Hædret for video og fotos

 

 

Kaspar Wenstrup tog sidste sommer til topmøde i Gøteborg for at øve sig i at lave levende billeder. Nu kan fotojournalisten kalde sig Årets Tv-fotograf. Det handler om at grabbe.

To fluer med ét smæk. Det var 31-årige Kaspar Wenstrups udbytte af prisuddelingen ved Årets Pressefoto. Han blev ikke kun kåret som Årets Tv-fotograf for sine optagelser af balladen under topmødet i Gøteborg. Den nyuddannede fotojournalist fik også hædrende omtale for sine fastfotos.

Som en af de første her hjemme tager Kaspar Wenstrup både videokamera og et almindeligt fotografiapparat med på opgave. Hvis han skal dokumentere en hardcore nyhedshistorie som for eksempel demonstrationerne i Gøteborg, nøjes han med at bruge videokameraet. Bagefter har han mulighed for at grabbe enkelte frames fra videoen og bruge dem som still-billeder. Det giver mulighed for at sælge produktet flere steder.

"Fremover skal fotografer både kunne tage fastbilleder til avisen og levende billeder, der kan vises på avisernes hjemmesider eller i fjernsynet," siger Kaspar Wenstrup, der i februar blev færdig som fotojournalist fra Journalisthøjskolen.
Når han er på opgave, vurderer han på forhånd, om han vil fotografere eller videofilme. Hvis han skal kunne plukke fastfotos ud af videoens billedstrøm, er det vigtigt, at han holder kameraet helt stille. Optagelserne kan ikke bruges, hvis kameraet ryster, eller hvis han er midt i en panorering.

Prisen som Årets Tv-fotograf er resultatet af en øvelse, Kaspar Wenstrup lavede for sjov på 7. semester på Journalisthøjskolen. Kaspar Wenstrup har tidligere arbejdet som tv-fotograf på en række lokalstationer i København, Odense og Ålborg. Men han ville gerne bruge topmødet i Sverige til at udvikle sine evner som tv-fotograf og undersøge mulighederne for at grabbe fra videooptagelserne.

"Da jeg bagefter sammenlignede mine billeder med grabbede fotos fra AP og Nordfoto, synes billedredaktøren faktisk, at mine var bedst," siger Kaspar Wenstrup om optagelserne af konfrontationer mellem danske demonstranter og svensk politi.

Kaspar Wenstrup siger, at billedkvaliteten på grabbede fotos ikke kan måle sig med featurefotos i stort format. Men de er gode til at dokumentere begivenheder, hvor billedkvaliteten kommer i anden række.

"Hvis man har et billede af en politimand, der affyrer pistolskud, er det vigtigere, at man kan vise billedet, end at det ser lækkert ud. Det gør faktisk ikke noget, at det ser ud af lort."

Kaspar Wenstrup siger, han ikke har mødt modstand blandt kolleger på grund af sin bi-medialitet. Fotografer på Nordfoto, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende er på det sene-ste også begyndt at bruge DV-kameraer.

Under opholdet i Gøteborg havde Kaspar Wenstrup ikke sit sendeudstyr med sig, så han kunne transmittere billederne hjem samme dag, og da han vendte hjem, lykkedes det ham ikke at sælge optagelserne. Han sendte kun videoen ind til Årets Pressefoto, fordi en kollega på hans gamle praktiksted B.T., opfordrede ham til det.

Heller ikke det ene af Kaspar Wenstrups fastfotos, som fik hædrende omtale, er blevet offentliggjort tidligere.

Se filmen på: http://www.photo-circle.com

Kaspar Wenstrup måtte to gange op ad den røde løber for at hente sit diplom for hædrende omtale i kategorien Årets Nyhedsbillede og for at modtage prisen som Årets Tv-fotograf og Pressefotografforbundets pris på 15.000 kroner.

En ren, rå reportage, hvor fotografen viser både mod, overblik og evne, lød det til fotojournalisten i den store rødbrune baseballtrøje med nummer 34. Han slog Michael Lindebjerg, der ellers er stamgæst, når der skal uddeles førstepriser til tv-fotografer.

Læs også: Ned på jorden igen, Ingen priser til kvinder og Vinderne af Årets Pressefoto.

0 Kommentarer