En avis lavet gratis af journaliststuderende nåede på kun tre dage at markere sig kraftigt. Blandt andet med en artikel, der skabte røre blandt de omkring 900 deltagere.
De holder til i salonerne 9 og 10. De arbejder næsten i døgndrift og får ikke en øre for det. "FagFestival glemmer radio", "Fordrukne journalister lades i stikken" og "DR og TV 2 boykotter Superliga" er nogle af de historier, de spytter ud i de fire eksemplarer af FagFestivalavisen HALLO!
I salon 10 foregår al aktivitet omkring et bord midt i lokalet. Fire computere og en printer udlånt af DJH står tæt sammen. Tre studerende layouter, mens fire andre ser på. Avissider hænger på opslagstavlen, flere med et rødt "F" for Færdig.
"Mandag er værst, fordi vi skal udkomme to gange. Men mange af vores artikler er lavet på forhånd, så det tager lidt af presset," siger Johannes Bøggild, redaktør på HALLO! og praktikant på Berlingske.
Selv om der skal laves fire aviser på tre dage, virker alle afslappede, hver gang JOURNALISTEN kigger forbi. Også sent mandag eftermiddag, hvor avisen skal udkomme samme aften klokken 19.
To studerende tøffer rundt i strømpesokker. Johannes Bøggild vandrer roligt frem og tilbage, mens overvejelserne omkring næste forside bliver vendt.
Hvad skal på? Gaardbo, regelbrud eller Baadsgaard-pris? Hvordan skal overskriften lyde? Surprise eller Overraskelse? Hvordan staver man til Gaardbo?
Af de 20 studerende er alle semestre fra DJH repræsenteret. En enkelt studerende er fra 1. semester på Odense.
Krøllede sider fra notesblokke med hastigt nedskriblede kragetæer, som kun ejermanden kan læse, ligger spredt omkring sammen med otte tomme sodavandsflasker på de to borde i salon 9. Et cigaretskod er slukket i en Jolly colaflaske.
En time senere – klokken 18.12 mandag aften – er HALLO! nummer tre klar til at blive kopieret. 48 minutter før 500 eksemplarer skal ligge parat til FagFestivalens deltagere.
Moral og etik
Børnearbejderne fik en del ros, men en enkelt artikel delte FagFestivalen i to lejre. Spisesedlen til andet nummer af HALLO! lød:
"Billing anmeldt for underslæb!"
Avisen udkom søndag aften. Artiklen handlede om, at Jacob Billing – der lavede dokumentarprogrammet om Pædofilgruppen og senere anmeldte nogle af de pædofile til politiet – for tre år siden "lånte" 10.000 kroner af skolebladet på DJH, Illustreret Bunker. Jacob Billing blev dengang anmeldt til politiet, men anmeldelsen blev senere trukket tilbage, fordi Jacob Billing indvilgede i at betale pengene tilbage. Det mente mange festivaldeltagere var relevant, mens andre var forargede over, at sagen blev taget op.
Ansvarshavende på HALLO!, May-Brit Bülow, er tirsdag formiddag på vej til Hotel Nyborg Strands kopimaskine for at "trykke" sidste avis.
"Jeg synes, det er en god historie. Manden står samme dag i Politiken og påberåber sig moralske og etiske principper, og så giver vi bare et mere nuanceret billede af ham. Vi har ikke hørt nogle negative kommentarer. Folk har sagt, at det var en god historie," siger May-Brit Bülow, der til daglig er praktikant på Viborg Stifts Folkeblad.
Anja Stausholm, der skrev artiklen, er enig med May-Brit Bülow, da JOURNALISTEN fanger hende på vej til debatoplæg med netop Jacob Billing.
"Der er nogen, der har ondt i røven over artiklen. Men vi har bare skrevet om det, folk taler om. Og det med, at han kun har været anmeldt og ikke blev dømt – han har jo kendt sig skyldig. Han betaler stadig af på beløbet," siger hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.