Poul Schjelde Rasmussen udgør pressen i Nørre Alslev på Falster. Seks dage om ugen leverer han en halv avisside. Det har han gjort i 25 år – alligevel ligner han en for hvem, stress er en by meget, meget nord for Nordfalster.

»Du må for guds skyld ikke beskrive mig som skrivebordsjournalist …«
Skrivebordsjournalist står tydeligvis nogenlunde som det værste for Poul Schjelde Rasmussen. Og for første gang lyder lokalredaktøren en anelse bekymret.
Det er på det tidspunkt et par timer siden, JOURNALISTENs fotograf og journalist dukkede op på hans redaktion i Nørre Alslev. En to-værelses 1. sals lejlighed på hovedgaden i den lille stationsby på Nordfalster. Langgade 3 er adressen, og efter Nørre Alslevske forhold er gaden lang. Den tæller både en boghandel, en begravelsesforretning, en frisør, Unibank og hele to kiosker – Døgnkiosken hedder den ene, og i Nørre Alslev er en åbningstid på 16 timer rigeligt nok til at kunne kalde sig døgnkiosk. Helt nede i den anden ende af gaden ligger byens cafe. Også den cappucino-frie cafe minder om, at der er mere end en spytklat til København – vi får to krus kaffe og en toast med skinke og ost for bare 21 kr.
»Sangkor i kirken. Ja, jeg havde godt set det. Det er på søndag klokken 16, er det ikke? Det bliver nok ikke til mere end at nævne det i dagbogen. Det er godt. Farvel.«
Telefonrøret holder han et godt stykke fra øret, mens han taler.
Klokken er lidt over ti. Schjelde eller ´Ras´, som flere i byen kalder ham, har allerede haft sin første deadline denne fredag til fredagsavisen. Han er nu godt i gang med at fylde op på den halve side, han skal levere til lørdagsavisen. Han mangler kun et par linier til den trespaltede om det nye lokalhistoriske årsskrift. En time tidligere var han med en fotograf på reportage ved den lokale grusgrav, hvor en vej vil være spærret fra i morgen – den historie skal skrives. Og så skal der også lige styr på dagbogen, hvor nu blandt andet sangkorets kirkeoptræden skal skrives ind.
Seks dage om ugen skriver han en halv avisside fra Nørre Alslev by og kommune.
»Jo, jeg har da også haft dage, hvor jeg har haft lyst til at skrive hen over avissiden med min egen håndskrift: »Desværre, det lykkedes ikke i dag.« Men det sjove er, at når det hele ser ud til at være den rene elendighed, så er det tit endt med, at næste formiddag er så meget stof, at jeg ikke kan få det hele med,« siger Schjelde fuldstændig ubekymret, og ligner én, for hvem stress er en by meget, meget nord for Falster.

Her bestemmer jeg selv
I sommeren 1974 flyttede han til Nørre Alslev og blev Lolland-Falsters Folketidendes lokalredaktør og har siden siddet her på redaktionen fatters alene.
»Det er det lille sted, der tiltrækker mig. Det er nok noget med, at jeg godt kan lide det der med, når jeg kommer ud, så ved folk udmærket, hvem ham den tykke fra Folketidende er. Og her bestemmer jeg sgu selv,« fortæller Poul Schjelde.
Han kom dengang i 74 fra en stilling som lokalredaktør i Nykøbing Falster, hvor de var fire-fem journalister på redaktionen.
»Jeg kan bestemt godt lide at arbejde sammen med andre. Men det der med at lede og fordele arbejdet – det er jeg ikke så god til. Jeg var tilbøjelig til, når der var en opgave, der ikke var så sjov, så tog jeg den bare selv.«
Han har nået både at fejre Folketidendes 100 års og 125 års fødselsdag som lokalredaktør i Nørre Alslev. Og han har i sinde at nå en del flere avisfødselsdage – »medmindre lottokuponen, der ligger derovre i jakkelommen giver otte millioner i morgen …«
Han er i hvert fald holdt helt op med at drømme sig andre steder hen. Det har han ellers gjort i små perioder. At skrive om de nordatlantiske lande har været hans drøm – for Berlingske måske – eller også simpelthen tage til Grønland en tid. Men nu synes han ikke længere, tiden og de 55 år er til det.
»Nu ville det være at gå for vidt.«
På væggen mellem barometeret, kvindekalenderen og reolerne hænger der et par smukke indrammede, grønlandske fotografier og gør opmærksom på, at der findes et helt andet liv nord for Nordfalster.

Impulsiv journalistik
»Dagene kan godt komme til at ligne hinanden for meget. Det er bagsiden af medaljen.«
»Ind imellem siger jeg til mig selv – nu skal det være! For man skal passe på, at man ikke går hen og bliver et surt gammelt løg. Man kan jo godt få det sådan, at nu har de kraftedeme igen en eller anden demonstration i husmoderforeningen – som nu så fint hedder Familie og Samfund. For nylig tog jeg så til deres modeopvisning, som jeg ikke har en pind forstand på. Jeg fik så lokket min kone med, så hun kunne give mig lidt stikord. Så jeg prøver at finde på at lave nogle andre ting.«
Og det lykkes stadig at finde på. I sommer, da agurketiden truede, og Poul Schjelde skulle passe sin redaktørpind fra slutningen af juni, hele juli og august med, opfandt han for ikke at komme i stofnød artikelserien; Hvor kragerne vender.
Han kørte rundt i sit journalistpastorat og fandt de mindste biveje og »dem er der jo en del af på disse kanter«, stoppede ved det aller-sidste hus på vejen og ringede på.
»Det gav mange gode snakke, og på den måde kom der nogen i avisen, som aldrig havde været i avisen før.«
Ellers er Poul Schjelde egentlig ikke til planlægning. Han kan bedst lide impulsiv journalistik.
»Der er mere og mere af alt det organiserede journalistik. Vi sætter … hvad fanden er nu det hedder, det de hele tiden gerne vil på hovedredaktionen … sætte …«
– Dagsordenen?
»Ja. De sætter dagsordenen. Men jeg er meget mere til det impulsive. Så når jeg tilfældigt hører, at hende der den meget lyshårede fra fjernsynet (Henriette Honoré red.) var på vores kanter for at lave en tv-udsendelse, hvor en fiskekutter på 24 timer skulle skaffes hen på en legeplads, så tager jeg da bare af sted og ser, hvad der sker.«
Projektet lykkedes ikke for Henriette Honoré, og det var slet ikke meningen efter TV 2s pressestrategi, at der skulle skrives om det før udsendelsen.
»De sagde alt muligt om, at jeg skulle forelægge dem, hvad jeg skrev, for at de kunne godkende det. Men sådan noget er jeg da ligeglad med, de skal da ikke bestemme, hvad jeg skriver i min avis.«
»De kaldte mig tarvelig og alt mulig andet. Og egentlig var jeg ikke et hak bedre end Ekstra Bladet, da de afslørede vinderen af Robinson,« fortæller Schjelde lidt stolt.

Havreneg
Han bliver afbrudt, da én af byens spejderledere kommer ind på redaktionen for at fortælle, at storstrømsspejdere sælger juleneg i weekenden. Poul Schjelde får spurgt om, hvor mange neg og om de er lavet af havre. Det giver syv linier til lørdagsavisen.
»Der kommer da en del folk forbi. Lige inden I kom, var der én, der skulle betale for en annonce.«
Ellers er her uhyre stille. De tre gange telefonen ringer, mens vi er på redaktionen, bliver vi helt forskrækkede. Og selvom telefaxen på Nørre Alslev-redaktionen sikkert ikke larmer spor mere end andre faxer, så virker det som om, at den har en volume-knap skruet op på 10, da den går i gang.
Det er en fax fra turistforeningen, som har et møde på tirsdag.
»De skriver og skriver. Det må jeg lige have kigget på.«
Poul Schjelde er tæt på sine kilder i Nørre Alslev Kommune. Men han siger, han aldrig har følt noget pres.
»Jeg går ikke og tænker, hvad mon de vil sige, hvis jeg skriver sådan. Jeg behandler folk ordentligt, og så vil jeg gerne behandle folk ens.«
Og så nævner Schjelde venstreborgmesteren som eksempel. Han har været borgmester i det halve af Schjeldes Nørre Alslev-liv, og de kender selvfølgelig hinanden godt.
»Han har det med, når han ringer, at sige: »Du Poul …« Så svarer jeg ved at sige Niels Larsen til ham. Min afløser her på redaktionen kalder ham Niels – jeg kan ikke lide det. Borgmesteren og mig er bestemt ikke bon-bonkammerater og skal heller ikke være det.«
Poul Schjelde er da også blevet spurgt af nogle venstre-folk, om han ikke vil være medlem af partiet.
»Nej, jeg er med i badmintonklubben, svarede jeg. Og så koster det jo også penge at være med …«
Rotary-klubben har også været hos lokalredaktøren med en forespørgsel.
»De manglede lige en bladsmører i kartotekskassen. De mødes vist hver onsdag – og det duer slet ikke, for der er jo Europacup-kampe … Nej, det handler om at holde sig udenfor – at være fri.«

Ikke tro, man er noget
Selvom både Venstre og Rotary har bejlet, så føler Schjelde sig slet ikke placeret på en piedestal i Nørre Alslev. Bemærkningen »man skal altså ikke tro, man er noget« falder et par gange.
»Der var engang, man talte om sognerådsformanden, præsten og så redaktøren … Men det er årtier siden. Jeg tror da, der er læsere, der tænker, hvornår slipper vi af med ham Schjelde. Og hvis jeg stillede op til et valg, kunne jeg måske hente 10 stemmer …«
Beskedenheden lever livligt i de stille lokaler på Langgade 3. Myten, om at journalister altid overdriver og frembuser, bliver punkteret denne formiddag på Nordfalster.
Dagen før har Poul Schjelde haft tophistorien på avisens forside. En historie om, at Junckers Industrier lukker deres finerafdeling på Orehoved Havn, og 75 ansatte vil få deres fyreseddel.
»Jeg vil helst være fri for de forsider. Hvis folk nu glemmer at læse forsiden, så får de jo ikke historien. Jeg vil helst, at de står på min Nørre Alslev-side.«
Han passer på sine læsere, og de holder øjensynlig fast. Et kig på oplagstallene viser små udsving på en, to og fem abonnenter i hans forskellige, små byer. Han har samlet 1.800 abonnenter i hans dækningsområde, som er 9.500 borgere i Nørre Alslev Kommune – selve byen har 2.500 beboere.
»Men der er en del nærrige. Der er ret meget renderi over gaden, fordi de deles om avisen. På min vej er der for eksempel tre familier om en avis.«

Ingen brok
Selv om Schjelde nævner, at den lottokupon ovre i jakkelommen hurtigt kunne få ham til at pakke piben og leve et journalistfrit liv, så er det tilfredshed med Folketidende, der gennemsyrer snakken. »Ordnede forhold« siger han, han ved såmænd ikke engang, hvor mange ugers ferie, han har om året.
»Det bliver lidt en livsstil. Jeg sidder ikke og tæller timer. Vi har et utrolig godt system på avisen – jeg arbejder 200 dage om året. Resten er påske, jul, ferie og fridage.«
Han er godt tilfreds og er ikke i tvivl om, at hvis han søgte til Jylland, så ville han skulle arbejde mere.
»Men det der med fagforeningen, det har jeg ikke forstand på,« fastslår Schjelde lidt halvundskyldende over for »fagforeningsreporteren«.
»Jeg har én gang været til Journalistforbundets delegeretmøde som en af de anonyme fluer på væggen. De levede i sus og dus derovre på Nyborg Strand. Sikke et frokostbord. Det var bedre, end man er vant til.«
Alligevel bliver han nu, hvor han er vant til at være — i Nørre Alslev.
Og dog. Han har tænkt over, at det kunne være en god ide, at lokalredaktørerne byttede redaktion efter en årrække.
»For det kan godt være, at man går hen og bliver sat. Man kommer jo ind i en vis rytme. Det havde nok egentlig været godt at rotere lidt,« siger Schjelde.
Men han har ikke sat sig mere fast på sin skrivebordsstol, end at ham fra Folketidende hver dag rykker ud til folk i kommunen.

Ene mand
Poul Schjelde Rasmussen er ene mand på redaktionen på Lolland-Falsters Folketidende i Nørre Alslev.
JOURNALISTEN følger i dette og kommende numre journalistlivet på provinsavisers enmandsbetjente lokalredaktioner.
»Det kan godt lyde kedeligt at arbejde alene. Fordelen er, at det er mig, der bestemmer,« siger Poul Schjelde Rasmussen.