search

Halvandet år efter sort torsdag

 

 

Den 16. november 2000 var en mørk dag i Århus Stiftstidendes historie. 23 redaktionelle medarbejdere gik ud af avishuset for sidste gang. Ud i en medieverden med rekordhøj arbejdsløshed. Vi har opsøgt journalisterne, der fortæller vidt forskellige historier.

Århus Stiftstidendes avishus var fuld af følelser den efterårsdag for halvandet år siden. Alle journalister og fotografer skulle møde på hovedredaktionen, hvor der lå et brev til hver medarbejder. Der var to slags breve:
Fyret eller ikke-fyret.

23 medarbejdere skulle væk. Heraf havde seks allerede sagt, at de ville gå frivilligt. Tilbage var 17 breve med en fyreseddel.

JOURNALISTEN var til stede på dagen og skrev blandt andet:

…En kvindelig journalist på forældreorlov bliver fyret. To højgravide bliver fyret. Folk, der har været på avisen i 30 år, bliver fyret. 12 af de 18 fyrede er kvinder…(Det viste sig at blive 17 fyrede, red.)

Inden fyringsrunden var 200 DJ-medlemmer meldt ledige i Århus. Det svarede til en arbejdsløshedsprocent på 12. Jobsituationen var håbløs for de fyrede.

Århus Stiftstidende havde længe befundet sig i en økonomisk krise efter en udmarvende krig med Jyllands-Posten. I 1999 havde en større prikkerunde ko-stet 17 redaktionelle medarbejdere en finger på skulderen. Senere røg ni vikarstillinger, og da Det Berlingske Officin i 2001 købte aktiemajoriteten i et skrantende Stiftstidende, havde medarbejderne en kraftig fornemmelse af, hvad der ventede dem.

Der er nu gået næsten halvandet år siden den sorte torsdag, men hvad skete der med de 23 journalister, som blev sendt ud til rekordhøj arbejdsløshed?

JOURNALISTEN har kontaktet de fyrede, der i dag er spredt for alle vinde. De er dog stadig fælles om nogle voldsomme minder fra den 16. november 2000. Som én snøftende siger:

"Jeg ved ikke, hvorfor det rører mig så dybt stadigvæk."

En anden beskriver det sådan:

"Selv om jeg i meget lang tid havde prøvet at forberede mig mentalt på, at det ligeså godt kunne være mig som kollegaen til venstre eller højre, kom fyrin-gen som et slag med en brolæggerjomfru.

Det lyder så teatralsk, men det var den værste dag i mit liv. Det var så uvirkeligt…og pinligt".

For nogle blev fyringen, hvad de havde frygtet. En social deroute uden udsigt til arbejde. Men for mange har afskeden med Århus Stiftstidende også betydet et nyt og bedre liv.

"Man kan godt sige, at det er udviklende på den hårde måde. Man tænker mere over, hvad man selv vil. Man bliver bragt ud af kurs og bliver lidt mere bevægelig og lidt mindre fastlåst."

De nøgne tal fortæller, at ud af 17 fyrede er syv stadig arbejdsløse. Flere har været på kortere og længerevarende webkurser eller modtaget undervisning på universitetet. Men det har ikke ført til arbejde.

Fem er tilbage på Århus Stiftstidende, i vikariater eller faste stillinger. Én fik en uge efter fyringen tilbudt job som kommunikationschef i it-branchen. Han ønsker ikke at stå frem med navn og billede, men vil gerne sige, at han er særdeles glad i sit nye job.

Tre er freelancere med mere eller mindre succes.

En enkelt har det ikke været muligt at få kontakt med.

Blandt de seks journalister, som selv valgte at gå, er det gået bed-re. En har startet sin egen virksomhed, to er i nyt arbejde, og to er freelancere. Den ene freelancer hæver dog stadig størstedelen af sin løn hos A-kassen. Endelig er en på efterløn.

Tre har ikke ønsket at optræde med navn og billede.

På de følgende sider beskriver en gruppe østjyske journalister følgevirkningerne af en fyringsrunde.

 

Jørgen Toubro, 57 år, Randers Amtsavis / Stiftstidende 33 år
Gik frivilligt.
"Det har givet mit liv en helt anden dimension."
Jørgen er på dagpenge i dag og tjener lidt ved forskellige freelanceopgaver. Men selv om der ikke kommer mange penge i kassen, har han rigeligt at lave.
"Jeg roder med lidt lokalhistorie," Jørgen Toubro stopper sig selv.
"… Jeg skriver nok temmelig meget til lokalhistoriske bøger. Det er jeg meget interesseret i. Jeg får dog ikke noget for det."
Jørgen skriver næsten dagligt en lille klumme til lokalsiden i Århus Stiftstidende. En skæv og personlig historie.
"Folk sluger det råt. Det må jeg sige," siger Jørgen, der dog ikke tjener noget særligt på det.
"Det er lystbetonet."
Ligesom det er lystbetonet, når han laver klubbladet for sejlerne.
"Jeg har været 30 år i lokaljournalistik. Det har været mange spændende år, men til sidst var jeg simpelthen kørt op i en krog. Jeg var stresset, derfor har jeg været glad for at stoppe. Ja, det har jeg."
"Jeg ville da godt have lidt mere lønnet arbejde. Men så har vi i stedet sat leveomkostningerne ned. Der er ikke rødvin på bordet hver dag, og vi rejser ikke så meget som før. Men så har vi båden og alt det andet. Jeg har fået tid til mine interesser."
-Kunne du tænke dig at komme tilbage i et fast arbejde?
"Uha uha. Skal jeg svare på det? Den teknologiske udvikling løber så stærkt," stønner Jørgen og begynder at fortælle, hvordan det gamle arbejde "trængte ham op i en krog", hvor han til sidst ikke kunne bevæge sig mere.

Niels Bjerggård, 43 år, Stiftstidende og Randers fire år
"Jeg har taget forskellige kurser i web og pc. Senest har jeg afsluttet et syv måneders webmasterkursus. Jeg har fulgt kurset Kys din Skrivefrø på DJE og været ansat i to-måneders vikariat på tillægget Kør Godt. Så tiden er sådan set gået fint nok efter min fyring, men det må meget gerne snart udmønte sig i et job," siger Bjerggård, der har søgt mange stillinger, men uden held.
"Mine erfaringer med web gør, at jeg kunne håbe på at blive webredaktør et sted. Lige nu kunne jeg dog bedst tænke mig at få job som redaktionel medarbejder i et produktionsteam inden for tv."

Helle Veel, 39 år, Stiftstidende seks år
"Jeg var på barsels- og forældreorlov, da fyringerne kom. Jeg havde været væk næsten et år, så jeg var egentlig ikke overrasket over, at det skulle være mig."
Ligesom de andre fyrede fik Helle Veel tilbudt et seks ugers webkursus. Det gav hende lyst til efterfølgende at tage en 36 ugers it-uddannelse, som skal afrundes i slutningen af april.
"Det er spændende lige nu. Det eneste, der gør en nedtrykt, er udsigterne – de er så dystre. Jeg har allermest lyst til at søge tilbage til avisbranchen, men…."

Anders Riis, 38 år, Amtsavisen i 13 år
"På den ene side var jeg bitter over at være en af dem, der kunne undværes. Især fordi min stilling blev genbesat af en praktikant. Alligevel håbede jeg på, at jeg blev fyret. Jeg havde en tid leget med tanken om at blive selvstændig, men turde ikke tage springet af frygt for at mangle penge til termin, børnenes friskole og så videre. I dag ser jeg sådan på det, at jeg fik et hjælpende skub til at føre mine planer ud i livet."
Anders Riis hoppede lige ud i det og etablerede et énmands aps i informationsjournalistik. Kunderne er især mindre virksomheder.
"Jeg vil kalde mig selv info-medarbejder på kontrakt. Mange små virksomheder har løbende brug for info-arbejde, men de har ikke råd til at hyre en journalist på fuld tid. Typisk laver jeg en årskontrakt med virksomheden, hvor jeg arbejder for et fast aftalt beløb."
Endnu svarer lønnen ikke til, hvad han fik som fastansat. Alligevel er Anders Riis glad for, at han fik chancen for at gå egne veje:
"Det er selvfølgelig meget hårdt at blive fyret, hvis man er ældre eller befinder sig i en fastlåst livssituation. Men ellers tror jeg, det gælder om at være lidt fandenivoldsk og se nye muligheder i situationen."

Helene Marie Bjørndal, 31 år, Stiftstidende syv år
Fotograf Helene Marie Bjørndal var højgravid, da hun modtog en fyreseddel. Det fik Journalistforbundet til at gå ind i sagen, og efter en måned blev fyringen annulleret.
Den 26. februar sidste år fødte hun sit andet barn, Harald, og i dag er hun tilbage på den arbejdsplads, hun blevet fyret fra.
"Jeg havde det ikke skidt med at komme tilbage. Mine kolleger har været super-super."

John E. Sørensen, 66 år, Amtsavisen i 30 år
Gik frivilligt. Da det stod klart, at fyringsrunden ikke kunne undgås, gik John Sørensen til ledelsen og meddelte, at han gerne ville stille sin person til rådighed for en fyring.
"Jeg ved ikke, hvilke planer ledelsen havde med mig, men tidspunktet passede fint med mine planer om at gå på efterløn. Kunne jeg så samtidig hjælpe med til at undgå fyring af en anden, ville det da heller ikke gøre noget."
Ud over lidt skrivearbejde for foreningsblade nyder John E. Sørensen tilværelsen som efterlønner.

Lotte Hemmer-Hansen, 56 år, Stiftstidende, 30 år
"Jeg føler bestemt, at jeg har fået noget godt ud af min fyring. Jeg har fået en helt ny frihed til at passe arbejdet ind efter mine andre interesser."
Lotte Hemmer-Hansen er i dag freelancer. Efter en række journalist-relevante kurser, blandt andet webdesign, fik hun plads på det århusianske bureau Horisont. Der var tale om en rugeordning, hvor blandt andet huslejen var fordelagtig. I dag har hun rykket kontoret hjem til Risskov, det passer hende fint efter mange år på en stor avis:
"Det er faktisk ret skægt at arbejde hjemmefra. Jeg savner ikke fællesskabet på arbejdspladsen. Nok har jeg været vant til en masse kolleger, til gengæld har jeg andre sociale netværk, jeg kan trække på."
For Lotte Hemmer-Hansen har det været spændende at afprøve andre typer journalistik og vinkle stoffet anderledes end dagbladsjournalisten gør."
"Det er sjovt at sidde på den anden side af bordet og skrive de brochuretekster, som jeg før i tiden skulle vurdere som dagbladsjournalist. Det er meget lærerigt. Det er selvfølgelig en underlig, usikker følelse, at jeg aldrig ved, hvor mange penge, der går ind på kontoen. Til gengæld nyder jeg virkelig, at jeg kan lægge arbejdet, når det passer bedst ind i min dag. Jeg ser helt klart mig selv som freelancer fremover."

Chris Sørensen, 48 år, Stiftstidende 12 år
Gik frivilligt.
"Jeg har aldrig fortrudt, at jeg sagde farvel. Tværtimod har jeg ikke haft en dårlig dag siden."
Chris gik selv, fordi han ikke var glad for at være på Århus Stiftstidende mere.
"Det sidste år var hårdt. Prøv at tænke på en avis, der har eksisteret i 200 år og på to-tre år formøbler hele formuen. Det har tæret hårdt."
Chris fik hurtigt tilbudt et vikariat på B.T. Der var han indtil efteråret 2001. Kort efter kom han i et vikariat på Berlingske Tidende, som blev afløst af et nyt vikariat, der varer frem til 15. juni. Herefter ved han ikke, hvad han skal.
"Selvfølgelig er det en bekymring. Men jeg har været glad for både at være på B.T. og Berlingske. Jeg vil forfærdelig gerne lave avis. Derfor bliver jeg i de her cirkler."

Henning Kusk, 54 år, Stiftstidende 29 år
Fire måneder efter fyringen kom han tilbage til Århus Stiftstidende i et vikariat. Siden har det ene vikariat afløst det andet.
"Jeg har været glad, hver gang det er blevet forlænget. Der er stadig sådan en gul logofirkant med Århus Stiftstidende inde i mit hjerte."
Henning fulgte et web-kursus, efter han blev fyret. Det er han glad for i dag. Han er begyndt at opbygge sin egen freelancevirksomhed, hvor han blandt andet laver hjemmesider.
"Jeg føler mig klar til at stå på egne ben nu."
Henning har sat rækkehuset i Åbyhøj til salg for at flytte til et billigere hus på Djursland.
"Man må indrette sig på, at der kan komme en tid med færre penge."

Lea Nielsen, 43 år, Stiftstidende 16 år
Efter få måneder uden arbejde blev Leas fyring annulleret. Hun startede i et vikariat og er i dag atter fastansat.
Før fyringen var hun deltidsansat og skrev mest om Hørning Kommune, i dag er hun kriminalreporter på den store Skanderborg-redaktion.
"Det har været et ufrivilligt jobskifte, som jeg egentlig er blevet utrolig glad for. Nu er der flere kolleger, og fagligt får man mere ud af det. Det er fedt. Men jeg var frygtelig ked af det dengang. Det gik op for mig – at når man er 43 år og har siddet 14 år på en lokalredaktion – så er man måske ikke så attraktiv på jobmarkedet mere."

Connie Felbert, 51 år, Stiftstidende fire år
"Jeg er glad for det liv, jeg har. Jeg kunne bare godt bruge nogle flere penge."
Da Connie havde åbnet kuverten med sin fyreseddel, tog hun til Schweiz med sin datter. "En dannelsesrejse" kaldte hun det i JOURNALISTEN dengang. Men planen var også, at det skulle være startskuddet til en karriere som freelancer.
Schweizerne skulle til EU-valg. Det ville Connie skrive om. Men, som hun har måttet erkende mange gange siden, så er det ikke let at sælge artikler om EU til danske medier.
Connie håber dog på, at det danske EU-formandskab kan skaffe flere kunder i butikken.
"Det er selvfølgelig skidt, at det er så svært at sælge historier. Men til gengæld kan jeg nu koncentrere mig om det, jeg interesserer mig for: EU og Mellemøsten. Og livet handler jo om at lære."

Jette Rygaard, 56 år, Dagbladet Djursland i 26 år, efter fusionen kom hun til centralredaktionen i Rønde
"Jeg har ikke lavet noget som helst siden fyringen. Jeg har pligtskyldigt gloet på alle stillingsopslag, selv om jeg vidste, det var håbløst at få job," siger Jette Rygaard.
Selv hendes daværende tillidsmand lod i et ellers medfølende brev forstå, at hun nok aldrig ville få et nyt journalist-job.
"Han mente det godt, men det var ikke pisseopløftende at få at vide oven på en fyring."
Som født optimist lagde Jette Rygaard derfor andre planer.
"Jeg fik en ide om at følge op på min interesse for have og natur og søge optagelse på en gartnerskole. Meningen var, at jeg ville klæde mig fagligt på, så jeg kunne slå mig ned som freelanceskribent på haveområdet."
Ansøgningsskemaet fik hun dog aldrig skrevet under:
"Sidste år fik min mand en blodprop i hjernen. Det er den anden store omvæltning i mit liv inden for et år. Før den hjemlige situation er klaret lidt mere af, orker jeg ikke at tænke i noget, der hedder fremtid. Jeg har altid set meget optimistisk på livet, men lige nu ser det ikke alt for lyst ud."

Henrik Friis, 45 år, Stiftstidende 17 år
Forlod avisen frivilligt.
Er informationsmedarbejder på ROSA (Dansk Rock Samråd)
"Jeg er godt tilfreds med mit job. Men jeg er i en organisation, hvor fremtiden er et stort spørgsmålstegn efter den nye regering."
Henrik forlod Århus Stiftstidendes kulturredaktion frivilligt, fordi kulturstoffet var blevet stærkt nedprioriteret.
"Situationen var meget truende," husker han.
"Jeg har ikke fortrudt, at jeg stoppede, men jeg er ked af, at en ellers velfungerende kulturredaktion blev tvunget i knæ. Og jeg kan stadig savne fornemmelsen af at være på et dagblad, som tager kulturen alvorligt, og som har ressourcerne."

Jutta Paulsen, 51 år, Amtsavisen i 23 år
"I starten efter fyringen var jeg meget indstillet på at flytte efter arbejdet – det er jeg ikke mere. Ønsket om at få et job brænder ikke så kraftigt i mig, som det gjorde før.
Halvandet år efter fyringen har der sneget sig en lidt opgivende tone ind i Jutta Paulsens stemme. Hun har søgt stillinger som såvel dagbladsjournalist som info-medarbejder. Ikke engang en samtale har ansøgningerne kastet af sig.
"Jeg har alderen imod mig, og jeg nærer ikke de store forhåbninger om at få job. Omvendt vil jeg ikke give op. Jeg har taget et længere webmasterkursus og overvejer at studere virksomhedsøkonomi og markedsføring for at kvalificere mig til en stilling som info-medarbejder.
Under alle omstændigheder vil jeg hellere videreuddanne mig end gå arbejdsløs."

Jonna Skov, 47 år, Amtsavisen i otte år
Kort efter sin fyring tog Jonna Skov et stykke papir og skrev ordene: "Min fyring skal blive min lykke."
"Jeg synes, det var barsk at blive fyret. Jeg havde holdt fri en uge i forbindelse med min fars død. Dagen efter begravelsen lå fyresedlen i postkassen. Men jeg ville prøve at vende situationen til noget positivt. På en måde følte jeg, at fyringen var min chance til at finde ud af, hvad jeg ville med mit liv samtidig med, at jeg beholdt min løn et stykke tid."
"I de seneste år har jeg interesseret mig for den alternative verden, så jeg brugte tiden som fritstillet på at undersøge forskellige uddannelser. Jeg tog en måned til Bali og kom i lære hos en balinesisk healer, og jeg tog forskellige kurser i reiki-healing. Da jeg kom hjem, forsøgte jeg at slå mig ned som behandler, men det blev ikke til så meget. Da jeg kom på understøttelse, stoppede jeg min alternative virksomhed. Jeg har dog ikke sluppet tanken. Min mand og jeg er lige kommet hjem efter et helt år på Bali – for egen regning – og jeg arbejder stadig med alternativ behandling på fritidsplan."
"Lige nu skal jeg finde ud af, hvad jeg skal lave. Jeg kan dog mærke, at arbejdet ikke længere er så vigtigt som førhen, hvor ens selvværd og selvforståelse hang tæt sammen med arbejdet. For eksempel vil jeg ikke flytte efter et job, mens min søn går i gymnasiet her i Randers. Det er mere vigtigt, at vi som familie er nær på venner og skolekammerater."

Maria Larsen, 39 år, Stiftstidende, fem år
Gik frivilligt. En god anledning til et opbrud. Sådan tænkte Maria Larsen, da det stod klart, at 24 personer skulle luges væk.
"Jeg følte, at det var på tide at gøre noget andet i mit liv. Jeg havde ikke lyst til at fortsætte på en svækket kulturredaktion, der nu ville blive ramt igen. Derfor bad jeg selv om at blive fyret."
Maria Larsens navn stod ikke på fyringslisten, skulle det vise sig.
"Mit valg var meget egoistisk. Lige så utroligt glad jeg var for at være på Stiften, lige så meget glædede jeg mig til at gå nye veje."
Kort efter fyringen blev hun tilbudt et job som medredaktør på fagbladet Frie Grundskoler.
"Jeg er utroligt glad for at sidde som redaktør på bladet. Det er virkelig sjovt at være med til at lave bladet fra bunden."
Som freelancer har Maria Larsen sideløbende lavet en del radio, ligesom hun fra tid til anden arbejder for blandt andet kulturmagasiner og Nordisk Film Festival.
"Sådan her må mit liv gerne fortsætte – i hvert fald nogle år endnu."

Anette Andersen, 45 år, Stiftstidende 17 år
Dagen efter fyringsrunden rejste Anette 14 dage til Vietnam på efteruddannelse. Da hun kom hjem, fik hun tilbudt at fortsætte på avisen.
"Dybest set havde jeg lyst til at råbe: Nej. Man føler sig kasseret. Altså først er man fyret og så alligevel ikke."
Men hun sagde ja til en stilling på Skanderborg-redaktionen, som hun er glad for i dag. Fyringen satte dog spor.
"Det er vældig fint at få sin fyring annulleret, men det betyder ikke, at det aldrig er sket. Det giver en utryghed og ind imellem en angst, som stikker sit hoved frem. For eksempel som den anden dag, da jeg står med første Århus-udgave af Metro i hånden. Koster det annoncer og nye fyringer hos os?"
"Der er en ting, jeg har lyst til at sige. Det er vigtigt, at man blandt dem, der bliver tilbage, husker på de fyrede, når der bliver et vikariat eller job ledigt. Hvis man ser på os, der blev fyret for halvandet år siden, så er vi generelt hverken mere dovne eller uduelige eller vanskelige end dem, der blev tilbage."

Ole Jessen, 49 år, Stiftstidende, fem år
Knap var Ole Jessen røget, førend Stiften bød ham ind igen – til et ønskejob i midtbyredaktionen i Århus.
"Jeg havde længe haft lyst til at arbejde i Århus, hvor jeg bor. Så da jeg blev fyret fra redaktionen på Djursland, opfandt jeg en stilling til mig selv."
På et møde med ledelsen luftede Ole Jessen sine ideer om de mange pudsige og menneskelige historier, der kunne graves frem i Århus. Ideerne var åbenbart i tråd med ledelsens relanceringsplaner, og Ole Jessen blev budt velkommen tilbage i butikken. Samme løn, men nye ansættelsesvilkår. Indtil videre må Ole Jessen tage til takke med usikre halvårskontrakter.
"Selvfølgelig er der en stor usikkerhed i ansættelsen, alligevel er jeg særdeles tilfreds. I stedet for at blive fornærmet og gå min vej har jeg hele tiden haft lyst til at være med til at relancere avisen. Alt i alt har jeg fået et job, der er mere spændende og interessant end det gamle. Og jeg vil meget gerne beholde det."

Ane Dybdahl, 40 år, Stiftstidende 15 år
Er arbejdsløs. Det seneste job, hun har søgt, var et sekretærjob.
"Jeg har det egentlig godt. Men jeg føler hele tiden, at jeg burde være mere ambitiøs. Det er bare svært at være det – når der ikke er nogen job."
Ane var gravid, da hun blev afskediget. Hun fødte i februar sidste år, og fra september fulgte hun et fuldtidskursus på Århus Universitet i Miljølære. Det er slut nu.
"Det er først nu, at jeg er rigtig arbejdsløs. Jeg forsøger at søge … og tænke alternativt, men det er ikke let. Det skal også passe med den dagligdag, jeg har. Jeg er halvtids alenemor, da min mand er styrmand og ude at sejle halvdelen af tiden. Jeg ved godt, at man ikke skal lade sig begrænse af et barn, men aften og weekendarbejde er svært. Samtidig vil jeg helst ikke flytte. Vi bor afsindigt dejligt her."

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen