Regionaljournalistik

Halsnæs-borgmester om TV 2 Kosmopol: ”Det skal man vist bo i København for at forstå”

Borgmestrene i kommunerne Halsnæs og Gribskov føler sig ikke som en del af metropolen og møder derfor TV 2 Lorrys forvandling med skepsis

TV 2 Lorrys forvandling til TV 2 Kosmopol vækker ikke lutter begejstring i alle yderkommuner af regionalstationens sendeområder.

Med navneskiftet hører også et retningsskift, og journalistikken skal sikre ”globalt udsyn” til borgerne i de 34 kommuner, der udgør ”Danmarks eneste metropol”.

Et område, der ifølge regionalstationen har mere tilfælles med Stockholm og Berlin end med Varde og Hirtshals.

Men ifølge en rundspørge til borgmestrene i seks af de yderste kommuner i Kosmopols område er det ikke alle, der føler sig som en del af metropolen.

”Det ville jeg aldrig nogensinde gøre. Som i overhovedet ikke. Det lyder som rent sludder og vrøvl, for nu at sige det ret direkte. Det skal man vist bo i indre København for at forstå,” siger Steffen Jensen, borgmester i Halsnæs Kommune.

Han bakkes op af Gribskovs borgmester, Bent Hansen, der også er skeptisk over for den nye kosmopol-profil.

”Hvis man bor i Helsinge eller Græsted, så bor man ikke i hovedstaden. Det tror jeg ikke, det store flertal heroppe føler. Og det synes jeg ikke, de må glemme,” siger han til Journalisten.

Navnet er ligegyldigt

Begge borgmestre understreger, at de hidtil har været glade for TV 2 Lorrys dækning af deres kommuner, og at stationen må kalde sig, hvad den vil.

”Navnet lyder lidt fancy til en arbejderkommune som vores, men om de hedder Chip eller Chap, er ikke vigtigt for mig. Til gengæld synes jeg, det er en dårlig vej at gå, hvis de lægger om til en mere storbyagtig dækning. Så er der jo ikke nogen uden for indre by i København, der gider at se det,” siger Steffen Jensen fra Halsnæs.

På TV 2 Kosmopol lover direktør Morten Kjær Petersen dog, at de fortsat vil have øje på de store historier i både Halsnæs, Gribskov og Lejre.

”Men vi går måske ikke så dybt ned i dem, som vi har gjort hidtil. Vi prøver at brede de lokale historier ud til noget, der er fælles for borgerne i hele metropolen. Mange af de ting, de bokser med i Gribskov eller Halsnæs, er jo fælles,” forklarer han.

Men netop sådan en udtalelse vækker bekymring hos borgmester Bent Hansen fra Gribskov Kommune.

”Når jeg hører det, så føler jeg, at vi bliver glemt lidt. Det håber jeg ikke bliver virkeligheden,” siger han og forklarer, at hovedstaden set fra Gribskov Kommune kan virke langt væk.

”Tænk blot på, at der ikke er S-tog, ingen letbane, typisk minimum 30 kilometer til motorvej, ingen statsarbejdspladser og minimalt med uddannelsesinstitutioner,” påpeger han.

Ikke storbyfjernsyn

Modsat borgmestrene fra Halsnæs og Gribskov hilser de fire andre ydrekommune-borgmestre, som Journalisten har spurgt, det nye TV 2 Kosmopol velkommen med optimisme.

Det glæder Morten Kjær Petersen, som dog også forstår skepsissen i Halsnæs og Gribskov.

”Jeg kan godt forstå, hvis Steffen Jensen og Bent Hansen har den bekymring. Men vores ambition er at gøre deres bekymring til skamme og vise, at vi selvfølgelig dækker deres områder lige så godt som tidligere. Vi skal ikke være storbyfjernsyn,” understreger han og tilføjer som direkte svar til Bent Hansen:

”Mange af de ting, de bokser med i Gribskov eller Halsnæs, er jo fælles. Hvorfor er det for eksempel, at vi har steder i metropolen, som ikke er bundet op på offentlig transport?”

1 Kommentar

Martin Kirchgässner
19. JANUAR 2023
Hvem mon de fire andre ydrekommuner er? Jeg kan ikke forestille mig, at Frederikssunds borgmester mener, at denne omlægning er smart?