dårlig B-film.

Under journalistuddannelsen havde vi fået tudet ørene fulde af, at det var svært at få et job. Det var vigtigt at gøre et godt indtryk og skabe sig et navn. Med det var ikke sådan, jeg ville frem. Jeg vil vælges, fordi jeg var dygtig, ikke fordi jeg var parat til at hoppe i kanen med ham.

Bagefter tænkte jeg på, om han gjorde det, fordi han havde oplevet, at det virkede på andre? Det kan godt være, at nogle kvinder griber chancen og siger ja til den slags tilbud, så de kan komme hurtigere frem. Det er deres valg – men det er så langt fra, hvordan jeg ser mig selv. Jeg har lært, at man kommer frem ved at knokle og være dygtig til sit arbejde.

Hvis jeg havde fået et job på den måde, ville jeg bagefter have været i tvivl om, om det var, fordi jeg var dygtig nok, eller fordi jeg havde spredt ben. Det havde jeg ikke lyst til. Det er ikke sådan, jeg er opdraget.

Cheferne i branchen har en magtposition, hvor de kan stille praktikanter og nyuddannede et fedt job i udsigt. Hvis man er i begyndelsen af sin karriere og lidt usikker på, hvordan man kommer frem i en hård mediebranche, hvor der virkelig er rift om jobbene, er man måske et nemmere bytte? Ellers ville nogle chefer vel ikke forsøge at gøre det?

I dag tænker jeg, at jeg skulle have sagt klart fra, i stedet for bare at lade episoden glide. Men jeg var så chokeret over, at det skete, så jeg undgik ham bare dagen efter. 
Til cheferne vil jeg sige: Lad være med den slags. Det er ikke klædeligt for nogen, at I forsøger at udnytte jeres magt på den måde.”  

”Pia” har ønsket at optræde anonymiseret. Hendes navn er redaktionen bekendt.

 

 

0 Kommentarer