Halvdelen af Berlingskes politiske redaktion har sagt op

Tre af Berlingskes seks politiske reportere har sagt deres job op lige før og efter valget blev udskrevet. En fjerde medarbejder flytter redaktion. Også redaktøren af politiko.dk har sagt op. Politisk redaktør Michael Bjerre skal nu bygge et nyt hold op efter valget

Berlingske skal bygge en ny politisk redaktion op efter valget. Og det næsten helt fra bunden.

Halvdelen af de seks medarbejdere på Christiansborg-redaktionen har sagt deres job op umiddelbart før eller lige efter, at folketingsvalget blev udskrevet.  

To har taget en frivillig fratrædelse, en tredje har fået nyt job på Politiken, og en fjerde skifter redaktion. Det ses ofte, at der er store udskiftninger på de politiske redaktioner efter et folketingsvalg, hvor nogle journalister bliver ansat som pressefolk og spindoktorer af partierne og ministerierne.

Men i dette tilfælde er det opsigtsvækkende, at halvdelen af redaktionen siger op nærmest midt i valgkampen. To af journalisterne endda uden at have et nyt job på hånden på forhånd.

»Jeg vil ikke udtale mig om interne forhold på redaktionen, så det har jeg ingen kommentarer til,« siger politisk redaktør Michael Bjerre.

Han står nu med udfordringen med at bygge et nyt hold op næsten fra bunden. Journalisten ville gerne have spurgt ham, hvordan han regner med at erstatte de medarbejdere, som har sagt op. Og om der eventuelt vil blive slået nye stillinger op på Berlingskes politiske redaktion.

Redaktøren af politiko.dk har også sagt op

Også Berlingskes digitale politiske satsning, det nye site politiko.dk, skal finde en ny medarbejder. Redaktøren af politiko.dk, Nikolaj Rytgaard, har nemlig sagt op til fordel for at vende tilbage til sit gamle job på Jyllands-Postens politiske redaktion.

Dermed når Nikolaj Rytgaard blot at stå i spidsen for Berlingskes nye site i ni måneder. Politiko.dk er ikke en del af den politiske redaktion på Christiansborg, men har til huse i Pilestræde og refererer til redaktørerne der.

Det har tirsdag formiddag ikke været muligt at få en kommentar fra chefredaktør Tom Jensen.

0 Kommentarer