Den engelske producer Robert Thirkell er fadder til seersucceser om det – på overfladen – tørre erhvervsliv. Han dvæler ikke ved tal på bundlinjen og overskud til aktionærerne. I stedet bruger han humor.
En gammel, habitklædt herre viser kameraet et par groftvævede, løstsiddende underbukser – a la boxershorts i ekstra-ekstra-large. De løse underbukser brugte herren som ung, da han var pilot i det engelske flyvevåben.
På det tidspunkt reklamerede Marks & Spencer for tætsiddende underbukser til mænd. Lige noget for en pilot, der dingler rundt oppe under skyerne og laver loops og spins. Han skrev et brev og bad om at få de tætsiddende trusser på prøve.
»Sådan gik det til, at jeg blev test-pilot for Marks & Spencer,« fortæller den ældre herre kameraet.
Den ældre herre er kilde i et dokumentarprogram af den prisbelønnede engelske tv-producer Robert Thirkells. Med humor producerer han tv om erhvervslivet. Robert Thirkells påstand er, at mange journalister – og tv-seere – fejlagtigt opfatter erhvervsstof som tørre tal, børsmeddelelser og talende jakkesæt.
»Erhvervslivet er fyldt med store dramaer og små dramaer. Derfor har erhvervsstoffet stor underholdningsværdi,« siger Robert Thirkell.
Han er tidligere kreativ direktør for BBC Business og fik for ti år siden til opgave at opbygge BBCs business-redaktion. Ved blandt andet at få britiske topchefer til at fremstå som levende mennesker overbeviste Robert Thirkell sine egne chefer i BBC – og tv-seerne – om, at erhvervsstof er godt tv. For eksempel sagde en af hans chefer engang, »at han havde revolutioneret BBCs erhvervsstof« og formået at tiltrække et yngre publikum.
En af Robert Thirkells store succeser, der får seerne til at trække på smilebåndet, hvis de ikke ligefrem griner, er formatet »Blood on the Floor«. I forbindelse med det format har mere end 50 topchefer på skift holdt fri fra arbejdet i direktionsgangen for i stedet at bruge en uge blandt deres ansatte – hvad enten de er skraldemænd, tjenere eller ekspedienter.
»Cheferne fik altid at vide, at deres virksomhed ikke ville være den samme, efter vi havde været der,« fortæller den engelske producer.
Den besked er karakteristisk for Robert Thirkell. Ud over at lave underholdende tv vil han også – som en anden konsulent – bidrage til at gøre virksomheden mere velfungerende ved at vise cheferne problemerne på gulvet.
»Jeg er virkelig interesseret i erhvervslivet,« siger Robert Thirkell.
Den engelske tv-producer, der selv har gået på handelsskole, lyder som om, at han mener, hvad han siger.
OPRIGTIG INTERESSE for erhvervslivet og kilderne er også afgørende for Robert Thirkell, når han overtaler cheferne til at medvirke i programmerne.
»Jeg fortæller dem, at jeg bekymrer mig for erhvervslivet, og jeg viser, at jeg forstår deres problemer. Derudover giver jeg dem ret i, at erhvervslivet er en vigtig hjørnesten i samfundet. Men jeg gør det samtidig klart, at offentligheden er ligeglad med erhvervslivet, så de på det nærmeste har en pligt til at fortælle,« siger Robert Thirkell.
Han lader aldrig sine kilder få lejlighed til at sige nej til at deltage, eller til at der må filmes hjemme hos dem privat. Hvis et nej er på vej, skynder Robert Thirkell sig at skifte samtaleemne.
»Jeg er som en støvsuger-sælger, der hele tiden står med foden i døren,« siger han.
Det kan tage måneder for Robert Thirkell at få en aftale med en topchef fra den del af samfundslivet, hvor der er en udbredt tro på, at den, der lever stille, lever godt.
Robert Thirkell anbefaler frokoster. Gerne flere frokoster – uden at der kommer en aftale i stand.
»Erhvervsfolk er altid ensomme. Sådan er det. Der er jo koldt på toppen,« siger han.
Samtidig spiller Robert Thirkell kostbar. Lader for eksempel en tøvende direktør forstå, at han som tv- producer har gang i mange andre tv-produktioner, og derfor måske alligevel ikke er interesseret.
»Jeg får dem til at føle, at de har brug for mig og ikke omvendt,« siger Robert Thirkell.
KYNISK OG KOLDHJERTET er Robert Thirkell dog ikke. Han fortæller, at han ofte bliver venner med kilderne. De får også lov til at se programmet, inden det bliver sendt.
»Forholdet til kilderne bliver symbiotisk. De viser mig tillid, derfor viser jeg også dem den tillid, at de må se programmet,« siger den engelske producer.
Kilderne får ikke lov til at ændre programmet under gennemsynet. Robert Thirkells erfaring er, at det respekterer kilderne fuldt ud.
»Egentlig vil de jo bare vide, at de medvirker i et program af en ordentlig kvalitet. Ingen har jo lyst til at være med i et dårligt program,« siger han.
Læs også: Afslørende journalistik med høj pistolføring og Advokat: Lav kontrakter med kilderne
FAKTA
Godt tv
Den meget prisbelønnede engelske tv-producer, Robert Thirkell, stiller tre krav til godt tv om erhvervslivet:
* Programmet skal rumme et drama med en reel risiko – for eksempel for, at virksomheden snart lukker, at der er ejerskifte, eller at et nyt produkt lanceres.
* Kilderne skal være personligheder.
* Seerne skal kende produktet eller firmaet, eller de skal have lyst til at købe produktet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.