Dagligt ringer stressede mediefolk til Journalistforbundet. De siger, de tænker på at sige op – og ofte gør de det. Øverst på listen over klager står 'uduelige chefer'. Hvis arbejdsmiljøet skal ændre sig, kræver det radikale omlægninger af en barsk kultur.

STRESS. I den seneste måned har telefonen hos Journalistforbundet i gennemsnit ringet to gange om dagen med journalister, fotografer og andre mediefolk, som har problemer med dårligt psykisk arbejdsmiljø og alvorlig stress.

»Der ringer flest om mandagen, når de har haft tid til at tænke sig om i weekenden,« siger faglig sekretær Pia Funder, som er en af dem, der tager mod opringninger fra medlemmer i krise.

»Typisk bliver vi ringet op af én, der er fuldstændig opløst i telefonen. Hun kan ikke få noget til at hænge sammen. Har ondt over det hele. Hendes chef er begyndt at kritisere hendes arbejde. Eller hun kan ikke nå det hele. Og det er også unge mennesker – som ikke har familie. De møder krav og kritik og får modstridende meldinger fra deres chef.«

– Siger den, du har i røret, at det handler om stress?

»Nej, de siger: 'Jeg tænker på at sige op' eller 'jeg har fået klager, fordi jeg stadigvæk er syg'.«

– Er stress tabu?

»Ja. Man går alene med det. Taler ikke om det på arbejdspladsen. Man vil ikke være svag. Kan du ikke tåle lugten i bageriet, så …«

Pia Funder afbryder sig selv. Og fortæller, at hun netop selv er kommet ind ad døren efter et møde med to af, hvad hun kalder 'branchens barske drenge'. Mødet handlede om noget helt andet, men undervejs fandt hun ud af, at de begge har gået til psykolog på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø på deres arbejdsplads:

»Det overraskede mig. Det havde jeg faktisk aldrig troet om dem,« siger hun.

Spørgsmålet er, om hverdagen er blevet mere stressende, eller om begrebet stress er blevet mere eksponeret? Begge dele, mener Pia Funder. Mediebranchen har altid været stresset, men det er blevet værre:

»Sådan noget som flermedialitet har forstærket det. At alle skal arbejde hurtigere. Der er færre penge og færre folk. Og fyringsrunder gør folk utrygge. Der er ikke den tryghed i ansættelsen, der har været før. Medarbejderne ved jo godt, at det forventes, at de er dynamiske og fleksible og kan acceptere, hvis der skal ske forandring. Men de er angst for at blive prikket, eller tænker 'hvad bliver min nye rolle – og kan jeg det?'

Og så er der aldrig pause. Man får lige besked på at tjekke et par ekstra hjemmesider hver dag, og så er der e-mailen og mobilen, som man kan bruge i toget hjem.«

Et liv uden lukkelov. Sådan ser arbejdspsykolog Dorte Schiønning Andersen det moderne arbejdsliv. Hun var en af oplægsholderne på en række møder, som Dansk Journalistforbund (DJ) netop har holdt i kredsene om stress. Med start i Kolding hos Kreds 3, derefter hos Kreds 5 i Holstebro og sidst for Kreds 1 og 2 i København. Senere bliver der også holdt møde hos Kreds Fyn. I alt har lidt over 50 medlemmer indtil nu været til arrangementerne.

»Vi er på – på mailen og på telefonen, som vi har mindst to af. Der er et enormt tempo på kommunikationen. Og derfor er I journalister sårbare, fordi kommunikation er jeres arbejdsområde og jeres arbejdsredskab,« siger Dorte Schiønning Andersen.

Hun har arbejdet med stress og psykisk arbejdsmiljø de seneste fem år, blandt andet på overlæge Bo Netterstrøms stressklinik i Hillerød, og er i dag på Rigshopitalet som arbejdsmiljø- og sikkerhedskoordinator.

»Jeg tror, at mange føler frustration over alle de muligheder, vi har i dag. Samfundet bliver mere og mere individualiseret. Man bruger mere tid og flere penge og kræfter på at markere, hvem man er i landskabet, og det gør man blandt andet gennem aktiviteter og forbrug – og det stresser også.

Mange er umådeligt utilfredse med deres liv. Medierne – specielt dem på glittet papir – er utroligt gode til at fortælle os, at vores liv skal være noget andet end det, det er. Og at vores arbejdsliv skal være noget andet, end det er. Der er helt klart objektive ting i arbejdsmiljøet, som belaster den enkelte. Men der er også sådan en grundlæggende menneskelig frustration over det almindelige liv,« siger Dorte Schiønning Andersen.

Når telefonen ringer hos Pia Funder, er der ofte frustrerede yngre medlemmer af DJ i den anden ende. Nogle af dem har problemer med tonen i faget:

»Sådan en stor buldrebasse, der står og brøler i redaktionssekretariatet: 'Jeg er den gamle journalisttype' og 'jeg skal have lov til' og råber op om 'sin kreative nerve' og vil have lov til at bruge ord som 'mær' … Der er et frisprog på nogle af de store dagblade, som de unge ikke vil acceptere. De er sartere i dag.«

– Er de unge for sarte?

»De er mere beskyttede i dag og vant til ros i skolen og derhjemme, og så kommer de ud på redaktionen, og dér er der ingen, som roser dem.«

– Du lyder, som om du synes, de er for sarte?

»Nej, jeg mener ikke, vi skal den hårde vej. Vi skal have takt og tone på arbejdspladsen. Og ikke som da jeg var i lære som fotograf, der var det jo bare med at bide det i sig, hvis chefen stod og trykkede sig op ad én i mørkekammeret.«

Nogle er bedre til at tackle stressede situationer end andre.

»Der er nogle, som er mere robuste end andre,« siger Dorte Schiønning Andersen:

»Man kan sige, at termostaten er indstillet forskelligt. Når man taler depression hos kvinder, kan man for eksempel se en sammenhæng mellem en meget hård opvækst og senere sårbarhed og udvikling af depression. Så hvis man er sårbar, skal der måske ikke så meget til, før man bliver grebet af stress. Det kan også være meget håndgribeligt: Hvis du har en partner, som du har et godt samarbejde med, så er du måske ikke så sårbar, som hvis du er eneforsørger.«

Det er svært at opstille regler for, hvor meget stress den enkelte kan tåle. Men Dorte Schiønning Andersens erfaring er, at alle har et punkt, hvor det bliver for meget. Et punkt, som arbejdsgiverne ikke må udnytte, og som det er vigtigt, man ikke selv nærmer sig for ofte. Men som det er godt for den enkelte at kende.

»Det kan være godt at kende sine egne grænser, for så kan man bedre kan tage stress i opløbet,« siger hun.

På møderne om stress i Journalistforbundets forskellige kredse har Pia Funder oplevet, at medlemmerne blev næsten aggressive, når hun og kolleger fra forbundet kom med gode råd om at holde pauser og skrue ned for tempoet. 'Det kan vi da ikke', 'sådan ser hverdagen ikke ud' og 'vi skal jo nå det hele,' lød reaktionerne.

Dén reaktion kan Dorte Schiønning Andersen godt genkende:

»Hvis man er meget stresset, og lunten er kort, så kan man jo blive enormt provokeret, hvis der kommer nogen og siger 'don't work harder, work smarter'. Man kan få det sådan, at det kun handler om at knokle. Man får en slags tunnelsyn, hvor man ikke selv kan se løsninger. Det kan være godt i kortere perioder at høvle bunker af. Men man kan ikke blive ved,« siger hun.

»Jeg tror, det er vigtigt, at diskussionen i jeres branche udfolder sig lokalt. For det kan være svært at give generelle råd om, hvad man kan gøre lokalt på arbejdspladsen. Man bliver nødt til at sige: Hvordan tilrettelægges arbejdet på denne her arbejdsplads? Hvor er flaskehalsene? Det kræver for det første en ledelsesmæssig prioritering, for det andet at der afsættes tid og økonomi, og for det tredje at medarbejderne involveres, så det ikke bare ender med endnu en ekstern konsulentrapport. Man skal bruge medarbejdernes kreativitet og viden om, hvor skoen trykker. Både medarbejdere og ledelse skal ville en ny kultur. Ellers bliver den ikke forankret, og så har man spildt mange skønne kræfter – og penge.«

– Men branchen har en selvforståelse, som siger, at man ikke er 'en af drengene', hvis man ikke selv kan løse sine problemer. Man skal være barsk med de barske …

»Så har I et problem. Og det vil I blive ved med at have. Indtil der gennem lang tid er blevet arbejdet med en kulturændring, og indtil nogle af dem, som ikke er barsk med de barske, lander på nogle ledelsesposter.«

Og så er Dorte Schiønning Andersen til gengæld ikke i tvivl om gevinsten:

»Der er både penge, kvalitet og kreativitet at hente på et godt psykisk arbejdsmiljø.«

Men hvad kan man gøre, hvis det først er gået helt skævt på arbejdspladsen?

»Det kan være, at man skulle få nogen udefra til at se på det,« siger Dorte Schiønning Andersen.

»Man bør aldrig give slip på ejerskabet til sine egne problemer, men man må gerne dele med nogen. Det kan være en ven eller en kollega, en erfa-gruppe eller et netværk, eller man går til forbundet og siger: 'Hjælp mig'.«

En af dem, der bruger en stor del af sin tid på at hjælpe stressede kolleger, er Pia Funder. En af de ting, hun kan gøre, er at tage kontakt til arbejdsgiverne. Og hvad sker der så?

»Ofte ender det faktisk med, at folk siger op – eller bliver fyret. Det er ærgerligt at skulle sige det. Men det er jo, fordi vi ofte kommer så sent ind i sagen.«

Pia Funders store ønske er, at flere ville kontakte hende på et tidligere tidspunkt. Og en af forbundets planer er at kunne arrangere kurser om psykisk arbejdsmiljø for medarbejdere og chefer, inden problemerne på arbejdspladsen bliver for alvorlige.

Det er dem, der brænder mest, der brænder ud. Det er Pia Funders erfaring:

»Vi er i et fag, hvor man gerne vil lave det bedste, det smukkeste. Men det kan man ikke gøre hele tiden. Jeg kender det da selv. Det kan være svært at klare det hele. Prøv at se alle de bunker her med datoer på …«

Funder peger rundt i sit rummelige kontor.

– Hvad gør du selv for ikke at blive stresset?

»Jeg prøver hele tiden desperat at skabe mig et overblik. At bruge alt, hvad der er af teknologier til at få orden på post og mail og få gjort det vigtigste først – og så går jeg tidligt i seng og lader være med at sidde ved computeren en halv time, inden jeg sover. Så længe vejret er til det, går jeg gennem Frederiksberg Have på vej på arbejde, og desuden har jeg sådan et bånd med meditation, som jeg sætter på …«

Funder griner:

»… Og så falder jeg i søvn og vågner, når båndoptageren siger klik.«

De uduelige chefer

Set fra faglig sekretær Pia Funders plads er langt det største problem, når medlemmerne har problemer med stress, de 'uduelige chefer'.

LEDELSE. Set fra faglig sekretær Pia Funders plads er langt det største problem, når medlemmerne har problemer med stress, de 'uduelige chefer'.

»Jeg hører om chefer, der er konfliktsky. Utydelige. Og giver modsatrettede meldinger,« siger Pia Funder.

Også arbejdspsykolog Dorte Schiønning Andersen har sit bud på, hvad uduelig ledelse dækker over:

»På mine foredrag rundt om i landet hører jeg mange klage over for højt arbejdspres, som skyldes ledelsesmæssige beslutninger. Noget andet, jeg hører, er en ledelsesmæssig utydelighed omkring, hvad der er vigtigst at få løst. Hvad kræves af mig, så jeg ikke famler i blinde? Måske bliver opgaverne løst mere indviklet og finurligt, end det er nødvendigt,« siger hun.

»Og så må man jo sige, at der er ledelser, som definerer mål, der ikke er realistiske. Den der med, at nu skal en budget-overskridelse hentes ind ved mere produktion, uden at kvaliteten skal dale. Jeg kan godt forestille mig mange medarbejdere, der så vil spørge: 'Hvordan skal vi gøre det?'.«

– Så er det jo, at man som medarbejder godt kan møde bemærkningen 'kan du ikke tåle lugten i bageriet, så kan du bare finde noget andet …'

»Det er jo en hån at sige det. Når man designer et job og lægger de rammer, som skaber det psykiske arbejdsmiljø, skal man være opmærksom på, at arbejde gerne må motivere folk, det må gerne give udviklingsmuligheder og give folk mulighed for at bruge deres evner. Men det skal ikke være i så højt tempo, at de brydes ned af det. Man skal finde balancen. Man bør skabe rammer, som kan rumme de fleste. Og hvis der opstår problemer, skal man have en sikkerhedsventil i form af for eksempel mulighed for at tale med en psykolog,« siger Dorte Schiønning Andersen.

• 15 skarpe til din chef
  
  Definer klart forståelige mål.

  Definer, hvad du forstår ved kvalitet.

  Sørg for, at arbejdsgangene fungerer.

  Prioriter arbejdsopgaver: Hvad er vigtigst lige nu?

  Sørg for, at alle har mulighed for at udvikle sig, så de kan følge med fagligt.

  Udpeg nogen, som kan hjælpe med det praktiske (fra it til Photoshop).

  Ros og giv feedback.

  Pas virksomhedens økonomi – det skaber tryghed.

  Giv alle følelsen af at være en væsentlig brik, og gør klart, hvad det er, man er med til at skabe.

  Lav en mailpolitik og definer, hvem der skal informeres om hvad.

  Vær god til at fortælle, hvad der skal ske. Og sig sandheden.

  Vær tilgængelig og lyt.

  Få MUS-samtalerne til at fungere – og følg op.

  Skab ro til kreativitet.

  Indrøm, når noget er gået galt, og du har lavet fejl.

• 13 gode råd mod stress
  
  Lær dine stress-symptomer at kende – og respekter dem.

  Find ud af, hvad der stresser dig.

  Sorter og prioriter.

  Få hjælp til at prioritere.

  Vær realistisk, når du sætter mål.

  Hold pauser og hold fri i weekender og ferier.

  Tal med din chef – og dine kolleger.

  Skab et fagligt netværk.

  Marker grænsen mellem arbejdsliv og privatliv.

  Spring indimellem over, hvor gærdet er lavest.

  Skab zoner uden forstyrrelse.

  Sov om natten og dyrk motion.

  Øv dig i at sige nej.

  Sig tak. Gør plads for glæde og taknemmelighed.