LØNKAMP. Funktionæren kan finde et lille Joakim von And-smil frem, når han sammenligner sin lønstigning med journalistens.
Journalistforbundets seneste lønstatistik viser nemlig, at forbundets medlemmer på et år har oplevet en fremgang i reallønnen – det man rent faktisk kan købe for sine penge – på to procent, mens den kvarte million danskere, der er ansat som funktionærer, har haft en stigning i reallønnen på 2,4 procent.
Forskellen er ikke stor, men til gengæld har tendensen været gældende de seneste fem år.
I oktober 2003 var gennemsnitslønnen for Journalistforbundets medlemmer 34.502 kroner om måneden, medregnet alle tillæggene, men uden arbejdsgiverens pensionsbidrag.
Det er primært de ansatte på radio, tv, dagblade og magasiner, der har haft lave lønstigninger, hvorimod ansatte i kommunikationsbranchen og på forlagene har haft lønstigninger, der er højere end funktionærernes.
Journalistforbundets kvindelige medlemmer må desuden se i øjnene, at de har færre penge til rådighed end mændene.
På ét år er lønforskellen mellem mænd og kvinder vokset med små 150 kroner. I oktober sidste år tjente kvinderne i Dansk Journalistforbund i gennemsnit 1.940 kroner mindre om måneden end mændene.
Journalistforbundet kender ikke den præcise årsag til forskellen på mænds og kvinders løn. Forbundet opfordrer derfor tillidsmændene til at foretage et ligestillingstjek på arbejdspladserne.
Lønmæssigt halter kvinderne i mediebranchen dog mindre efter deres mandlige kolleger end kvinderne på det øvrige arbejdsmarked.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.